Hvis det er muligt at finde et problem af global karakter, kan du være sikker på, at mange svenskere for det første mener, at problemet er Sveriges skyld, for det andet at Sverige skal løse det. Desuden tror man at vide, hvordan det skal gøres – i hvert fald i teorien.

Løsningerne betyder sædvanligvis, at alle i hele verden skal ræsonnere som den svenske middelklasse og derefter tilpasse deres levestandard til nordkoreansk niveau – hvilket den svenske middelklasse ikke gør, men det er en anden sag.

Fødtes man i 70’erne, vidste man godt, at der var sult i den tredje verden, og man skulle helst føle sig dårlig ved tanken om, at man selv havde det forholdsvis godt. Ofte fik man helt seriøst følelsen af, ​​at det var os, der spiste afrikanernes mad. Derudover var det vores ansvar at sikre, at ingen sultede og mange svenskere troede i fuldt alvor på, at vores bistandspolitik gjorde en stor forskel i de fattige lande.

Den grandiose svenske neutralitet reddede, som alle véd, hele verden fra en tredje verdenskrig, hvilket også var vores moralske pligt efter at have været Hitlers allierede under anden verdenskrig. Sverige skammer sig! Sverige, red verden! Det vil lykkes, hvis vi bare står sammen og går igang …

Hvis vi tager endnu et relevant spørgsmål, tror mange, at Sveriges 0,25 procent af verdens samlede drivhusgasudledninger gør forskellen mellem håb og fortvivlelse. Sverige skal tage sit ansvar og være et forbillede for resten af ​​verden. Alle ser på Sverige, eller?

Klimaprofeten Johan Rockström beder endog i en artikel i SvD om at få gennemført massive klimasatsninger, «koste hvad det koste vil». Det bør bekymre handicappede og ældre mennesker, dem, der allerede sidder med regningen efter den svenske flygtningekrise.

50 millioner mennesker er på flugt i verden: uden tvivl ville et internationalt problem af stort format blive løst, bare Sverige fylder deres kaserner med tusindvis af disse halvtreds millioner. Efter at de hundrede og halvtreds tusinde – tre promille af det samlede antal på flugt – accepterede invitationen, blev det klart, at det ikke var nogen god løsning. Mange af disse tilrejsende var da også bare ganske almindelige økonomiske migranter.

Og til sagen hører det også, at resten af verden roser denne verdens højde: den humanitære stormagt. Men Googler man udtrykket på engelsk, får man hovedsageligt artikler, som mildest talt er kritiske over for Sveriges beslutninger og urealistiske forestillinger. I den virkelige verden har vi aldrig været en model for andre regeringer, ikke engang blandt vores nordiske nabolande.

Blandt de store lande som USA, Rusland og Frankrig findes opfattelsen af, at netop deres land har en særlig mission og en særlig rolle i verden. Ikke desto mindre burde det være klart, at man bare handler ud fra sine egne interesser. Men intet land af Sveriges størrelse viser den samme mærkelige kombination af skyldfølelse, godhedsmani og storhedsvanvid. I efterårets vinde dør mange små blade, men kun de svenske blade tror, ​​at de kan vende vinden.

Er dette barnlige selvbillede en form for overlevering fra det 17. århundredes «storhedstid» eller en overnaturlig tro på egne evner, såsom når børn fantaserer om den magiske kraft i deres egne handlinger? Eller er det en form for postprotestantisk søgning efter meningen med livet? Præsten er væk, men skyldfølelsen bliver ved, skraldsortering har erstattet Vor Fader…

Vrangforestillingerne havde nu ikke spillet så stor en rolle, hvis ikke de utilstrækkelige analyser havde ført til både spild og modproduktive ideer om, hvordan man kunne løse verdens problemer. Vores bistandspolitik har generelt været korruptionsfremmende. Klimaambitioner har ført til skovrydning og gennem vores meningsløse migrationspolitik har vi belønnet asylsvindel, risikable rejser og menneskehandel.

Sverige er helt sikkert unikt, alle lande er unikke. Svenskerne er jordnære, arbejder hårdt, er rimeligt ærlige og vores land er stadig ret sikkert og stabilt. Det er nok. Og det bedste for Sverige og verden ville være, hvis vi begyndte at se os selv som en almindelig nation blandt andre, som ikke absolut skal være det bedste for enhver pris.

Hørte jeg nogen sige «gør Sverige stor igen»? Det lyder som en glimrende idé.

Af Tomas Brandberg, politisk sagkyndig på Sverigedemokraternes kontor i Stockholm. Her gengivet med forfatterens velvillige tilladelse.

Foto: Wikipedia