De danske socialdemokrater fremlægger i dag et 40 siders notat for en ny integrationspolitik. Lederen Mette Frederiksen vil trække veksler på arbejderbevægelsens frigørelsestradition: Børn og kvinder skal frigøres fra tvang og gives de samme muligheder som de danske.

Det er smukt tænkt. Det lyder fint på papiret. Jeg tvivler heller ikke på Frederiksens ærlighed når hun siger: De fleste aner ikke hvor slemt det er fat. Frederiksen har vært justitsminister. I den stilling får man en indsigt som ingen andre i regeringen. Sylvi Listhaug sidder nu i samme position.

Men en ting er at vide, noget andet er at gøre. Frederiksen undviger det springende punkt: Hvad nu hvis muslimerne ikke ønsker «dansk frigørelse»? Det samme spørgsmål kan man stille i alle vestlige samfund: Både meninger og levevis tyder på det modsatte: De afviser vestlige værdier og vestlig levevis. Både hedonismen og de gode værdier.

Der står fortsat en hær af liberale klar til at indgå en uhellig alliance med muslimerne: Forbud og tvang er ulogisk og kontraproduktivt. Vi kan ikke forsvare frihed med tvang.

Skæringspunktet hvor frihed beskyttes med forbud dvs. tvang, illustreres af en ny lov som er på trapperne: Et maskeringsforbud, som er generelt formuleret, men retter sig primært mod niqab og burka.  Det illustrerer problemet på mikro-niveau: Offentligheden tager anstød af niqab og det er et stærkt politisk signal. Et flertal ønsker forbud, men så rykker de liberale ud: Det er et nederlag for retsstaten!

Adam Holm, langvarig programleder for DRs flagship-program Deadline skriver i Berlingske:

Der er noget foruroligende og nederlagsstemt over loven. Den er udtryk for den angst, som får de autoritært tænkende til snart at spire med nye forbudstanker. Hvad med skæglængden hos de rettroende mandlige muslimer? Eller »bedemærket« i panden? Indrømmet, så vidt kommer det ikke, men »maskeringsforbuddet« er ikke bare en ubetydelig ridse i demokratiets lakerede overflade, det er en grænsebom mellem liberalitet og illiberalitet. (…)

Hvordan kan vores forblommede snak om et særligt »dansk frisind« herefter blive taget alvorligt? Er nationens særpræg og selvstændighed måske truet af nogle hundrede islamiserede kvinder? (..)

Vi vinder bare ikke kampen ved at vælge de selvsamme våben, som autoritære stater rundt om i verden gør brug af.

Det er forstemmende at en kundskabsrig mand som Adam Holm kan fastholde principper, som vi har set begunstiger illiberale kræfter.

Demokratiet er blevet.et valg mellem de mindste onder: Akcepter nogle demokratisk vedtagede forbud mod islamisering af samfundet, eller gå en islamisering i møde med langt større konsekvenser.

Der skal sættes grænser for islam. Det er the bottom line. Det er også den danske elite så småt ved at indse. Det er det socialdemokraternes rapport handler om.

Men det er tungt at acceptere at det danske frisind er en saga blott. At det i dag må give sig helt andre udslag, hvis det skal overleve.

De nordiske velfærdsstater vil så gerne integrere, men uden grænser er det os, der bliver integreret i islam. En dansk jurist, Sabba Mirza, som bærer sort, heldækkende hijab, tager netop udgangspunkt i liberalismen når hun angriber maskeringsforbudet: Det er brud på religionsfriheden og virker kontraproduktivt.

Nogen lader sig påvirke, nogen vil lade sig overbevise af denne argumentation: Det giver dem en god følelse at give efter.

Selvsagt virker det kontraproduktivt for nogen. Det er der ikke noget at gøre ved. Men hvis det liberale samfund ikke bliver barskt og sætter nogle grænser, vil det blive løbet over ende.

Asger Aamund er en samfundsdebattør, der har indset dilemmanet og tør vælge. Han tør at være konkret, der hvor andre nøler og kommer med bortforklaringer:

Der er jo ikke noget at sige til, at denne formummede jurist er glad for sit tørklæde. Maskeringsloven er da også udtryk for, at de 179 kyllinger i folketinget ikke har turdet lægge snittet, som det skal. I stedet for et uhåndterbart maskeforbud ( der vist ikke omfatter julemænd og fastelavnsmasker), skulle man have indført et forbud for visse faggrupper mod at bære symboler som indvarsler en afskaffelse af demokrati og retsstat, og som sigter mod en formynderstat, hvor den individuelle frihed er erstattet af kollektiv underkastelse. Dette forbud skulle gælde alle, der arbejder i den lovgivende, dømmende og udøvende sektor samt i undervisningssektoren. Dette ville betyde at politikere, dommere, politifolk og pædagoger i tjenesten ikke kunne bære hammer & segl, hagekors eller islamisk hovedbeklædning. Det islamiske tørklæde er ikke et religiøst symbol, men et politisk med det mål at erstatte grundloven med sharia-loven.

Køb Hege Storhaugs bog her!