Billede: Ilya Repin The unexpected visitor (1888)

I Guds rige råder der en anden lov, end den vi for det meste kender fra vores jordiske riger, nemlig den at herskeren skal være, som den der tjener.

Dette skal være forbilledet for den måde disciple skal være ledere på i verden. De skal lede hjorden med Jesus selv som forbillede. Dette skal kendetegne den sande Kristi kirke i verden, at den der leder skal som en der tjener.

Det betyder ikke, at alle skel i verden skal ophæves og at magten skal fratages magtudøvere og det hele skal ende i en slags anarki, hvor ingen bestemmer over andre. Det betyder ikke, at lederen ikke længere er leder, og at han skal afstå fra magten.

Men at det i Gudsriget er sådan, at enhver der hersker skal være som den der tjener – det bør være et forbillede, for den der er sat til at styre eller regere her er i verden. En god leder (siger Luther) må ikke slippe Kristus af syne og bør ikke stræbe efter magt for sin egen skyld. En god leder skal tjene dem, han leder. Ikke sig selv og egne interesser.

Sådan stræbte Kristus heller ikke efter noget for sin egen skyld, men kom for at tjene.

Ydermere: at Kristus selv var blandt os, som en der tjener, kan kun betyde, at dette at tjene er fyldt af værdighed og mening. At tjene sin nærmeste, at vogte sin broder, det er et menneskes fornemste pligt.

At Vor Herre sætter dette at tjene den nærmeste som det sande, er da en lovprisning af alle de usynlige gode gerninger der gøres hver dag. Alt det der ikke er god presse i. Alt det der ikke gør sig på de sociale medier. Alt det der ikke indstilles til freds- og nobelpriser for. Alt det der bare gøres fordi det skal gøres. Ikke fordi det stiller en bedre, gavner karrieren, gavner et menneskes anseelse osv. Nej, alt det der gøres fordi det er en pligt, fordi det gavnede den anden.

Pligt lyder så negativt. Gør man noget af pligt anses det ofte som kedeligt og fantasiløst.

Næh, det er meget mere legitimt at gøre noget fordi det FØLES rigtigt. Pligtopfyldende? Det er lige før, det er et skældsord. Vi siger jo også om pligten, at den er sur.

Og kærligheden? Hader den ikke pligten? At elske af pligt lyder det ikke modsætningsfuldt?

Men prøv lige at overveje – hvor var vi i grunden uden pligten? Hvor flygtig ville menneskelige forhold da ikke være, hvis de udelukkende var baseret på følelse og lyst?

Er pligten i grunden ikke det der sikrer kærligheden? Sikrer dens bestandighed? Når det er en pligt at elske, siger Søren Kierkegaard, så er opgaven ikke at finde et elskværdigt menneske, et menneske der er ens kærlighed værdig. Nej, så er opgaven at elske det givne og at vedblive at elske det givne og finde det givne menneske elskeligt om end han eller hun forandres. Pligten frigør så at sige kærligheden, siger Kierkegaard, så den kan elske bestandigt. Når det er en pligt at elske, da er der ingen grænser for kærligheden.

At elske bestandigt – det er hvad vor Gud vi skylde, som Grundtvig siger det et sted. Derfor når vi føler skyld, er det vores samvittighed, der fortæller os, at vi som mennesker står i det forhold til hinanden, at vi skylder hinanden noget.

Det vidste Kain også godt. Selv da han afviste Gud Herrens spørgsmål om Abel med sit ”er jeg da min broders vogter”. Han forsøgte at tale udenom om det han egentlig godt vidste, han skyldte at være, men som han ikke var. Og havde Gud ikke dømt ham til fredløshed, så havde hans samvittighed gjort det. Selv den værste forbryder kan (endnu) nemlig mærke angerens og skyldfølelsens nagen og den hjemløshed og ufred skylden afstedkommer.

Derfor skal vi ikke blive skræmte over skyldfølelsen. Vi skal ikke lade os lokke væk fra den. Vi skal se den som et tegn på vor menneskelighed. Ja, på vor gudbilledlighed. Vi skal give den lov til at kalde os til orden. Vi skal bruge den til at tage kampen op, når fristelsen til at lade stå til melder sig. Når fristelsen til at overlade broderen til sig selv melder sig. Når begæret efter at være den største melder sig. Når der hviskes, at du ikke skylder nogen noget, og at pligten er sur.

Skyldfølelsen er hjertets stemme, der fortæller dig, at du altid skylder dit medmenneske noget. Du skylder at gøre noget.

Men skylden fortæller dig også, at du helt grundlæggende skylder andre mennesker at du er til. At du lever. Det kan være så konkret som det, at et andet menneske har ofret sit liv til for din skyld.

Vi skal bruge skyldfølelsen til at minde os om alt dette.

Men det er ikke meningen, at vi skal knuses under den. Derfor har Vor Herre selv givet os den bøn, hvor vi kan bede om forladelse for skyld og han tjener os ved det bord, hvor han skænker os syndernes forladelse. Hvor han borttager al skyld.

Det bord, hvor han, der er Herre, bliver som den der tjener.

Amen

1 Mos 4,1-12

Jak 1,9-16

Luk 22,24-32

Salmer: 756, 689, 54, 292, 683