Billede: Muslimer demonstrerer i Paris nogle uger efter massakren på Charlie Hebdo 15 februar 2015, med krav om respekt for profeten. Det var tæt på grænsen til et forsvar for massakren. I hjertet af Paris. Foto: Pascal Rossignol/Reuters/Scanpix

Fagforeningen for fængselsansatte i Frankrig har ved at strejke i den sidste uges tid vist alvorlig mistillid til de politikere, som styrer justitsministeriet og ikke vil efterkomme foreningens krav om en forbedret sikkerhed. Når det handler om dem, som er sat til at beskytte en selv og ens nærmeste, er det vanskeligt ikke at føle sig personlig berørt.

Strejken begyndte, efter at tre fangevogtere blev hårdt skadet, da en terrordømt fra al Qaida angreb dem med en saks og et barberblad. Bare i løbet af de få dage siden strejken begyndte, har der været to andre angreb, som er endt med indlæggelse – senest søndag blev to banket med jernrør.

De ansatte efterspørger  en ambition hos politikerne om at få situationen under kontrol – en ambition som skal have været fraværende i mange år. Nu nægter de ansatte også at gå med på nogen anden aftale end en, som vil betyde nær ved umiddelbar kontrol over situationen.

En del franskmænd forstår, at der findes en sammenhæng mellem politikernes manglende vilje til kontrol i fængslerne og livet udenfor murene – hvor de fleste indsatte før eller siden vil befinde sig.

Og som med så meget andet i dag medfører dette emne endnu mere «islamsnak»: I 2008 opererede The Washington Post med et estimat på, at andelen muslimer i Frankrigs fængsler ligger mellem 60 og 70 procent. Muslimer anslås i det hele at udgøre 12 % av Frankrigs befolkning.

Kombinationen av kriminalitet og jihad er aldeles ikke ny. Retssagen mot Jawad Bendaoud (billedet) og to andre, som husede og hjalp terroristerne bag 13. november, begyndte i dag, og verserer frem til 14. februar. De holdt terrornetværket gående ved hjælp af eget narkokartel og hæleri af våben. Medierne var hurtige til at fastslå, at det handlede om mislykkede kriminelle, frustrerede tabere, men det viste sig ved den toksikologiske undersøgelse af ligene, at de aldrig havde rørt narkotika. I stedet for at forstå kriminalitet som noget, de giver efter for, kan man forstå jihadisternes kriminalitet som en livsstil, bevidst valgt med det for øje at leve på en måde, som er mest mulig destruktiv for det vantro samfund, som man har gjort til sin opgave at bekæmpe.

Det er dette ønske om at ramme samfundet maksimalt, som fangevogterne beskriver, og som er blevet uudholdeligt.

Snarere end at være institutioner i Republikkens tjeneste ved at kalde borgerne tilbage til lydighed, ændrer islamisterne fængselstiden til at være en rekonvalescensperiode indtil yderligere nedbrydning af samfundet.

Og med manglen på kontrol i et miljø med store problemer med islamistisk dominans og radikalisering, er det ikke da muligt at de, som til slut vender tilbage til storsamfundet, vil udgøre en større trussel end de var, da afsoningen begyndte?

Som Yves Mamou skriver i dag, vil 60 procent af dagens terrordømte indsatte allerede inden 2020 igen gå frit blandt andre franskmænd.

Liv afhænger formentlig allerede i dag af det, som foregår i dagens fængsler. Tidligere ansvarlig leder ved Fleury-Mérogis, Joaquim Pueyo, som i dag sidder i parlamentet, forklarer situationen:

Før i tiden var aggressiv adfærd knyttet til hverdagslivets vanskeligheder. I dag bliver had og vold sluppet løs [af islamister] mod [vor] autoritet, vort samfund og dets værdier. [Det er] ikke en overraskelse, at fangevogterne, som bliver konfronteret med de indsattes radikalisering, er mål.

Så hvad skal vi tro om, hvad myndighederne gør med dette, når vi ved, at almindelige franskmænd snarere før end siden vil være indenfor denne aggressivitets rækkevidde?

Ifølge statsadvokat ved appeldomstolen i Paris Naima Radloff i et interview til dagbladet Le Figaro, har islamisterne for længst fundet vej udenom sikkerhedsmyndighedernes metoder til at afsløre radikalisering i fængslerne:

Realiteten i truslen fra de terrordømte og deres praktiske indsigt bekræftes gennem alle vore observationer af fængselslivet og de dertil knyttede undersøgelser. De dømte har raffineret deres metoder for at skjule deres hensigter i måden de taler på, måden de opfører sig på og  de er perfekt tilpassede [vore] vurderingsmetoder. De har lært at være omhyggelige med deres profil. Hvis de ofte hævder deres engagement, træder de aldrig ved siden af, og de tager også afstand fra terrorangreb. Det er ikke fordi de bærer skæg eller ikke lytter til musik, at de er dybt engagerede. At lade som om man er kommet ud af jihadismen er ikke tilstrækkeligt til at få grønt lys i i en undersøgelse. Det er ikke før de er ude af fængslet, at denne sidste del begynder, men så også faren. Og når det drejer sig om terrorisme, er faren for gentagelse meget  høj.

Radloff siger her en hel del interessant: Hun udviser forståelse for, at islam med sine aggressive udslag ikke er afhængig af eller nødvendigvis handler om det en kristen og alle vestlige ateister ville have opfattet som tegn på fromhed, som her sættes lig med det at have skæg eller ikke at lytte til musik. Den slags ting kan og bør der gerne lempes på for herredømmets skyld.

Dette hænger tæt sammen med det andet hun siger, om hvad der er det mest betydningsfulde ved hendes og forskerteamets fund: Muslimerne er godt klar over, hvordan de skal behandle fjenden og har samlet sig al den indsigt om fjenden, som er nødvendig for at kæmpe så effektivt som muligt. De tyr til forstillelse, det vil sige målrettet bluff.

Det var først sent i fjor at Frankrig begyndte at undersøge dette offentligt. Selv med minimalt kendskab til islam burde man  måske have undladt at vente helt til 2018 med at opdage grundlæggende kendsgerninger for islamisk krigsførelse. Tidligere blev kræfterne brugt på «afradikalisering», også i fængslerne. Som rapporteret tidligere var det fra start til slut en total fiasko. Radloff er derfor med i ledelsen af et projekt, som forsøger at systematisere foreliggende data, i den hensigt at oplyse retssystemet om de eksisterende farer. Man må sige, at det kommer temmelig sent, når muslimerne udgør 12 % af befolkningen og har udgjort mere end halvdelen af de indsatte i mere end ti år.

De har også ledet en gruppe i undersøgelsen af denne trussel siden december. Hvad kan man   forvente?

Ved at tage udgangspunkt i et betydeligt antal indsatte, har vi studeret denne enorme mængde data, for nærmere at analysere graden af deres engagement, og dermed også de indsattes fareniveau. Det handler først og fremmest om at hjælpe myndighederne til bedre at forstå de tiltalte. Ved at give dem en komprimeret information gør man embedet bedre i stand til at vurdere hvilken fare, de tiltalte udgør. Dommerne får holdepunkter, så de bedre bliver i stand til at bedømme strafudmålingen.

Når man lægger sammen hvad Radloff siger om sandsynligheden for gentagelse og den vægt dette tillægges i strafudmålingen, kan vi måske regne med og håbe på, at det kan medføre længere straffe for alt, som har med islamisme at gøre. For myndighederne kan nemlig aldrig vide, om nogen virkelig er kommet på bedre tanker, eller om vedkommende bare har så dystre intentioner, at der bluffes så meget desto mere.

Hvis Radloff virkelig forstod jihadismens væsen, kunne man fristes til at mene, at konklusionen giver sig selv. Deltagelse i krig på det alvorlige niveau, vi her taler om, straffes sædvanligvis med straffe i den allerstrengeste form.

Vi er derimod på det niveau, at vi må gendrive den vanvittige overbevisning om, at islam er en fredens religion, og at enhver voldelig handling i dens navn tilsiger, at den hører til hos psykiatrien.

Hvad er på dette stadie det farligste skær i sigte?

Uden tvivl at henvise terrorismen til psykiatrien,  som på den ene side overhovedet ikke modsvarer realiteterne, og på den anden side skænker terroristerne, deres advokater og deres familie et forsvarssystem. I god eller dårlig tro, uforberedt i mødet med radikaliseringen af en søn eller ægtemand vil disse sidstnævnte bestemme sig for korte og frivillige indlæggelser for at have det på cv’et. … at henvise [terrorisme] til psykiatrien er at fjerne alt ansvar.

Men magter samfundet ansvaret for at tage sig af mennesker som går til systematisk krig mod samfundet? Behovet for at fjerne ansvar er muligvis gensidig.

Det handler om en lang proces i ansvarsfraskrivelse fra de kulturradikales side, som projiceres over på de mest aggressive mennesker fra den tredje verden. Det er der myten om den hurtige radikalisering kommer fra, som Radloff imidlertid tager sig tid til at frakende enhver autoritet:

Oplæggene om afradikalisering er alle sammen strandet. Hvilke muligheder bør nu udforskes?

Jeg er ikke sikker på, at man vil evne at løsrive de indsatte fra deres salafist-jihadisme i løbet af deres afsoningstid. Studierne, som er gennemført i det sidste år af påtalemyndighederne i Paris, har alle vist, at der ikke findes nogen hurtig-radikalisering, men at det handler om en proces, delt ud på etaper – som i tilfældet Mohamed Merah. Man finder altid de samme  tankemønstre: udgangspunktet er idéen om en forfølgelse af muslimer, herfra flyder hadet mod det samfund, som er ansvarligt og er mislykkedes med at integrere dig, og dermed har man et brud. Til sidst udforsker man lidt efter lidt idéen om, at det som endeligt bevis på ens tro er tilladt at ty til blodsudgydelse. Man må forstå at enhver løsrivelse fra et sådant engagement vil kræve tid, men også, som med enhver kriminel proces, at det påhviler os at opdage disse etaper og at hindre enhver glidning mod terrorisme. Faktisk er det det præventive, vi er nødt til at satse på.

Det præventive? Antallet radikaliserede er øget 60 % siden terrorangrepet 13. november 2015, 1000 biler brændes ved nytår af ungdom, som hader Frankrig, for på den måde at demonstrere deres nytårsfortsætter, politi og fængselsbetjente bliver regelmæssigt forsøgt dræbt og drives mot kanten af, hvad er menneskeligt udholdeligt,  og nu bliver vi fortalt, at man bør satse på det præventive?

Statsadvokatens syn på tingene er definitivt langt klarere end synet hos de fleste af de mennesker, som får lov til at dominere vore offentlige diskurser, men der synes fortsat at være langt frem til det punkt, hvor vi kan sige, at nogen virkelig tager til orde for andet end lidt mindre af en dødelig sygdom.

Det vil sige, at det er umuligt at afradikalisere i fængsel?

Jeg vil ikke sige, at det er umulig, men at vi på nuværende tidspunkt ikke har fundet løsningen. Fængsling handler først og fremmest om at minde om lovens autoritet. Derefter må vi arbejde fra tilfælde til tilfælde.

What’s Wrong with the World, en bog av Gilbert K. Chesterton hentyder til, at vi aldrig spørger om, hvad som er i orden. Det, som er galt med verden er, at vi fokuserer for meget på at finde ud af, hvad som er galt, og for lidt på det, som er i orden. Radloff er ærlig nok til at sige, at de ikke har nogen løsning, det som er i orden, og det kunne formentlig siges på vegne av hele Vesteuropa. Men hvordan skal man nogensinde komme frem til en løsning, hvis man ikke kan være ærlig om, hvorvidt der overfor en vis religions koloniserende værdisæt findes noget, som er i orden?

Det påhviler retssystemet specielt at have et klart syn på, hvad det er, det er sat til at beskytte, for at vide hvad det er, det skal beskytte mod og hvordan. For, som Yves Mamou siger: Efter fangevogterne bliver det os, og vi vil helst ønske aldrig at få at vide, hvad det betyder, når det er borgerne som strejker.