Billede: Minareten på Bruxelles store moske.

Det burde ikke komme som et chok, at statistik ofte præsenteres og manipuleres af eliterne. De danner i Belgien – og i resten af Vesteuropa bortset fra Østrig – en uformel multikulturalistisk lobby, der dominerer universiteterne, ikke-statslige organisationer, offentlige institutioner og medierne. De søger her at fremme en migrantvenlig dagsorden.

Belgien har ændret sig på relativ kort tid. Landet har fået masseindvandring uden nogen offentlig debat herom. Belgien har på bare 15 år fået en stigning på en million i sit befolkningstal – fra 10,2 millioner i 2000 til 11,3 millioner i 2015. Det svarer til en stigning på 10% over en meget kort periode.

Fra 2000 til 2010 var nettoindvandringen ni gange større end i Holland, fire gange større end i Frankrig og Tyskland, og endda større end i USA, som har tradition for at være åbne for indvandring.

Denne statistiske realitet er imidlertid blevet holdt skjult for den belgiske befolkning. Eliterne og medierne bestemmer, hvad folk kan tale om, og hvad der skal skjules. For at fremtvinge befolkningens accept af indvandringen som værende uomstødelig, og for at undgå borgernes bekymringer, er data blevet skjult.

Der er ikke tale om en stor konspiration eller et “Big Brother” mesterværk, men om en – i bedste fald – ærlig entusiasme for den multikulturelle ideologi, eller – i værste fald – om stærke freudianske forsvarsmekanismer såsom sublimering, fornægtelse eller undertrykkelse.

Information om tilstrømninger men ikke om bestande

Indvandringsstatistikker præsenteres som årlige tilstrømninger. Hvis antallet falder i forhold til det foregående år, bliver det tydeligt fremhævet; i modsat fald bliver det nedtonet. Man ville aldrig anvende en 10- eller 20-årig statistik. På landsplan er årlige tilstrømninger sjældent årsag til bekymring, men over en 10-årig periode vil de kunne være alarmerende. Vi taler for eksempel normalt om tildeling af statsborgerskab til 40.000 personer årligt, men vi mindes ikke om, at der blev tildelt statsborgerskab til 200.000 på tre år og 608.322 på 12 år.

Tallene svarer til 6% af Belgiens befolkning. Herudover skriver ingen, at en million migranter på få år kom til et land med ti millioner indbyggere: Antallet steg fra 10,2 millioner i 2000 til 11,3 millioner i 2015.

Europæere flytter tilbage til deres hjemlande, resten bliver

Det lille land Belgien, der er åbent overfor sine naboer og huser “Europas hovedstad”, har altid en skare a lobbyister og bureaukrater, der er indvandret fra andre europæiske lande. Dette antal er altid større, hvad angår tilstrømning, end dem, der kommer fra andre kontinenter. Det største antal årlige indvandrere i Belgien består af franskmænd og hollændere, men efter få år flytter de tilbage til deres hjemland. Tyrkere, marokkanere og nytilkomne fra andre kontinenter gør ikke.

Der bliver derfor skabt det forkerte indtryk, at indvandrere i Belgien hovedsageligt er europæere, men det er de faktisk ikke. Den ukorrekte påstand er altid beroligende og understreges jævnligt, men der er aldrig udført en undersøgelse over en periode på 10 eller 20 år. Mange europæiske indvandrere flytter desuden tilbage til deres hjemlande ifølge rapporter om udvandring. Marokkanere, algierere, tyrkere og borgere fra mange andre lande, bortset fra amerikanere, bliver som regel i Belgien… for evigt.

Demografiske fremskrivninger forbindes ikke med indvandring

På baggrund af officielle fremskrivninger fortæller medierne jævnligt, at den belgiske befolkning vokser, og at stigningen vil fortsætte. Tilsyneladende forbinder ingen imidlertid befolkningsvæksten med indvandring, selvom det siden år 2000 har været den vigtigste faktor.

I løbet af de kommende årtier vil Belgien, der allerede er et af Europas tættest befolkede lande, endnu engang få 1-2 millioner flere indbyggere, og landet vil blive konfronteret med adskillige udfordringer relateret til befolkningstætheden, såsom boliger, uddannelse, sundhedsvæsenet, trafik, miljøet osv.

Den fremskrevne befolkningsvækst fremhæves aldrig og præsenteres ikke i sammenhæng med antallet af muslimer i Belgien, der forventes at fordobles (til 1.250.000, svarende til 11,1% af befolkningen) eller ligefrem tredobles (til 2.580.000, svarende til 18,2% af befolkningen) inden 2050 ifølge Pew Research Center. En ærlig rapport om den fremskrevne demografi burde hedde: “Vi bliver snart en million flere, hvoraf størstedelen vil være muslimer”. En sådan overskrift ville imidlertid uværgerligt skabe en offentlig debat om demografi, befolkningstæthed og muslimsk integration – og det ville for den europæiske elite være udelukket: Det ville gøre folk ængstelige og bekymrede.

Ordvalg og hemmeligholdelse af problemer

Befolkningsvæksten fortsætter i Bruxelles med et gennemsnit på 1% per år. Det karakteriseres dog altid som et demografisk boom og ikke som et indvandrings-boom. Indvandringen og den højere fødselsrate hos kvinder af udenlandsk herkomst svarer imidlertid til denne vækst og kunne være årsag til den. Sociale problemer er udtalte. For eksempel har 90% af de mennesker, der modtager sociale velfærdsydelser i Bruxelles, indvandrerbaggrund. Der har været spændinger i forbindelse med betjeningen af indvandrere ved den offentlige forvaltning, hospitaler og i det offentlige transportsystem, hvor antallet af rejsende er fordoblet på 15 år. Der er brug for mere plads i skolerne: Der er de seneste 10 år kommet mere end 40.000 flere elever i klasserne. Herudover er de herved forbundne udgifter ikke blevet diskuteret eller nævnt. Det er emner, der blot fejes til side, som om de slet ikke havde noget at gøre med indvandringen.

Foragt for borgernes bekymringer

En af de sikreste måder at afvise befolkningens berettigede bekymringer på, er ved at latterliggøre folk, som om størstedelen af befolkningen var ignoranter. Man kan for eksempel i en meningsmåling spørge om antallet af muslimer i landet og herefter more sig over den folkelige overdrivelse af antallet. Hvis belgiere (eller europæere) dog bare var bedre oplyst eller mindre dumme, ville kommentarerne til meningsmålingens resultat lyde, ville folk holde op med at bekymre sig over indvandringen, og alt ville igen skinne i den fagre nye verden. Ufine meningsmålinger anvendes kun, når emnet er antallet af migranter – aldrig angående arbejdsløshedstal, analfabetisme eller vækst i BNP. Der er ingen, der i det mindste forsøger at tage hensyn til folkets ængstelse, selv ikke når den fører til stigende samfundsmæssig uro.

Familiesammenføringers følgevirkninger

Omkring 50% af indvandringen til Belgien henhører fra familiesammenføringer. Tallet repræsenterer et højere niveau end man finder i vores europæiske nabolande og endda højere end i størstedelen af Europa, selvom hele Vesteuropa er blevet ramt af masseindvandring. Det er et problem, at den type af masseindvandring, som Europa har oplevet, per definition er eksponentiel og uden ende. Der er pro forma ægteskaber, polygami og ægteskaber indenfor tyrkiske og marokkanske lokalsamfund, der tilsyneladende ofte er ulovlige.

De demografiske konsekvenser af familiesammenføring (kædeindvandring) forklares aldrig og tages ikke i betragtning.

Selv EU’s officielle statistikbureau Eurostat sammenblander data og en ideologi om, at “indvandring” er “godt for Europa”. Eurostat skriver på de allerførste linier i deres seneste indvandringsrapport (marts 2017):

“International migration kan i modtagerlandene bruges som et redskab til at afhjælpe specifikke behov for arbejdskraft. Indvandring vil dog med stor sandsynlighed ikke i sig selv kunne bryde den nuværende tendens til aldrende befolkninger, som man ser i mange dele af EU.”

Lad os derfor få mere indvandring!

Hvis der ikke snart nås en erkendelse af de eksponentielle konsekvenser af kædeindvandring og tilvandring fra den anden side af Middelhavet, vil masseindvandringen fortsætte. Der er overalt i Europa bestræbelser på at skjule det faktum. Hvis vi vil kontrollere og neddrosle indvandringen og følge størstedelen af europæernes ønske, må de europæiske befolkninger i det mindste erkende situationens alvor. Det er afgørende, at der forlanges en ærlig beskrivelse af migrantkrisen, hvis vi ønsker at bevare ytringsfriheden i demokratiske lande.

Tyrkiets daværende premierminister Ahmet Davutoglu (til ventre) trykker hånd med Det Europæiske Råds formand Donald Tusk (i midten) og EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker (til højre) under et “migrationsaftale”-topmøde i Bruxelles den 18. marts 2016. (Foto: Carl Court/Getty Images)

Alain Destexhe er senator i Belgien, tidligere generalsekretær i Læger Uden Grænser og tidligere leder af Den Internationale Krisegruppe.