Når nogle uger eller måneder er gået uden dødelige terrorangreb i Europa, indtræffer der en følelse af, at der er opstået en slags stabilitet. Man tænker, at folk og myndigheter har truffet egnede foranstaltninger, og sætter sin lid til, at evnen til at afværge attentater vokser.

Måske er det mere end kun ønsketænkning. Det er alligevel ikke til at komme bort fra, at det drejer sig om en skrøbelig og spændt ligevægt, som skjuler dybe iboende skillelinjer og megen potentiel vold.

Et land som måske mere end noget andet i Europa, giver en følelse af at bo under en vulkan, er Frankrig. Die Welts Paris-korrespondent Martina Meister giver den 12. januar et dystert billede af situationen for jøderne i landet.

De franske jøders årvågenhed overfor vold har næsten konstant været spændt til det yderste, siden Toulouse-morderen Mohamed Merah i 2012 dræbte tre skolebørn og en rabbiner ved en jødisk skole, efter nogle dage i forvejen at have dræbt tre franske soldater.

Flere end morderen stod for hadet: Adskillige muslimer hædrede Merah, efter at han døde i skudveksling med fransk politi, da nogle dages menneskejagt var ovre – et fænomen man også kunne se i forbindelse med Krudttønden-terroristens begravelse i Brøndby i 2015.

Minderne om mordet på jødiske Ilan Halimi i 2006, som blev tortureret gennem tre uger af en muslimsk ungdomsbande, var naturligvis ikke væk seks år efter, men terrorbølgen, som kom siden, gjorde det mentale beredskab konstant. Den 9. januar 2015 blev fire mennesker dræbt, da Amedy Coulibaly tog gidsler i et kosher-supermarked i Paris og den 24. mai 2014 dræbtes fire mennesker under terrorangrebet mod det jødiske museum i Bruxelles.

En stat som den franske kan naturligvis ikke være bekendt, at landet ikke er trygt for jøder.  De sikkerhedsforanstaltninger, som er blevet sat i værk, har ikke været uden virkning. Martina Meister skriver:

2015 var det år, statistikken nåede sit triste højdepunkt. «Siden den gang er antallet af antisemitiske angreb i Frankrige klart gået ned», siger den 37 år gamle [specialrådgiver i diskrimineringssager for den franske regering Frédéric] Potier i samtale med Die Welt, også fordi skoler og religiøse forsamlingslokaler bliver bevogtet af soldater. I 2016 registrerede den franske regering 335 antisemitiske overgreb, knap 60 procent færre end året før.

Man må glæde sig over nedgangen, men skal det for altid forblive sådan i Frankrig, at jøder ikke længere er trygge uden tungt bevæbnede soldater?

Det viser sig, at ej heller nedgangen er uden malurt i bægeret:

Men typen af angreb har forandret sig i Frankrig. I stedet for butikker, gravsteder og synagoger bliver stadig flere personer angrebet. Jødiske medborgere bliver overfaldet inden for husets fire vægge. «Det skjer regelmæssigt overgreb, som skaber uro og angst i den jødiske befolkning», analyserer regeringens tjenestemand.

I marts blev den jødiske kvinde Sarah Halimi kvalt i sin bolig i Paris af en mand fra Mali, som råbte religiøse slagord på arabisk, og derefter kastede hende ud af vinduet. En officiel undersøgelse  konkluderede, at det drejede sig om en antijødisk hadforbrydelse.

Ikke alle angreb ender fatalt. En jødisk teenagepige blev fornylig i Paris-forstaden Sarcelles skåret i ansigtet af en overfaldsmand. Hun var klædt i den uniform, som benyttes i den jødiske privatskole, hun går på, og Sarcelles’ tidligere borgmester François Pupponi tøvede ikke med at kalde det et afskyeligt antisemitisk angreb.

En del franske jøder er i de senere år flyttet til USA, Israel eller Storbritannien, som alle opleves som tryggere. Nogle flytter også indenlands. Man hører stadig oftere om jøder, som skifter bopæl af frygt, skriver Meister.

Men heller ikke butikkerne går helt fri, efter at der blev indsat et massivt militært vagthold. Natten til den 9. januar blev et kosher-supermarked i Paris-forstaden Créteil ødelagt i et brandattentat. Politiet tolkede brandstiftelsen som en advarsel til indehaveren, en muslim, om at man ikke skal pleje venskabelige forbindelser til jøder.

I Créteil er omkring en fjerdedel av befolkningen jødisk, og selvom forholdet til muslimerne for det meste er konfliktfrit, skaber brandstiftelsen uhygge:

«Vi prøver at leve videre, at glemme, at finde ro», siger lederen af det jødiske samfund i Créteil, Albert Elharrar, til nyhedsbureauet AFP, «men hændelser som denne sår frygt».

Følelsen, som Elharrar formidler, opleves utvivlsomt stærkere blandt jøder, som er specielt udsatte på grund af den udbredte muslimske antisemitisme i det nye Europa, end blandt de fleste andre indbyggere.

Men hvis vi føler efter, ligger følelsen også og murrer hos os, som tilhører majoriteterne. Vi prøver også at glemme og finde ro. Men det er ingen dyb eller sorgløs ro. Det er ikke nogen naturlig social stabilitet som understøtter de sidste måneders fravær af terror, men forholdsregler, mistænksomhed, antiterrorpoliti og vagthold.

Det offentlige klima, som følger af alt dette, resulterer ikke i en harmonisk eller udadvendt befolkning. Folk trækker sig mere ind i sig selv. Hvis det står på længe nok, er det et åbent spørgsmål, om det som bliver stående, kan kaldes et samfund.

Køb Hege Storhaugs bog her!