Stillbillede: Generazione Identitaria / Facebook.

Generazione Identitaria – den italienske aflægger af den oprindelige franske militante bevægelse af indfødte, kaldt Génération Identitaire (GI) – organiserer fysisk træning i den hensigt at forberede sig på sammenstød med migranter, som nogle af bevægelsens medlemmer omtaler som «bundfald».

I træningsstudier – blandt andet i Rom, hvor bevægelsens flag hænger på væggen – øver medlemmene også kampsport. Det fremgår af en reportage offentliggjort af det italienske ugemagasin L’Espresso, som oplyser, at GI har afdelinger i Rom, Milano, Torino, Bergamo, Modena og Brescia – tre af disse byer ligger i Lombardi-regionen.

Reportagen ledsages af et uddrag af en videooptagelse fra en konference, som organisationen har afholdt i et hotel ikke langt fra det italienske parlaments deputérkammer i Rom. Her hører man organisationens lokalafdelingsleder i byen, Francesco Piane, som redegør for GIs officielle syn på tingene.

Piane siger:

Et af vores tre fundamentale punkter er utvivlsomt den fysiske træning. Vi befinder os i en situation som er ekstremt farlig, også hvad angår den personlige sikkerhed. Jeg tror nok at alle tænker over, at der kan ske et eller andet med dem ude på gaden, hvor der er bander af flygtninge, alle disse som nogen kalder for bundfald. I praksis er der en del af disse som vitterligt også er det. De kommer slet ikke til Italien med konstruktive hensigter. De kommer snarere til Italien for at gøre lige hvad de vil. Vi har bestemt os for at Generazione Identitaria først og fremmest skal basere sig på den fysiske træning. Træningen skal forberede aktivisterne på den situation, om så bare mentalt, hvor de en dag – vi håber virkeligt at dette ikke vil ske, men vi kan ikke udelukke muligheden – vil befinde sig for eksempel i et mundhuggeri eller i en fysisk konfrontation på gaden; noget virkeligheden lader os være vidne til hver dag.

At GI lægger stor vægt på fysisk træning, er velkendt. Det var også let at forudsige at dette indgår i forberedelserne til det sammenstød, som bevægelsen forudser. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at det fastslås uden omsvøb, det samme er den, dog trods alt, afmålte brug af ordet «bundfald». 

Dette er altså noget mere end træning i selvforsvar, noget som normalt ikke sker under et flag. Fænomenet må betragtes som et af flere tegn på polarisering, og er et fuldkomment modstykke til det jihadister bedriver i træningsstudier i europæiske storbyers ghettoer. Khuram Butt, den ene af London Bridge-terroristerne, var for eksempel delagtig i virksomheden «Ummah Fitness» i Øst-London, hvor der også blev givet timer i kampsport.

Logikken er besnærende: Hvis fjenden – jihadist eller ej – forbereder sig på at slås, må vi så ikke også gøre det?

Bevægelsens syn på fremtiden er imidlertid uhyre pessimistisk, og går langt udover det at afvise den flerkulturelle ideologi: Man ser for sig ophøret af retsstaten, og afviser kategorisk ethvert håb om flerkulturel sameksistens på en skala, hvor landet fortsat er genkendeligt, for i stedet at opfordre til indfødt stammedannelse. 

Profetien risikerer at blive selvopfyldende. «Integration eksisterer ikke, det ville være ensbetydende med at opgive identiteten», udtalte lederen for GI i Italien, Lorenzo Fiato, på landsdækkende TV den 25. januar. Bevægelsen ønsker sig desuden en «højkommissær for repatriering», som skal forestå udvisning af samtlige migranter af landet.

I denne ideologiske sammenhæng er Génération Identitaire det perfekte modstykke til den globalisme, som vil ophæve nationerne. De, som vil beholde nationerne, men langt fra tænker på dem som renhedsidealer, der ikke tåler den mindste variation, kan med rette beklage sig over at disse to parter er havnet i hver sin grøft. Men de, som er rede til vold og udemokratiske metoder, kan ikke desto mindre blive historiske aktører, som man ikke må undervurdere.