Billede: Hillary Clinton i 2012. Allerede den gang så hun gammel ud. Fire år senere så det ud som om hun ikke havde fysik til at blive præsident. Hvorfor trak Obama i trådene så hun blev frikendt for alvorlige forbrydelser? Troligt fordi en tiltale ikke bare ville have frataget USA hans foretrukne efterfølger, men også kastet mørke skygger over hans egen periode, som ifølge medierne var uden skandaler. Foto: Wikipedia Commons

Barack Obama har hidtil stået i baggrunden i skandalen omkring Hillary Clinton. Nu rykker han frem som den, der sørgede for at der ikke blev rejst tiltale mod hende.

Det var ikke justitsministeriet eller FBI som skånede Hillary, det var præsidenten selv, skriver tidligere statsadvokat Andrew McCarhty i National Review.

Obama kunne ikke risikere at det kom frem, at han havde delt regeringsdokumenter med udenrigsministeren på hendes private e-postserver og via private e-postkonti, og det tilmed mens Hillary var på besøg i et ikke-venligsindet land: Rusland.

Disse oplysninger fremgår af FBI-dokumenter:

Afgørelsen var uundgåelig. Obama havde gentagne gange kommunikeret med justitsminister Clinton via hendes private, ikke sikre, e-mail konto, idet han selv brugte en anonym email-konto. Disse e-mails må nødvendigvis have indeholdt klassificeret materiale, alene pga. den måde kommunikationen mellem præsident og ministre altid foregår på, hovedlinierne i Obamas egen bindende ordre vedrørende klassificerede efterretninger, og det faktum at Obamas regering nægtede at afsløre Clinton-Obamas emails´ene. Hvis klassificeret materiale blev behandlet forkert, må det nødvendigvis være blevet brugt forkert i begge ender af kommunikationen.

Selv FBI har indrømmet, at Hillary havde været ekstremt uforsigtig med hemmeligstemplet materiale, noget af det så hemmeligt, at dokumenterne kun måtte læses i specialindrettede rum. Hillary lod dem ligge og flyde rundt omkring. FBI har selv skrevet, at udenlandske tjenester har haft adgang til e-postserveren.

Hvis Hillary blev tiltalt, ville det være kommet frem, at præsidenten var medskyldig. Hvordan undgå dét? Ved at det på forhånd blev bestemt, at der ikke skulle rejes tiltale.

Alt var aftalt spil. Det forklarer, hvorfor FBI-chef James Comey begyndte at rundsende udkast til frikendelse to måneder før «efterforskningen» begyndte. Der foregik ingen efterforskning. Da Hillary stillede til afhøring, var dette bare en formalitet.

Det er en fascinerende historie McCarthy fortæller. Vi har hidtil troet, at skurken var Hillary og hendes medspillere, og at Obama spillede en passiv, tilbagetrukket rolle. Men sådan var det ikke. Obama trak i trådene.

At han korresponderede med Hillary på hendes private system, fremgår af et brev, som lederen af Senatets sikkerhedskomité, Ron Johnson (R-Wis), skrev til FBI sidste weekend. Deri citerer Johnson fra et udkast Comey skrev, dateret 30. juni 2016. Her hedder det:

We also assess that Secretary Clinton’s use of a personal email domain was both known by a large number of people and readily apparent. She also used her personal email extensively while outside the United States, including from the territory of sophisticated adversaries. That use included an email exchange with the President while Secretary Clinton was on the territory of such an adversary. [Emphasis added.] Given that combination of factors, we assess it is possible that hostile actors gained access to Secretary Clinton’s personal email account.

Hvilket land dette var, fremkommer i en note i FBI-referatet fra interviewet med Hillary:

Jeg noterer mig at FBI´s rapport af dets endelige interview med Clinton indeholder en kryptisk reference til en e-mail fra 1. juli 2012 som Clinton sendte fra Rusland til Obamas mail adresse. (Se rapporten på side 2)

Men da dette udkast blev sendt i en høringsrunde blandt topledelsen i FBI, var Obamas navn erstattet med «another senior government official».

En sådan tilsløret omtale ville have ansporet journalister til at finde ud af hvem denne senior-tjenestemand var. Men referencen blev strøget.

Med tanke på graden af sagens alvorlighed, var det ligeså opsigtsvækkende at Comey sagde, at andre landes tjenester kunne læse udenrigsministerens e-mails som en åben bog.

We also assess that Secretary Clinton’s use of a personal e-mail domain was both known by a large number of people and readily apparent. She also used her personal e-mail extensively while outside the United States, including sending and receiving work-related e-mails in the territory of sophisticated adversaries. [Emphasis added.] Given that combination of factors, we assess it is possible that hostile actors gained access to Secretary Clinton’s personal e-mail account.

Når præsidenter lyver, får det store konsekvenser. Staben må tænke på alle mulige eventualiteter for at chefen ikke skal blive afsløret. I Obamas tilfælde havde han offentlig sagt, at han ikke kendte noget til e-postserveren før New York Times afslørede den i marts 2016.

On March 4, just after the New York Times broke the news about Clinton’s email practices at the State Department, John Podesta (a top Obama adviser and Clinton’s campaign chairman) emailed Cheryl Mills (Clinton’s confidant and top aide in the Obama State Department) to suggest that Clinton’s “emails to and from potus” should be “held” — i.e., not disclosed — because “that’s the heart of his exec privilege.” At the time, the House committee investigating the Benghazi jihadist attack was pressing for production of Clinton’s emails.

As his counselors grappled with how to address his own involvement in Clinton’s misconduct, Obama deceptively told CBS News in a March 7 interview that he had found out about Clinton’s use of personal email to conduct State Department business “the same time everybody else learned it through news reports.” Perhaps he was confident that, because he had used an alias in communicating with Clinton, his emails to and from her — estimated to number around 20 — would remain undiscovered.

Hillarys nære medarbejder Cheryl Mills slog alarm: Hvis e-mailsene kom ud, ville de bevise at Hillary brugte en privat konto, og dét ville slå tilbage på Obama.

“We need to clean this up — he has emails from her — they do not say state.gov.” (That is, Obama had emails from Clinton, which he had to know were from a private account since her address did not end in “@state.gov” as State Department emails do.)

Andy McCarthy spørger: Hvordan lykkedes det Obama og hans hjælpere at ”fixe det?”

Obama påberåbte sig en præsidents ret til fortrolighed i kommunikationen med sine rådgivere. Dette var executive privilege – i Richard Nixons ånd.

With the media content to play along, this had a twofold benefit: Obama was able (1) to sidestep disclosure without acknowledging that the emails contained classified information, and (2) to avoid using the term “executive privilege” — with all its dark Watergate connotations — even though that was precisely what he was invoking.

I en kriminalsag ville kommunikationen være kommet for en dag. Men hvem nævnte kriminalitet? Det skulle ikke blive til nogen efterforskning, ingen tiltale og ingen sag. Det hele var aftalt spil.

Fordi medierne behandlede Obama som sin yndling, var det kun få som turde bruge normal sund fornuft. Obama kunne slippe fra det ved at sige, at fordi Hillary ikke selv mente at skade statens interesser, var der ingen sag. Et sådant princip ville have gjort retsvæsenet til en farce. Motiv spiller ingen rolle?

Den objektive handling, ansvaret, var hævet over enhver tvivl. Ingen af Hillarys undersåtter ville være sluppet fra en sådan «ekstrem skødesløshed».

In April 2016, in another nationally televised interview, Obama made clear that he did not want Clinton to be indicted. His rationale was a legally frivolous straw man: Clinton had not intended to harm national security. This was not an element of the felony offenses she had committed; nor was it in dispute. No matter: Obama’s analysis was the stated view of the chief executive. If, as was sure to happen, his subordinates in the executive law-enforcement agencies conformed their decisions to his stated view, there would be no prosecution.

Det var på denne tid justitsminister Loretta Lynch bad FBI-chef James Comey stoppe med at sige «efterforskningen af Clinton». Det skulle hedde «the matter», sagen.

Den 27. juni havde hun og Bill Clinton et møde på flyvepladsen i Phoenix. Det blev en skandale. Publikum havde mistanke om aftalt spil. Lynch stod frem og kunne fortælle. at hun, for at vise sin upartiskhed, overlod spørgsmålet om tiltale til Comey. Men det var aftalt spil, bare på et endnu højere niveau: Hverken Lynch eller Comey kunne påvirke udfaldet: Hillary skulle frikendes, hun var allerede frikendt. Alt var bare på skrømt.

De to turtelduer i FBI, Peter Strzok og Lisa Page, vidste at det var skuespil:

As Page told Strzok in a text that day, “This is a purposeful leak following the airplane snafu.” It was also playacting. Page elaborated that the attorney general already “knows no charges will be brought.” Of course she did: It was understood by all involved that there would be no prosecution.

At Lynch sagde hun overlod beslutningen til Comey, kunne virke konstrueret, derfor gav Comey en forsikring om at ingen, hverken justitsministeriet eller andre, var briefet om konklusionen på efterforskningen af Hillary.

Løgnerne forsikrede, at de ikke løj. Sådan forklarede Comey sig også da han forklarede sig for Kongres-komitéerne. Sådan fungerer Reasons of State. Man lyver med åbent ansigt.

Den 2. juli stillede Hillary op til «interview». Hun slap for at aflægge ed. Hvorfor skulle hun dét? Det hele var jo et skuespil.

The farce was complete with the Justice Department and FBI permitting two subjects of the investigation — Mills and Clinton aide Heather Samuelson — to sit in on the interview as lawyers representing Clinton. That is not something law enforcement abides when it is serious about making a case. Here, however, it was clear: There would be no prosecution.

Aktørerne troede de havde udryddet alle beviser, og at vejen nu lå åben for at Hillary skulle blive præsident.

Men så gik ikke alt efter planen alligevel. 8. november blev udfaldet et helt andet end det som var planlagt.

Dermed ramlede det hele, og nu ser vi hvilket fleksibelt forhold Obama har til sandheden og til grundloven.

Clinton–Obama Emails: The Key to Understanding Why Hillary Wasn’t Indicted

Køb Hege Storhaugs bog her!