Det er lige som om man bliver overrasket hver gang det går op for en at vi har del i et politisk fællesskab på grund af en hel række hårde betingelser, og ikke en hel del varmluftige floskler af typen »vi tror på demokrati og mangfold…«, men snarere indser at et velfungerende politisk fællesskab ikke er noget givet fra naturens side.

Det kan da vore nye landsmænd også godt fornemme. Det er rigitg nok sværere for anden generation indvandrere at forstå hvad det var deres forældre flyttet ifra, men alligevel kan de også forstå at de danskerne, de har virkeligt forstået noget ved det at danne fællesskab, som fungerer drabeligt godt. Blandt andet at de behandler hinanden så venligt, og så ekstremt sjælden frikender hin næste den ret det er at leve.

Denne ånd, der rent spontant placerer det åndelige over det økonomiske (man kunne engang sige »frelsesøkonomien«), er netop hvad Kasper Støvring bruger af sin tid til at forklare os i al klarhed på sin blog:

Jeg donerede selv et mindre beløb, hvilket jeg som regel gør, når enkeltpersoner samler ind til støtte for borgere, der på en eller anden måde er kommet i klemme. Det er jeg stolt af, ikke på egne vegne, men på fællesskabets: At vi lever i en nation, et stærkt civilt samfund, hvor den slags kan lade sig gøre, ja, endda er ret almindeligt. Danskerne er et tillidsfuldt folk, der hjælper og støtter hinanden, også, og måske især, personer med udlændingebaggrund, der prøver at begå sig i vores samfund.

Dette er Det glemte Danmark. Jo, jeg er nordmand, men jeg kender også godt det Danmark, som aktivt bliver forsøget begravet af et massivt politisk projekt, der ikke tåler tanken på at udtrykke ønsket om et politisk fællesskab i det positive: Det skal være genkendelig dansk. I stedet styrer en grundtanke om at politiken først og fremmest er negativ: Den skal bekæmpe uligheder, vestlig kulturs overlegenhed, mandlig dominans. Sådan at en relativismens Ummah er alt der står tilbage.

Det svære er at, hvad jeg kalder Det glemte Danmark, også er et yderst virkeligt Danmark, uafhængigt af hvem man er:

Interessant er også, at indvandrere og efterkommere har mere tillid til etniske danskere end til deres egen gruppe (hovedsageligt muslimer), men også, at deres tillid til andre stiger markant, når de indvandrer til et højtillidssamfund som det danske. F.eks. er det kun omkring 10 % tyrkere i Tyrkiet, der har tillid til andre, ifølge data fra de internationale værdiundersøgelser.

Læs Kasper Støvring her.