Billeder af et sted, hvor en gammel mand finder en «genstand» udenfor en togstation, samler den op for at se hvad det er, og omkommer af skaderne da bomben eksploderer, er noget som sker i Irak, Syrien og Afghanistan, krigsområder.  Men det sker altså også i Sverige.

Forskning & Framsteg opregner den grove kriminalitet som breder sig i Sverige. Her er nogen tal over drab i kriminelle miljøer, som ikke behøver nærmere «justering»:

1990–94:    4
1995–99:    7
2000–04:  8
2005–09:   9
2010–14:  14
År 2015:   28
År 2016:   28
År 2017:   43

Tallene for de fem første grupper er gennemsnitlig antal drab- pr. fem år! Bemærk at de tre nederste linjer kun er for et enkelt år, og ikke grupperet i fem år som ovenover.

På samme måde som ovenfor er gennemsnitlig antal ofre for dødelig vold (inkl. ovennævnte) i Sverige pr. år:

1990–94:    107
1995–99:      97
2000–04:    95
2005–09:     90
2010–14:      83
2015 – 16:    113

Trendskiftet fra 2010-14 og frem til i dag er påfaldende. I de ni første måneder af 2017 blev der registreret 96 tilfælde, og hvis trenden gennem året holder, ender man på 125-130 drab totalt. Et «all time high» højdepunkt, der ikke er nogen grund til at prale af. Læg der til, at der i 2015 var snesevis af ”håndgranatsangreb» og i 2016 næsten 40, så bliver billedet rigtigt uafrysteligt.

Det er slemt at læse politiets resignerede holdning til om man klarer at få stoppet denne – bogstaveligt talt dødelige – trend. Lars Korsell arbejder hos den nationale samordningsmyndighed mod voldsfremmende ekstremisme.

Hvordan vender vi udviklingen?

– Tja, det ser ret dystert ud, siger Lars Korsell. Ud fra det vi ser nu er det svært at tro på at det kommer til at vende i den nærmeste fremtid. Vist er skole og job og alt det der vigtigt. Men vi kan ikke lave samfundet om på en gang. Først af alt må jo de her områder genovertages af politiet.

Politiet har også sine egne, interne udfordringer at strides med, siger Anders Göranzon, tidligere chef for Operation Fenix:

– Politiet er blevet omorganiseret, og der mangler en hel del politifolk til at udfylde hullerne i den nye organisation. Manglen på resurser er et stort problem. Der er huller overalt i organisationen! Og belastningen på os er stor. Organisationsproblemerne og resursemanglen må løses, hvis det skal lykkes os at vende den omsiggribende udvikling. Dette kommer til at tage tid, siger han.

Flere politifolk er blevet interviewet, men det er kun en udvandret svensker, som forsigtigt tør pege i retning af elefanten i rummet. Per-Olof Wikström er professor i kriminologi ved Cambridge University i England, og har tidligere jobbet ved Stockholms universitet, været forskningschef på Brå (Det kriminalitetsforebyggende Råd) og arbejdet på Polishögskolans forskningsenhed.

– Det kan tage en 10–15 år at vende en sådan her udvikling, sukker han. Allerede i 1980-erne undersøgte vi volden i et antal svenske byer, og det er de samme boligområder som nævnes i dag – men dengang var det jo på et helt andet niveau. Folk sprang ikke rundt og skød på hinanden dengang.

Selv han beklager, at det har fået lov til at gå så langt, og at det derfor bliver desto sværere at inddæmme problemet. […] Han ser også segregationen som et stort bidragende problem.

– At koncentrere mange mennesker med mange problemer – alt fra narkotikaproblemer og problemer forbundet med at man er ny i landet – er meget risikabelt og formentligt nogle af de vigtigste årsager til at vi har visse boligområder med en høj kriminalitet blandt beboerne.

Per-Olof Wikström er apropos dette spørgsmål desuden kritisk overfor, at Brå valgte at stoppe med at publicere statistik over indvandring og kriminalitet. Senest dette skete var i 2005.

– Det har formentligt modsat effekt i forhold til det man ønsker. Når det gælder et så kompliceret spørgsmål som indvandring og kriminalitet behøver vi mere – ikke mindre – viden.

Wikström peger på løsningen: At man ikke nægter at indse sammenhængen og at man genoptager publikationen af information om temaer, som man ikke kan lide. Det er Sveriges store problem, længere er man ikke kommet.

Så går virkeligheden fløjten og det officielle Sverige sakker længere og længere bagud.