Steven Spielberg forsøger at redde Hollywoods position i nutiden ved at mobilisere fortiden. Parallellen er åbenbar: Trump er Nixon og som the Post afslørede Nixon, skal man nu afsløre Trump. Problemet er bare, at kampanjen mod Trump bygger på en stor løgn og manipulation, den samme manipulation, som Nixon benyttede. Nixon troede også, at han var hævet over loven, han sagde faktisk, at han som præsident bestemte, hvad som var lov. Den samme holdning har den liberale elite. De bestemmer, hvem som skal være USA’s præsident. Det er vor tids egentlige drama. Det ville nok være for meget forlangt, at Steven Spielberg skulle kunne lave en film om det. Foto: Tom Hanks som Ben Bradlee. 

Devin Nunes, leder av efterretningskomitéen i Repræsentanternes Hus, siger at der kommer flere rapporter. Det som indtil nu er blevet kendt er bare toppen af isbjerget.

Demokraterne har hidtil ikke villet indrømme, at det finnes noget i FISA-memoet, som retfærdiggør offentliggørelse. De siger, at memoet ikke er fuldstændigt, at der mangler noget. Eller at det rent principielt er forkert at offentliggøre noget fra en igangværende efterforskning.

De undgår at tale om det, som er kernen: At det, som var kernen i tre ansøgninger om tilladelse til at overvåge en amerikansk borger, var et dokument, som de vidste ikke var verificeret og som modkandidaten havde betalt for.

Medierne gør sig til medspillere, når de ikke påpeger noget så oplagt som conflict of interest: Når FBI-chefen og vicejustitsminister Rod Rosenstein går til Kongressen og advarer mod offentliggørelse, er det selvsagt deres egne positioner, de beskytter. De er inhabile, da memoet netop handler om dem. Elementær sagsbehandling tilsiger, at deres ord er værdiløse. Men medierne blæser det op, omtrent som om det var forræderi. De siger, at publiceringen af memoet ville være at løbe Putins ærinde.

Denne hysteriske sprogbrug er af en type, som man tidligere forbandt med højresiden. Nu er det venstresiden, som snakker om Rusland i så aggressive termer, at det minder om en ny kold krig.

Der er ingen balance i demokraternes retorik. New York Times og Washington Post som traditionelt har været soft på Rusland, lyder som de mest chauvinistiske nationalister.

Samtidig dyrker man fortiden, den gang de havde en radikal magtkritisk funktion. Steven Spielberg har instrueret filmen The Post, med Tom Hanks som redaktør Ben Bradlee og Meryl Streep som Kathrine Graham, ejeren af Washington Post. Nok en gang fejres sejren over Richard Nixon i Watergate.

Men så skulle man måske tro, at Washington Post ville gå ind for transparency, åbenhed, i spørgsmålet om hvorvidt der er sket grove brud på lov og ret i et så sensitivt spørgsmål som overvågning af en amerikansk borger?

Men nej, begge aviser mener, det er Devin Nunes og Paul Ryan som misbruger Kongressens rolle som overopsynsmand. Hvor er konsekvensen? Alle kan se, at rollerne er byttet om, at dagens Washington Post står for noget helt andet end i 1971.

Nu er det Sean Hannity og Tucker Carlson som er forkæmpere for ytringsfrihed og retssikkerhed. De stiller de helt oplagte spørgsmål om accountability, conflict of interest, konsistens og principper.

En mann som FBI-chef James Comey kommer svært dårligt ud af en sådan «runde». Han informerede Trump personlig i januar 2017 om Steele-rapporten, og sagde, at den var «salacious and unverified» og at Trump ikke var under efterforskning. To måneder tidligere havde han oversendt en ansøgning til FISA-domstolen, hvori den samme rapport blev benyttet som grundlag. Steele-rapporten – eller tisserapporten som danskene kalder den – kan ikke være begge dele: Den kan ikke være grundlag for overvågning den ene måned, og skummel og ikke-verificeret den næste.

Comey undlod at fortælle domstolen og Trump noget helt væsentligt: At rapporten var bestilt og betalt af Hillary Clintons kampagne. Havde han gjort det, ville der ikke have været nogen story. Da ville Carter Page og den anden i Trump-lejren ikke være blevet overvåget, og der ville ikke have været en anklage om collusion (en hemmelig forståelse) med Rusland.

Når man går historien nærmere på klingen, ser man hvordan hovedpersonerne manipulerede for at fremstille Trump og hans team i det værst mulige lys. Det var kun muligt, fordi medierne har været deres medspillere, talerør og megafoner. Comey og hans folk lækkede systematisk til medierne, som vidste hvilken vinkel de skulle anlægge.

Men indad og bag lukkede døre blev der sagt helt andre ting. Hvis disse kom ud, ville det sprænge historien om den hemmelige forståelse (collusion) med Rusland i stumper og stykker.

Det er derfor, FISA-memoet er så farlig. Det sætter en helt anden bold i bevægelse, og den kommer til at rulle hen over James Comey, Christopher Wray, Rode Rosenstein, Sally Yates og alle andre, som har haft del i at sætte Russia-collusion i bevægelse.

For at den systematiske løgn skal kunne opretholdes, må der ikke etableres forbindelse mellem det som sker på indersiden og det som sker på ydersiden. Kongres-høringer er som en løs kanon på dækket. Der siges ting og sager bag lukkede døre, som hvis de kom ud, vil kunne anrette stor skade.

Når løgnen bliver for stor og tyk, bliver de folkevalgte en uberegnelig faktor. Da den næstkommanderende i FBI i december 2017 sad foran en kongreskomité og bag lukkede døre sagde, at tilladelsen til overvågning aldrig ville være blevet givet uden Steele-rapporten, var det en så opsigtsvækkende udtalelse, at nogen på et tidspunkt følte sig berettiget til at gå ud med det.

Devin Nunes satte republikkens interesser, lov og ret, over hensynet til en magtelite, som forsøgte at torpedere en præsident, de ikke brød sig om.

Det er det demokraterne forsøger at hindre i at komme ud. Men de får en dårligere og dårligere sag. Det er selvsagt republikanerne, som sidder med de gode kort og de kommer ikke til at undlade at bruge dem.

Alle skandalerne hænger sammen – frikendelsen af Hillary, overvågningen af Trump-lejren og nedsættelsen af Bob Mueller-efterforskningen. Når dette går op for amerikanerne, hvad vil deres reaktion blive? Kommer de til at stemme på demokraterne til efteråret?

Det er utroligt, at demokraterne og medierne fortsat tror, at de gennem modangreb kan ride stormen af.

De som opruller hvad der er foregået, er ikke mange, men de har et mægtigt våben: Fornuft og sandhed.

Hannity og Tucker Carlson har i mange af deres shows vist den overlegenhed, som en bedre indsigt giver. Sara Carter, Greg Jarett, journalister fra The Hill, Sebastian Gorka, Mark Steyn, Kongresrepræsentanter som Tim Jordan – de har en appel og overbevisningskraft, som kun den har, som taler ærligt og oprigtigt.

Under Watergate løj Nixon, så vandet rendte af ham og det kostede ham præsidentembedet. Han måtte forlade det i vanære.

Nu er det avisen, som afslørede ham, der indtager Nixons rolle. Washington Post’s skam og vanære bliver ikke mindre hen ad vejen, og de kommer til at tage hele den liberale elite og verdensanskuelse med sig i faldet.