Foto: Wikipedia Commons

Det revolutionære ved den seksuelle kontrarevolution, som The Spectator-kommentator Douglas Murray har døbt den, er ikke, at den tager et harmdirrende opgør med seksuelle forulempelser.

Størstedelen af hændelserne i forbindelse med metoo-kampagnen er for længst anerkendt af samfundet som uretmæssige. Det er derfor vi chokeres og frastødes af dem. Ikke mindst omfattes de i Norge allerede af Straffelovens § 266, 297, 298 og 305.

Det revolutionære er det «udenomsretlige».

I ethvert samfund vil der være stedvise lidenskabelige uenigheder om, hvor grænserne for acceptabel adfærd skal gå. Det gælder for seksuel såvel som for al anden social interaktion.

Fordelen med en retsstat er, at den slags konflikter ikke udspiller sig ude i samfundet – ved at alle håndhæver deres egen personlige moral overfor hinanden, i en slags hobbesiansk naturtilstand, hvor alle ligger i krig med alle. Snarere løftes de ind i en institutionel ramme, hvor de kan løses i magelige, civiliserede former. Her kommer man gennem en velovervejet proces til enighed om, hvor grænserne skal drages, og kodificerer dem ind i lovgivningen.

Hvis man mener, at en given lov er for streng eller for blødsøden, står det selvsagt enhver frit for at benytte sig af de demokratiske kanaler, som står til ens disposition i forsøg på at reformere eller udøve indflydelse.

Man kan imidlertid ikke ruinere nogens liv, bare fordi de har krænket ens private moralske kompas, hvad enten det er i overensstemmelse med de forhåndsbestemte spilleregler eller ej. For hvilket uhyggeligt kaos ville ikke samfundet disintegrere til, hvis alles private overbevisninger og passioner pludselig blev gældende lov?

Vi kan først og fremmest takke de nedarvede retsprincipper for vor tradition for fredelig sameksistens og konfliktløsning, og for den forudseelighed som findes i den måde, hvorpå vi organiserer vort sociale liv.

Retsprincipper over bord

Metoo-kampagnen er selvsagt en positiv kraft i den forstand, at den sætter søgelys på et samfundsproblem, fremkalder bevidstgørelse om det og lægger op til diskussion og eftertanke. De som er stået frem med deres historier og erfaringer har utvivlsomt bidraget hertil.

Kampagnen er på den anden side en vederstyggelighed, fordi den fortæller os, at vi overfor vore naboer kan optræde som lovgiver, dommer, nævning og bøddel på én og samme tid. På den måde afløser den ansvaret hos hvad den tyske sociolog Max Weber kaldte de rationelt legale autoriteter, en af triumferne i overgangen fra feudalsamfundets vilkårlighed til modernismen.

Hvad lovens bogstav siger, spiller tydeligvis ingen rolle længere. Retssystemet er blevet fuldstændig agterudsejlet.

Den radikale feminist kan nu skyde en mands karriere og anseelse i sænk, fordi han har gjort et helt lovligt forsøg, hvor klodset det end måtte være, på at flirte eller på et seksuelt fremstød. Højresiden kan for sin del offentligt udhænge, ydmyge og sprede rygter om politiske modstandere, som har haft et fuldt ud frivilligt samleje.

Måske er er det ikke helt tilfældigt, at kampagnen i Norge har givet sig mest udslag i forbindelse med politiske magtkampe. Den er blevet en kæp, som man kan slå hinanden i hovedet med. Det siges, at politik er krig uden våben, men her har man sandelig fået et slagkraftigt, potent våben i den politiske værktøjskasse.

Det er muligt, at det for nogle er fornøjeligt at se sine politiske modstandere blive mobbet og sat ild i. Med fejlslutningen tu quoque – at retfærdiggøre et onde med henvisning til et tilsvarende onde – kan man selv bære brænde til bålet. Et belejligt rænkespil indtil det pludselig er en selv, som er heksen, der skal brændes.

Kafka-proces

I et civiliseret samfund hærger en sådan alles krig mod alle ikke. Samfundet er «styret af loven». Skal nogen straffes, må de stilles for retten og blive fundet skyldige i at have brudt en eksisterende lov – og kun såfremt beviserne tillader det.

Bevis… Der har vi et andet af de ord, som er i færd med at gå af mode.

Populærkulturen former den kollektive bevidsthed, og i den udstrækning man fremdeles producerer tankefulde film af en  kaliber og substans som 12 Angry Men, må jeg indrømme at være gået glip af det.

Slagord som «vi tror dig!» har bygget på præmissen om, at der ikke findes nogen uskyldige anklagede, at anklageren til enhver tid har ret. På den måde har feministiske aktivister længe prøvet at få os til at acceptere, at anklage inden for området seksualforbrydelse er ensbetydende med skyld – og det lader beklageligvis til, at vi er ved at gøre det.

Det er en totalitær holdning, som ville have rystet feministerne i første og forreste række som Mary Wollstonecraft og Harriet Taylor Mill i deres grundvold, men som sørgelig nok virker indprentet i den seksuelle kontrarevolutions DNA.

Med et sådant udgangspunkt trækkes mennesker gennem en Kafka-proces, hvorunder de  mister både job og eftermæle gennem en whistleblowing, som vi ofte ikke kommer til at kende indholdet af, fremmet af mennesker vi tit ikke får at vide hvem er, og uden krav til hverken bevisføring eller ret til et forsvar.

Kampen mellem kønnene

Vi er ganske enkelt vidner til, at den type invasiv, indtrængende social kontrol, som har kendetegnet, hvad forfatteren Tor Jonsson kaldte «bygdedyr» – også tema for Aksel Sandemose i En flygtning krydser sit spor (1933) – nu med sociale mediers hjælp har indtaget storsamfundet.

I den ophedede kamp om grænserne mellem individerne (eller skal vi hellere sige kønnene?), udviskes grænserne mellem det offentlige og det private, kollektivet og individet.

Der er noget uhyggeligt ved alt dette, særlig når det blandes sammen i en cocktail af moralsk panik – pisket op af ideologiske aktivister.

Efter at have fjernet alt som hed moralsk selvbegrænsning, undermineret ægteskabsinstitutionen og gennemseksualiseret hele kulturen, skal venstresiden nu pludselig træde frem som vore dydige ypperstepræster. De, som i mange tiår har arbejdet for normernes opløsning har besluttet sig for at være mere puritanske end England i Viktoriatiden.

Hvorfor?

Åbenlyst ikke på basis af traditionel moral, men med den socialistiske identitetspolitik som rettesnor.

Da det blev åbenlyst for alle – til og med for de intellektuelle, som har den uvane at fare vild i egne hoveder – hvad for en slags krematorium Sovjetunionen og Maos Kina var, vendte postmodernistene i Vesten, anført an Michel Foucault, Jacques Derrida og Simone de Beauvoir, den marxistiske analyse fra økonomiske til demografiske klasser.

Grupper

Du som individ betyder kun lidt, det er din gruppetilhørighed, som definerer dig. Og disse grupper står bestandig i en magtrelation til hinanden – undertrykkerne versus de undertrykte. Som kapitalisterne i henhold til den klassiske marxismes teser undertrykkede proletariatet, undertrykker manden kvinden.

Det er noget ganske andet end Edmund Burkes mere liberale maksime om, at jo mere individerne kontrollerer sig selv, desto mindre behøver de at blive kontrolleret af ydre kræfter. Det er snarere en opfordring til en konstant udmattelseskrig mod det indbildte «patriarki».

Derfor instrueres manden altid i skurkerollen, kvinden i offerrollen. Selv om it takes two to tango. Kvinderne som for eksempel frivilligt sover sig til tops, og dermed frarøver andre kvinner det glamourøse, luksuriøse stjerneliv, er selv medsammensvorne i en moralsk forbrydelse. Vi lever bare i en altfor gynocentrisk kultur til, at det påpeges.

Af disse ideologiske årsager fortsætter den seksuelle normopløsning på område efter område – familieværdier er jo i sig selv udtryk for patriarkiet – det er rundt om manden, nettet for alvor strammes. Han skal ikke have noget retsværn; de lokaliteter og de måder, på hvilke det er ok at tage initiativet, indskrænkes; og helst skal han spørge om tilladelse, før han introducerer en nye seksuel handling under et samleje.

Noget sådant kan til slut bare føre til en forværring af relationen mellm kønnene. Forfatteren Christopher Hitchens advarede så tidligt som i 1990’erne om, at den feministiske offermentalitet ville slå over på mænd, og at vi ville ende med en eneste stor babykultur. Siden har vi fået «Men Going Their Own Way» (MGTOW-bevegelsen), og Gud ved hvad.

Siden det er antallet af offerpoint, som giver status, er samfundet ved at blive et kapløb mod bunden.

Derfor er også den ideologiske komponent, som lurer bag den seksuelle kontrarevolution, som er en bitter kønskamp, så giftig.

Gabestokkens tidsalder

Metoo-kampagnen berører et kontinuum af adfærd – fra det trivielle til det monstrøse – og rører disse sammen i én stor gryde. Det mindste forsøg på å nuancere, om det så kommer fra en Matt Damon eller Liam Neeson, blir mødt med insinuationer om, at man måske selv har noget at skjule – eller at man i det mindste optræder som apologet for seksuelle overgreb.

Ideologer bryder sig ikke om nuancer. De står i vejen for deres forenklede kort over virkeligheden. Og de er ødelæggende, hvis man ønsker at bruge de mest grove episoder som ammunition mod for eksempel den  type mennesker, Neeson har trukket frem – de som har mistet jobbet for at have berørt kvinder trøstende på ryggen.

Hvad nogen står anklaget for at have gjort, spiller tydeligvis ingen væsentlig rolle i disse tider. Straffen er mer eller mindre den samme. Karrieren er ovre, man sættes i gabestok til spot og spe, og man forvises fra kategorien civiliserede mennesker. Kontrasten til retsvæsenet, hvor strafudmålingen er gradueret efter forbrydelsens alvor, kunne heller ikke have været tydeligere.

Alt som er godt ved den seksuelle kontrarevolution synes med andre ord at være i harmoni med retsvæsenets ånd og eksisterende lovparagraffer, mens alt som er overdrevent, unuanceret og direkte væmmeligt ved den synes at være i direkte konflikt med grundlæggende retsprincipper.

Hvad enten det gælder om at skubbe et samfund styret ved lov til side til fordel for et samfund, hvor alle kan skyde alle ned på grundlag af private moralopfatninger (evt. med politisk uenighed som vikariende motiv); at erstatte forudsætningen om uskyld med forudsætningen om skyld; eller at skubbe gradueringen af straf til side for at gøre plads til ideologisk drevet fanatisme, fjendtlig overfor det mindste strejf af nuancer, er det den ordentlige og redelige retspraksis, som svært savnes.

Romerne vidste det, oplysningsfilosofferne vidste det, de amerikanske grundlovsfædre vidste det: Pøblen er kaos. Pøblen er hæmningsløs. Pøblen er en allestedsnærværende trussel mod grundlæggende friheder. Lad den ikke kapre institutionernes rolle!

Hvad var der egentlig så galt med retsstaten, at vi lod den digitale pøbel – udstyret med gabestokken, kaldt sociale medier – overtage dens rolle?