Et arrangement til minde om den knivdræbte pige Mia i Kandel i begyndelsen af januar udartede sig da en mindre gruppe demonstrerede for «mangfoldighed». Stillbillede: Die Welt.

En måned efter knivdrabet i et indkøbscenter i Kandel, Rheinland-Pfalz, hvor en afghansk asylsøger tog livet af den 15 år gamle tyske pige Mia, som havde haft et forhold til ham, er det lille lokalsamfund med 9000 indbyggere dybt splittet over det grusomme som skete.

At ugerningen bragte uenigheder til overfladen, forstod man da en sørgemarch på nytårsaftens dag til minde om den døde pige blev forstyrret af et samtidigt arrangement til støtte for «mangfoldigheden» i Tyskland.

Mange i den førstnævnte gruppe på ca. 400 personer, havde utvivlsomt fået kvalme af mangfoldigheden, og de fandt det parallelle arrangement, med omkring 30 deltagere, højst upassende. Tumulter opstod, hvor folk i den sidstnævnte gruppe blev forsøgt fragtaget deres farverige «mangfoldighedsparaplyer», men situationen blev trappet ned af politiet.

Voldelige sammenstød blev altså i det store og hele forhindret her og nu, men det fremkaldte ikke i sig selv nogen indre ro. Under overfladen er splittelsen blevet yderligere skærpet, skriver Die Welt.

Fordi den anholdte er en afghansk flygtning, har denne Pfalz-kommune med sine omkring 9000 indbyggere oplevet en modsætning som vil vare i lang tid.

Forvaltningen og enhver som har med flygtninge at gøre, har modtaget anonyme trusler og fornærmelser.

Kandels borgmester Günther Tielebörger (SPD) er sågar blevet truet på livet. Når han læser e-mails ‘ene med truslerne «tror man ikke, at det er folk som er vokset op i Tyskland», siger han. Den lokale CDU-talsmand Michael Niedermeier siger han har indtryk af at «svært, svært mange nærmer sig den røde linie».

Den underliggende politiske modsætning forventes at få flere udtryk. To grupperinger har anmeldt demonstrationer på søndag. Et lokalt kvindenetværk har lanceret parolen «sikkerhed for vore børn». En aktionsgruppe kaldet Aufstehen gegen Rassismus (stå op mod racismen) ventes også at demonstrere.

I mellemtiden er der blevet mere stille, siger mange langs hovedgaden med dens værksteder. Men ikke alle er faldet ned. «Hvis jeg siger det, jeg mener, ville jeg ende i fængsel», siger en 35 år gammel mand som handler i supermarkedet lige ved åstedet. En «negativ bismag» står tilbage, siger en 58 år gammel kvinde fra omegnen om tilværelsen med flygtningene. Man ved ikke «i hvilken grad man kan skole på dem, rent menneskelig. Jeg tror at man er blevet mere kritisk». Værtinden i et værtshus ved jernbanestationen fortæller, at der er blevet svært rolig om aftenen. «Folk går ikke ud længere. De er bange.»

Knivdrabet har også vækket latente modsætninger til live mellem gamle og nye indbyggere. Nogen klarer knapt nok at betale huslejen med to indtægter, mens der altid findes boliger til asylsøgere.

Borgmester Tielebörger lægger noget af skylden på internettet, hvor misstemningen kommer til udtryk. Arrene efter de sår den skaber, forsvinder ikke. Man vil forsøge sig med modtræk:

Med støtte fra lokale foreninger planlægger byen et internationalt festtræf til foråret, en fest hvor alle skal genfinde hverandre. Man vil vise «at vi ikke er et sort helvede, at vi er demokratiske og ikke har nogen problemer med at have med udlændinge at gøre».

Men hvordan kan nogen være så kolossalt tonedøv at de tror, at en sådan forstillet tilnærmelse har en snebolds chance i helvede for at skabe harmoni, så længe der findes en højst reel underliggende social konflikt? Denne splittelse er noget vi alle snart skal leve med, selv om den normalt bliver fortiet.

For mange falder det højst naturligt at protestere mod asylstrømmen så længe asylsøgere jævnt hen er så uforholdsmæssig tilbøjelige til voldskriminalitet som de faktisk er. En mængde andre aspekter ved det hele skaber irritation, ikke mindst at synligt voksne bliver behandlet som børn, men det er volden som får bægeret til at flyde over. I Cottbus og en to-tre andre tyske byer er al asylindvandring blevet midlertidig standset fordi folk har fået nok.

For nogle andre er en sådan protest ikke legitim, men den førstnævnte gruppe accepterer ikke at få moralske domme over sine meninger stoppet ned i halsen. Gør man lokalsamfundet til et «sort helvede» hvis man bliver forbandet over en indtrænger, som myrder en pige fra hjembyen?

Den dom glider ikke spor lettere ned af et «internationalt festtræf», selv om den formidable skamløshed bag initiativet skulle gøre folk så paffe og trætte at de ikke orker at møde op og protestere.

Køb Hege Storhaugs bog her!