Et bemærkelsesværdigt og opmuntrende træk ved dagens Europa er, at nogle af de mest fremtrædende forsvarere af de europæiske traditioner og frihedsværdier selv er indvandret fra mindre frie lande.

Mindst ligeså bemærkelsesværdigt, men desto mere nedslående er det, at disse personer sjældent fremhæves som forbilleder eller samarbejdspartnere af Europas establishment, som snarere er parat til at imødekomme frihedens største fjender.

Et lysende eksempel på en ny europæer som kan give håb til de gamle, er den 26-årige marokkanske kvinde Kawtar Barghout, som har boet det meste af sit liv i Italien.

Foto: Facebook

Barghout repræsenterer en organisation som kaldes ”Stop radikaliseringen” og har tidligere gjort sig bemærket ved at tage til genmæle mod et forslag til en ny lov, som automatisk ville give italiensk statsborgerskab til enhver, som fødes i Italien. Men man skal gøre sig fortjent til et statsborgerskab, mener hun.

I et interview med avisen Libero langer hun nu ud efter kvindelige toppolitikere, der iklæder sig slør når de er på officielt besøg i muslimske lande. EU´s udenrigschef Federica Mogherini og den italienske parlamentspræsident Laura Boldrine er underkastet islam, hævder Barghout, som selv er muslim..

”Jeg har aldrig hørt at de to har taget parti for de kvinder, som med deres eget blod eller frihed betaler for kampen mod påbud om slør i muslimske lande. De er skabsfeminister, de er kun feminister når det passer ind i deres kram.”

Barghout er heller ikke nådig overfor den manglende solidaritet med de kvinder, der i disse dage demonstrerer mod slørpåbudet i Iran:

”Før sagen med hende, der blev arresteret for at have gået uden slør under en demonstration, har der været adskillige andre tilfælde. Unge kvinder er blevet arresteret for at have deltaget i private fester uden slør. Mens der var mænd til stede. Men kvindelige italienske politikere har ikke nævnt dette med et ord. Ikke et eneste solidarisk eller vredt ord. De er snarere de første til at underkaste sig og tildække hovedet når de rejser til et muslimsk land.”

På denne måde viser de ikke bare at Vesten er svag, fortsætter hun, men også at de mangler respekt for de kvinder, der er døde i kampen mod sløret. Man træder på det blod de har udgydt, mener Barghout. De opnår ikke engang respekt blandt muslimske kvinder i de lande de besøger; de bliver snarere betragtet som torskedumme.

Den unge kvindes muslimske identitet er ikke til hinder for at hun forsvarer de kristne traditioner. Det er galimatias, at man ikke tillader krybbespil til jul i skolen, eller lader være med at synge salmer om Jesus, siger hun.

”Denne underkastelse er yderst alvorlig. Vi befinder os i et kristent land og man skal tilpasse sig de traditioner og værdier, der hersker i det land man bor i. Ingen kristne har nogensinde forhindret muslimer i at fejre ramadanen. Hvis nogen ikke ønsker, at deres barn deltager i krybbespil, så lad dem slippe for at gøre det. Men lad det ikke gå ud over hele klassen på grund af denne ene.”

Desværre mangler både lærere og politikere rygrad til at fastslå dette indlysende rigtige, siger Barghout. Hvorfor skal man fedte for de muslimske miljøer, som stadig oftere viser sig at have forbindelser til ekstremismen? Man skal snarere sætte hælen i, fastslår hun. Før var ingen bange for at krænke udlændinge.

”Venstrefløjens allestedsnærværende fjollede godtroenhed vil aldrig føre noget godt med sig. Tværtimod. Den forværrer situationen. Den giver næring til vrede og fordomme.

I parentes bemærket skulle man af og til tro at det var meningen.

Barghout begrunder blandt andet sin modstand mod forslaget om automatisk statsborgerskab for nyfødte med sikkerhedshensyn. Pludselig kan man ikke sende ekstremister ud af landet, fordi deres barn har italiensk statsborgerskab. I øvrigt findes der allerede en vej til statsborgerskab som er åben for alle, bare de følger reglerne og opfører sig ordentligt. Selv om bureaukratiet tager sin tid.

”Og jeg vil uanset hvad understrege, at man ikke kun skal bruge sit statsborgerskab til at drage nytte af de offentlige tjenester, offentlig transport, sygehuse og skoler med mere.”

”Men dette er i store træk kravet fra indvandrere, som for nylig er kommet til Italien og som vil have det hele her og nu.”

Integreringen er omvendt proportional med størrelsen af kravene. Selv er hun gift med en italiener.

Avisen spørger om Barghout har modtaget trusler for sit engagement:

”Ja hele tiden. Og jeg er også blevet truet på livet. Men på venstrefløjen er der ingen, der er gået til kamp for mig og for ytringsfriheden.”

Derimod høster hun heldigvis fordel af at befinde sig i et land med en identitet og en historisk bevidsthed, og hvor de kulturelle modkræfter er store og mange nok til at hun ikke behøver at føle sig mutters alene.

Køb Hege Storhaugs bog her!