Billede: Pieter Bruegel the Elder: Parable of the Sower (1557)

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Dette siger Herren: Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig. Jeg væbner dig, skønt du ikke kender mig, for at de skal vide i øst og i vest, at der ikke er nogen anden end mig, jeg er Herren, der er ingen anden! Jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg, Herren, frembringer alt dette.

Lad det dryppe fra oven, himmel, lad retfærd strømme ned fra skyerne! Jorden skal åbne sig, frelsen gro frem, og retfærd skal spire. Jeg, Herren, skaber det. Ve den, der anklager ham, der dannede ham, et potteskår blandt skår af ler. Kan leret sige til ham, der former det: Hvad er det, du laver? Kan dit værk sige: Han har ingen hænder? Ve den, der siger til sin far: Hvad er det, du avler? og til kvinden: Hvad er det, du føder? Dette siger Herren, Israels Hellige, som dannede det: Kræver I mig til regnskab for mine sønner? Giver I mig besked om mine hænders værk? Det er mig, der har frembragt jorden og skabt menneskene på den. Mine hænder har spændt himlen ud, og jeg befaler over hele dens hær.

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft – der står jo skrevet: »De vises visdom vil jeg ødelægge, de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre.« Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. [For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.]

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus sagde: ”Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.”

Og han sagde: ”Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.”

Sexagesima 2018

Det fortælles, at en flok allierede soldater under anden verdenskrig kom ind i en sønderbombet tysk kirke, hvor de fandt en jesusfigur, der var faldet af et krucifix, hvorved dens hænder var knækket af. En af soldaterne blev så rystet over at se denne ødelagte, håndløse træfigur, at han rejste det armløse krucifix og med kridt skrev under det: ”Vi er dine hænder”.

Umiddelbart er det da også en rørende historie. Soldaten røres af den amputerede Jesus og vil gerne hjælpe ham, føre hans sag. Men når man tænker over det, er det også et hovmodigt udsagn: vi er dine hænder. Som om, Kristus ikke har hænder selv. Som om, han er en amputeret Kristus, der kun kan fungere, hvis menneskene træder ind og genrejser ham – ligesom filistrene gjorde med den væltede Dagon – og agerer på hans vegne. Som om, Gud er gået på invalidepension og har overladt til menneskene at forvalte verden i hans sted – med hans velsignelse! Sådan forholder det sig ikke! Gud kan stadig handle; han har stadig hænder – også selvom et eller andet menneskeskabt billede af Jesus Kristus måske ikke har.

Ordkløveri, tænker nogle måske, men jeg vil alligevel vove at påstå, det kan være farligt, hvis mennesker begynder at betragte sig selv som Guds hænder – som om de selv var en slags forlængelse af Gud. Som kristne mennesker skal vi altid søge at gøre Guds vilje. Men man må ikke blive for skråsikker på, at man faktisk gør det. Hvis man begynder at betragte sig selv som en forlængelse af Gud, så gør man, hvad man gør, med guddommelig autoritet.

Man må være forsigtig med at kalde nogen for “Guds hænder”. Selv de tapre og gudfrygtige mænd, der kæmpede mod nazismen dengang, eller dem, der bekæmper islamismen i dag. Konstantin kæmpede ved den milviske bro under korsets mærke og vandt. Vi danskere fører korset i vores flag, i Dannebrog, som i krig bliver til den fane, vi kæmper under. Det betyder, at vi anerkender den kristne Gud som vores og håber på, han er med os i vores kamp, som han var med israelitterne. Det betyder også, at vi – selv i krig – er forpligtede på at opføre os som det bør sig for kristne mennesker. Men det betyder ikke, at vi er Guds repræsentanter på Jorden. Det gælder også kampen mod tilhængerne af de blodige ideologier. De skal bekæmpes, og vi skal bede Gud om hjælp til at beskytte vores land og vores fred imod dem, der vil os til livs. Vi må bare ikke begynde at tro, at vi kender Guds vilje til bunds.

Det er besnærende for et menneske at tro, at man selv er Guds forlængede arm. At det, jeg foretager mig, sker i Guds navn; ja, at det faktisk er Gud, der handler gennem mine hænder. Og det er vel også en tanke, der sådan set udspringer af god vilje. Ikke desto mindre kan en sådan tankegang let føre til arrogance og bedrevidenhed. I værste fald til jihad og forfølgelse af anderledes troende.

I dag har vi hørt nogle tekster fra Bibelen, der i høj grad sætter mennesket på plads – sætter skabningen ind i sin rette sammenhæng i forhold til Skaberen. Hør igen, hvad Esajas lader Gud sige til os: ”Kan leret sige til ham, der former det: Hvad er det, du laver? Kan dit værk sige: Han har ingen hænder? Giver I mig besked om mine hænders værk? Det er mig, der har frembragt jorden og skabt menneskene på den. Mine hænder har spændt himlen ud, og jeg befaler over hele dens hær!”

Jo, Esajas’s Gud har i høj grad hænder. Mægtige, skabende hænder, som har udført og stadig udfører Guds værk. Som har skabt og stadig skaber sin jord. Som virker i verden og rører ved mennesker, hvor han vil, når han vil. ”Jeg, Herren, frembringer alt dette”. ”Jeg, Herren, skaber det”. Jeg, Herren. Ikke du, mennesket.

Et vigtigt korrektiv – ikke blot til os, der gerne vil kæmpe Herrens retfærdige sag – men i lige så høj grad til vores tids bekymrede terapeut-præster og ”kristne” eller ”kirkelige” velgørenheds-organisationer, der har så travlt med at rykke ud overalt, hvor der er nød og ulykke, og pakke alt og alle ind i omsorg og vat og bandager, hvad enten det er hensigtsmæssigt eller ej. Er vi virkelig Guds hænder? Nej, i sandhed: Gud har sine egne hænder. Vi er blot svage, forfængelige mennesker.

Men så hør her, hvad Jesus har at sige  i dag: ”Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset.” Af sig selv giver jorden afgrøde. Eller det vil sige: ved Guds kraft giver jorden afgrøde. Ikke ved menneskers magt. Guds rige vokser frem, der hvor Gud vil sende sin ånd, til den tid, hvor han vil det.

Gudsrigets eksistens afhænger helt og holdent af Gud og hans Ånd. Når Gud er tavs, er menensker intet. Vi kan ikke tvinge Gud til at tale, for vi har ingen magt over Ham, for det er Ham, der er vores Herre. Det er ham, der har de skabende hænder, som frembringer, hvad han vil, når han vil.

Netop derfor er det også omsonst – og at gøre Gud til en lille gud – når vi bilder os ind, at nogen af os skrøbelige jordkar kan gøre et gran fra eller til, når det gælder udbredelsen af Guds rige. Hvad enten vi tror, vi kan gøre det med våben eller med nødhjælpsaktivisme, eller med noget tredje eller fjerde, så tager vi fejl.

Guds Rige skal nok bestå – det må vi have tillid til, hvis vi vil kalde os kristne mennesker. Vi må forlade os på den Herre, vi bekender os til, den Herre, der ved profeten Esajas har lovet os: ”Min ånd, som er over dig, og mine ord, som jeg har lagt i din mund, skal aldrig forsvinde fra din mund eller dine børns mund eller dine børnebørns mund fra nu af og til evig tid.”

Om lidt skal vi synge med Grundtvig: ”Guds ærinde går hver en storm, om den er nok så vild, og ihvor gal den bryder løs, ham tjener dog hver ild. Og tror du på den kærlighed, han elsker støvet med, da læg og rejs dig i hans Ånd, vær ej for trussel ræd!” Lad os synge i fast overbevisning om, at Gud holder, hvad han lover. At Han er den Gud, der fra tidernes begyndelse formår at skabe, hvad han nævner. At Hans svaghed er stærkere end mennesker. Og at Han stadig har hænder!

Amen.

Merete Bøye er cand. theol og sognepræst i  Viborg Domsogn samt Tjele og Nr. Vinge.