Revolutionen i Europa ledsages hele tiden af skiftende fortællinger. Engang lød det, at invasionen skulle redde statsfinanserne. Nu kommer helt andre signaler fra et af Europas mest invaderede lande. Enten integrerer vi de nyankomne, eller så ender vi op med et splittet samfund, hedder det nu.

«Vi bør være parat til fra første stund at integrere dem, som er kommet til vort samfund og efter al sandsynlighed ikke vil rejse bort igen», sier den tyske økonom og samfundsvidenskabsmand Gert G. Wagner, ifølge Die Welt. Formaningen fra Wagner – som er bestyrelsesmedlem i Deutsche Institut für Wirtschaftsforschung (det tyske instituttet for økonomisk forskning, DIW) – gælder fremfor alt ansættelse af flygtninge, og den ledsages af en advarsel:

Samtidig advarer han mot en splittelse af samfundet. Lykkes integrationen ikke, vil der i værste fald komme tilstande som i Frankrig eller USA, hvor meget store befolkningsgrupper knapt har chancer eller perspektiv i livet.

Fremvæksten af privatskoler er et af de «meget, meget alvorlige» tegn Wagner ser på denne splittelse.

Analysen fortæller meget om den nordeuropæiske kombination af indbilskhed, moralisme, tunnelsyn og manglende konsekvenstænkning, som Tyskland har en lang historik for at have udviklet til perfektion.

For hvorfor skulle Tyskland have en slags gudgiven forudsætning for at lykkes med en social ingeniørkunst, som hverken franskmænd eller amerikanere har fået til at lykkes?

De, som måtte finde på at varetage deres egne interesser, for eksempel ved at ansætte den bedste kandidat til et job eller vælge den bedste skole til sine børn, skal herefter føle et stik af dårlig samvittighed: Hvis man ikke ansætter flygtninge eller lader børnene frekventere skoler med et stærkt indslag af flygtningers børn, gør man sig skyldig i, at integrationen mislykkes og samfundet splittes. Det nye Tyskland er tilsyneladende «über alles».

Hva skete forresten med alle de tilsidesatte og glemte mennesker som boede i Tyskland fra før? Burde Wagner ikke opfordre arbejdsgivere til også at ansætte dem, eller udgør flygtninge, som ikke spontant glider ind i det tyske samfund, et udenforskab af første klasse, mens de marginaliserede indfødte har et digert nummer to skrevet i panden?

Når almindelige tyskere ikke hopper med på Wagners vogn, er det måske, fordi de ikke har nogen særlig lyst til at opgive det, som stadig fungerer. Og hvilket signal ville det sende til resten af menneskene i verden, som ikke er kvalificerede til det europæiske arbejdsmarked, at det betyder ikke noget, for autoritetspersoner her i verdensdelen tager til orde for at give dem job alligevel?

Et overblik over tingenes tilstand burde mane Wagner og ligesindede til eftertanke:

I Tyskland var næsten 600.000 flygtninge i midten af 2017 registreret som arbejdsdygtige modtagere af sociale ydelser (…) Det er en øgning på mere end 250.000 personer siden 2016. Færre end 200.000 flygtninge havde i midten af året job med pligtig socialforsikring.

Faktum er altså at Tyskland har importeret en stor gruppe mennesker, som er afhængige af sociale ydelser, – og derudover en kriminel klasse unge nordafrikanere, som er blevet sendt til Tyskland for  bedrive berigelseskriminalitet til fordel for familien i hjemlandet.

Hvis nogen som ledere i det private næringsliv havde foranlediget et så frygteligt rod, ville de være blevet byttet ud, og den nye ledelse ville straks have ændret strategi og efter bedste evne forsøgt at dæmpe skadevirkningerne af forgængernes fejlagtige kurs.

For skadevirkningerne kan de ikke trylle bort. De får deres egne ghettoer. Sie schaffen das. Det står os helt frit for ikke at kopiere katastrofen på samme skala.