Vicejustitsminister Rod Rosenstein skal have truet formanden for efterretningskomitéen Devin Nunes og Speaker of the House, Paul Ryan, med at han ville forlange al deres kommunikation udleveret, hvis de ikke standsede efterforskningen af FBI. Det må kunne kaldes et desperat træk. Forfatningen giver Kongressen ret til at drive «oversight» dvs. kontrol med den udøvende magt. 

Anti-Trump-medierne har stort omfang, men man må spørge om ikke lederartiklen i Wall Street Journal har større gennemslagskraft:

Wall Street Journal konstaterer, at FBI lod sig bruge i politisk øjemed, mod én kandidat – på vegne af en anden.

FBI lod i realiteten sig selv og FISA domstolen bruge til at fremme et af de store temaer i Clintons kampagne. Mr. Steele og Fusion lækkede derefter det faktum, at undersøgelsen var i gang til venligt sindede journalister for at prøve på at besejre Mr. Trump allerede før valget.. Og efter valget blev de ved med at lække alt dette materiale i forsøg på at rejse tvivl om lovligheden af Trumps valgsejr.

Ligegyldig hvad motivet måtte være, så blev FBI et redskab i hænderne på anti-Trump politiske aktører. Dette er helt uacceptabelt i et demokrati og burde få alle alarmklokker til at ringe hos enhver, der ønsker at FBI skal være en upartisk opretholder af lov og orden

At sige det er uacceptabelt må siges at være noget af en underdrivelse. Når et føderalt politi går ét partis og én kandidats ærinde i et valg, er det en så grov forbrydelse, at det kræver en national udrensning.

FBI løj og løj: De løj ikke bare til FISA-domstolen, men også til Kongressen da komitéerne forsøgte at finde ud af hvad, der var sket.

Vi ved også, at FBI ikke var helt ærlig overfor Kongressen, idet de skjulte de fleste af disse facts for undersøgerne, da de briefede disse om dossieret i januar 2017. FBI fortalte ikke Kongressen om Mr. Steeles forbindelse med Clintons kampagne og Det Hvide Hus måtte udtage stævning mod Fusion, for at få deres bankudskrifter for at kunne afsløre sandheden. FBI fortalte heller ikke, at de fortsatte med at modtage information fra Mr. Steele og Fusion selv efter at de var stoppet med at bruge ham. Memoet fortæller at FBIs mellemmand var den justitsministerielle embedsmand Bruce Ohr, hvis hustru, utroligt nok, var ansat hos Fusion.

Havde det ikke været for nogle få ihærdige, engagerede journalister, som. Sean Hannnity og Sara Carter, ville vi så nogensinde have fået at vide, hvor enorm en skandale eller rettere – konspiration, vi snakker om?

De venstreorienterede medier har bekæmpet hver eneste afsløring, og kæmpet mod, at det mønster som aftegner sig, blev kendt. De har saboteret den demokratiske samtale.

Da memoet stod for døren forsøgte de sig med at påstå, at det ville skade FBIs og justitsministeriets renommé. Det er sådan autoritære stater argumenterer, når de kvæler dissidenter.

Hvis alt det her skader FBIs og justitsministeriets rygte, så er det selvforskyldt. Vi erkender FBIs behov for en gang imellem at udspionere amerikanere for at holde landet sikkert, men det er en ret, der aldrig må misbruges. Det åbenlyse misbrug under dette præsidentvalg må og skal fuldt ud undersøges.

Til syvende og sidst må offentligheden have lov til at se flere af de dokumenter, der gemmer sig bag det officielle undersøgelses memo, for at kunne bedømme, hvem der siger sandheden. Mr. Trump og Det Hvide Hus bør overveje brugen af betingelsesløs åbenhed.

Appeared in the February 3, 2018, print edition

FBI og justitsministeriet har selv sat sig i en position, hvor der må luftes ud, dvs. flere dokumenter må på bordet. Offentligheden må ved selvsyn kunne konstatere, hvad der er sket, for at forstå omfanget og dybden og etablere regler som gør gentagelser vanskeligere

The Nunes Memo on FISA, Annotated