I en blogpost hos Jyllandsposten tager Naser Khader både et opgør med dem, der lider under defaitismen, og dem der er blendet av utopiske drømmer. Det handler om den form for angiveligt »realistisk« tænkning, der kommer fra dem, der er indstillet på at et diktatur à la Putin nu trods alt må være det bedste af alle forstemmende fremtidsscenarier. Deres udsyn har a priori udelukket håb som nogen udslagsgivende faktor.

I modsat ende finder man en mere gængs blåøjet utopisme, hvis brækende følgere ikke kan forestille sig verden som andet, end en forlængelse af ens egen vilje til selvrealisering på alle niveauer, det moralske især.

Det er denne kontring Khader lægger op til allerede med sin tittel: Vestens opgave – ikke Putins – at forsvare de forfulgte krisnte. Altså imod dem der ikke vil forstå noget af, eller endnu mindre anerkende dette, der er større end dem selv, og som de på ingen måde kan kalde sin egen kreation: Vesten. Lige så meget som teksten er rettet mod lysten til at give efter for mismotet, og dermed, også som dagens individualiser, holde op med at leve for håbet, for noget større.

Det er en indre konflikt, der går langt ud over Danmarks og Europas grænser:

Jeg besøger jævnligt Israel og de palæstinensiske områder, og jeg mødte på et tidspunkt en kristen palæstinensisk buschauffør, der havde et billede af Putin hængende i sin bus. Jeg spurgte, hvorfor han havde et billede af den krigsforbryder, og han svarede, at “Putin forsvarede de kristne”. Men det passer ikke. Putin er god til at lave en masse larm om hans præstationer – især på de sociale medier – men det er løgn. Han giver indtryk af at hjælpe de kristne mindretal, men han gør ingenting.

Dette stemmer da også heller ikke, at Putin er nogen kristendommens mand. Han spiller del og hersk på de forskellige religioner, for at de aldri skal kunne blive en magt der moralsk kan indskrænke diktaturet. Bolsjevikkerne inførede fri abort allerede i 1920, og har siden indbillet russiske mænd gennem mere end 100 år at livet, grundlæggende set og ud over hvad angår en selv, er konsekvensfrit.

Modsætningen til håbløshed og utopisme er naturlig og logisk nok håb. Og her er det viktig at ikke miste for øje at det er meget forsat igen at bevare, videreføre og bygge på:

Men hvad gør det, at lille Danmark begynder at råbe op? Ja, det er faktisk ikke så lidt. Vi har gjort et scoop ved at få den erfarne diplomat Franz-Michael Skjold Mellbin til at sætte arbejdet i gang. Han har allerede været i både NATO og EU og fortælle om regeringens nye fokus, og hvordan vi vil sætte ind offensivt mod de lande og regeringer, der burde gøre langt mere for at beskytte deres mindretal. Også fra USA er der udvist interesse – det er nemlig også et af amerikanernes fokuspunkter i deres udenrigspolitik. Vicepræsident Mike Pence påtalte forfølgelsen af Egyptens kristne koptere, da han besøgte landet. Der er især fra amerikansk side stor frustration over FN, som ikke evner at gøre noget som helst af betydning for at løse problemet. Det bliver ikke til andet end snak.

Det Europa, der kæmper for kristendommen, er det eneste Europa der virkeligt håber – og sandsynligvis også det eneste Europa det er håb for.

Køb Lars Hedegaards bog her!