Belgisk politi patruljerer i Brussel-bydelen Molenbeek. Foto: Francois Lenoir / Reuters / Scanpix.

I et mentalt okkuperet Europa som langt hen ad vejen har afviklet intellektuel debat om de vigtigste spørgsmål i samtiden, er potentialet for skandaler stort, hvis nogen drister sig til at spørge: Hvordan går det egentlig med denne flerkulturelle sameksistens? Hvad synes du selv?

I en spørgeskemaundersøgelse som er udført i Belgien på initiativ af selskabet Survey and Action, stiftelsen «Ceci n’est pas une crise» (Dette er ikke en krise), den fransksprogede officielle radio RTBF og avisen Le Soir, har man gjort netop det. Resultaterne viser med ædruelig klarhed, at sameksistensen med islam i det land er et sorgens kapitel – det vil sige: Den er der ikke.

Samfundet er stadig mere splittet, lyder opsummeringen fra RTBF:

Forholdet mellem muslimer og ikke-muslimer er spændt og overfladisk, og det næres af klicheer og det ikke sagte.

Er det sådan med Europas forhold til islam også, at de vigtigste ting er det, som aldrig bliver sagt?

Resultatet er uanset hvad, at

samfundet domineres af frygten og afvisningen af det, som er anderledes.

At dette er situationen på steder med betydelig muslimsk befolkning, behøver man bare at kaste et blik på boligsegregationen for at indse. Det gælder ikke mindst i Belgien, hvor undersøgelsen er gennemført, men også i England, Frankrig og Sverige.

Hos respondenterne kommer frygten blandt andet til udtryk ved at syv ud af ti mener at indvandrere ønsker at påtvinge andre deres levemåde.

Der findes, særlig blandt arbejderklassen og de ældre, en veritabel følelse af invasion, som om Belgien var genstand for muslimsk erobring.

Tilstrømningen af flygtninge har en skræmmende virkning på 65 % af belgierne, fremgår det af undersøgelsen. Folk har let ved at associere flygtninge med muslimer, og muslimer med terrorister. Terrorismen bidrager til disse generaliseringer, men mange mener åbenbart at de muslimske miljøer er delagtige i terrorismen:

Fire ud af ti belgiere mener, at det muslimske samfund er medskyldigt i terrorhandlinger.

Hvor urealistisk er den tanke egentlig, når belgisk politi møder modstand hos folk i Molenbeek når de arresterer Paris-terroristen Salah Abdeslam, eller når en tidligere dansk efterretningschef siger, at sympatien for terror i Allahs navn er stor i parallelsamfundene?

43 % af de adspurgte siger, at det at være belgisk ikke lader sig forene med det at være muslim. Disse holdninger genspejles i det som bliver sagt af de muslimer, som har svaret i undersøgelsen.

70 % af de adspurgte muslimer siger, at de føler sig som udlændinge, selv om de har belgisk statsborgerskab. 60 % mener at islam bliver «angrebet for meget», en følelse som er specielt udbredt blandt kvinder, sandsynligvis på grund af stridsspørgsmålet om brugen af slør.

Vi befinder os i en ond cirkel, hvor det er dialogen som lider, opsummerer RTBF.

Men så er spørgsmålet: Findes der nogen som helst grund til at vente sig noget andet?

Allerede før indvandringsbølgen i moderne tid, var Belgien splittet allerede – mellem den fransk- og den flamsktalende del af sin egen befolkning, som dominerer hvert sit geografiske område af landet. Man har dermed også hver sine skoler, medier, akademiske miljøer og arbejdspladser. Ægteskab på tværs af dette skel er ikke specielt sædvanlige heller.

Det er altså vanskeligt at socialisere mellem de to hovedkomponenter af Belgiens befolkning, selvom både Flandern og Vallonien tilhører den europæiske civilisation. Så hvordan kan det undgå at være tusind gange vanskeligere mellem europæere og muslimer?

Sagen er at Belgien på den måde er Europa i en nøddeskal. Det lader sig ikke gøre at trylle nogen sameksistens mellem Europa og islam frem. Det eneste man kan gøre er, at begrænse skadevirkningerne og stoppe med at importere mere af problemet.

Køb Hege Storhaugs bog her!