Situationen i Sverige forværres så at man næsten ikke tror det er muligt. At det virkeligt er ”du gamla du fria”. Normalt er det ikke politifolk, som behøver at bo på hemmelig adresse. Men Sverige er heller ikke længere normalt.

– De kriminelle går efter individer, for at forsøge på at skabe bange politifolk, siger Emma Cronberg, national sikkerhedsombudsmand.

Selv Aftonbladet begynder at blive bekymret. Men der er langt igen til man tør tænke på løsninger.

Hvor slemt skal det blive før de svenske politikere vågner? De risikerer at sakke så langt bagud at udviklingen løber fra dem.

Før angreb de kriminelle politiet som «samlet korps» som gruppe. Nu går de efter den enkelte politimand. Det er at bryde kædens svageste led. Når en politimand tvinges til få beskyttelse, demoraliserer man samtidig hans eller hendes kolleger.

Politikvinden Åsa Wulff beskrev, hvordan hun selv sammen med sin familie blev truet på livet:

”Han kigger mig i øjnene og lover mig om og om igen, at jeg og min familie skal dø. At jeg skal tro ham. At han mener det alvorligt.”

Åsa Wulff flytter, får beskyttede personoplysninger – som røbes. Hun har kolleger som altid kigger under deres biler efter mulige sprængladninger inden de vover at sætte sig ind i bilen. “En konstant frygt har indfundet sig”.

Hvad kan man gøre? En masse! Rigsdagen kan vedtage drakoniske love: Automatisk straf for trusler mod offentlig tjenestemand. De skal være høje. Dødstrusler skal give flere års fængsel. Automatisk. Derefter tab af statsborgerskab og udvisning af hele familien.

Staten må vise, at den mener det alvorligt. Først da vil den kunne sætte sig i respekt.

Sådan, som det er nu er det de kriminelle, der har initiativet.

Der findes ikke tegn på, at man tør se problemerne direkte i øjnene. Aftonbladet vil ikke forstå, hvad det vil betyde for dem, når politiet ikke længere kan udføre sit arbejde.

I 2017 behøvede omkring 200 politiansatte i Sverige beskyttelsesforanstaltninger, i flere tilfælde har hele familier måtte flyttes. Anledningen kan være alt fra konkrete dødstrusler til at en kendt bandekriminel med adgang til automatvåben opholder sig permanent udenfor en politimands hjem.

Alle som tror, det kommer til at gå over eller at det hjælper med en debat på TV: Volden er kommet så langt at kun drastiske tiltag vil hjælpe.

Man må studere de metoder, som er brugt i counterinsurgency (oprørsbekæmpelse): Internering er et alternativ til man får kontrol over situationen.

Truslerne gælder ikke bare politiet, men alle offentlige myndigheder: Skattevæsenet og socialkontorerne. Vi har set lignende tendenser også i Norge.

– Alvorligheden i truslerne er øget, siger Lars Heimbrand, virksomhedsbeskyttelseschef i Göteborg som håndterede 40 episoder sidste år.

– Og det er jo ikke kun indenfor politimyndigheden. Hvis man tror på, at man kan få en politiansat til ikke at udføre sit arbejde ved at skræmme vedkommende, er det jo en trussel mod selve demokratiet. Det er jo ikke bare indenfor politimyndigheden, det forekommer også indenfor skattemyndighederne og hos kongens foged og mange andre myndigheder.

Ude i forstæderne råder en tavshedskultur. Folk tør ikke fortælle, hvad de har set. Politiet kommer ingen vegne i undersøgelserne. Det er også et udslag af skepsis eller direkte fjendtlighed mod de svenske myndigheder.

– Når de ser et indbrud hos naboen, ringer de ikke til politiet, når vi banker på dørene, er der ingen som siger noget. De er bange for selv at blive udsatte. På det seneste er der også opstået en mistro mod samfundet og mod politiet.

Der er noget håbløst over Sverige. Man mander sig op og erkender hvor slemt det er, inden man falder ned i apati igen. At pege på en vej ud af uføret synes umulig. Håbløsheden bliver selvforstærkende.

Fortsat holder politikerne virkeligheden på afstand og de som stadig står imod, som politiet, bliver stadig svagere.

Politikerne forstår ikke, hvad de har gang i.

Våldet mot poliser trappas upp: ”De går på individer”

Køb Hege Storhaugs bog her!