Skudepisoden i Macerata – hvor den 28 årige højreekstremist Luca Traini skød og sårede seks afrikanere som reaktion på parteringsdrabet på 18 år gamle Pamela Mastropietro, hvor en nigerianer er mistænkt – har fået et politisk efterspil i Italien som var nok så forudsigeligt: Højre- og venstresiden anklager hinanden for ugerningen.

Adskilligt mere opsigtsvækkende er tilbagemeldingerne som Trainis forsvarer får blandt folk på gaden i Macerata. En perpleks Giancarlo Giulianelli, som siger at nedskydningerne var ondskabsfuld, modtager erklæringer om solidaritet på vegne af sin klient.

La Stampa skriver:

Advokaten fortæller det efter et møde med den 28-årige i fængslet i Montacuto. «Politisk har vi et problem», siger Giulianelli: «Folk standser mig i Macerata for at udtrykke sin solidaritet med Luca. Det er alarmerende, men det siger noget om det der sker.»

«Hvordan har den politiske klasse – til højre, til venstre og i centrum – forholdt sig til migrationsproblemet?» spørger advokaten. «Hvis dette er resultatet… er Luca-sagen bare toppen af isbjerget. Den er synligst og skal fordømmes, men basen er meget større. Der er folk som, uden at det har noget med racisme at gøre, ikke er enige i hvordan migrationen håndteres. Den førte politik har ikke givet noget svar på problemet», afslutter Giulianelli.

Solidariteten med Traini kan for de flestes vedkommende næppe tolkes som en moralsk støtte til nedskydningen. 

Den er snarere et udslag af medfølelse med en marginaliseret person, som har reageret – om end på en gal måde – med vrede, som de også selv har gjort, over den ligegyldighed fra myndighedernes side i forhold til en grusomhed begået af en kriminel udlænding med ulovligt ophold i Italien. Og deres vrede bliver ikke det ringeste mindre af den ekstreme dobbeltstandard, som den toneangivende offentlighed behandler de to forbrydelser med.

Afrikanere i Macerata er i disse dage nervøse for at gå ud, men det betyder næppe at der foreligger nogen større copycat-risiko. Sådanne forbrydelser vil sandsynligvis også i fremtiden være isolerede tilfælde, begrænset til folk som reagerer uhensigtsmæssigt på personlige problemer, som i Trainis tilfælde.

For Italien har længe været vant til at leve med et højere voldsniveau end Nord-Europa. Hverken mafiakrigene eller terrorismen fik folk til at gå amok. Man kan indvende, at dette var interne problemer, og at det er lettere at udøve kollektiv vrede mod udlændinge.

Men der er ikke så mange som er villige til at føre en personlig krig på vegne af et land som i det store og hele reagerer med is i maven. Den is har både gode og dårlige sider. En dårlig side er den ligegyldighed overfor ens medborgere som opstår hos svært mange i et atomiseret samfund uden nogen større samlet nationalfølelse.

Støtten til Traini skal derfor næppe først og fremmest tolkes som et tegn på øget ekstremisme, selv om det er let at tænke sig at også højreekstreme bevægelser vil opleve en smule støtte i disse dage, men som et tegn på at der fortsat findes mennesker med medfølelse.

Den betyder nok også, at Berlusconi har ret, når han omtaler migrationen som en «social bombe». Hvilke egenskaber den bomb har, er slet ikke oplagt, men det virker usandsynlig at den vil sprænge freden eller demokratiet i stumper og stykker. Men som advokaten er inde på, må politikken på udlændingeområdet komme med svar. Det begynder at være i sidste øjeblik.

Køb Lars Hedegaards bog her!