Forslaget til maskeringsforbud er gennemsyret av ambivalens og tvetydighet: Skal, skal ikke.

Den må ikke være rettet mot muslimer, selv om alle ved at det er dem den gælder.

Men det kunde ikke Justisministeriets jurister gå med på. Det ville være diskriminering.

Så sent som 31. januar slog Justitsministeriets jurister (igen) fast i et notat, at et forbud rettet specifikt mod burkaer og niqaber ville være i strid med grundloven. Det er derfor, at regeringen har måttet tage et bredere forbud i brug, selvom flere politikere åbent har sagt, at det er burkaer og niqaber, man ønsker at ramme.

Man vil ikke vedkende sig noget man ligevel kommer til at gøre: Forbyde niqab og burka. Folketinget har problemer med sin egen erkendelse: Islam er ikke som andre religioner.

Da heller slå an en positiv tone:

»Det er ikke foreneligt med værdierne i det danske samfund eller respekten for fællesskabet at holde ansigtet skjult, når man møder hinanden i det offentlige rum. Vi skal værne om respekten for vores fællesskab og de værdier, der binder os sammen. Med et tildækningsforbud trækker vi en streg i sandet og slår fast, at her i Danmark viser vi hinanden tillid og respekt ved at mødes ansigt til ansigt.«

Muslimerne reagerer med irritation. Ummahen slår ring om deres egne kvinder. Loven kommer til at bli husket som en ydmygelse. Så hvorfor ikke bruge den til at sende et klart og tydelig signal: Danmark accepterer ikke tildækning af kvinder.

Bøderne er tilsvarende beskedne. 1.000 kroner for første gang, stigende til 10.000 ved gentagende tilfælde. Men kommer den til at blive håndhevet?

Alle ved at det ikke handler om kvinderne, det handler om noget langt mer: Det handler om sharia og den demonstrative brug av kvinner som levende reklame for salafisme.

Regeringen forskuslet anledningen til at sende et tydelig signal: Vi er ikke bange.

Køb Hege Storhaugs bog her!