Lørdag var der arrangeret en konference på Christiansborg om terrorens ofre. Helle Merete Brix var primus motor. Hun var leder af Lars Vilks-komiteen, som holdt møde på Krudttønden da Omar Hussain gik til angreb med et automatvåben 14 februar 2015. Det førte til en drastisk skærpelse af sikkerhedskravene ved offentlige møder, som har med islam at gøre.

Man kan tegne en stigende kurve: Fra karikaturstriden i 2005/2006 og planerne om at henrette Jyllands-Postens journalister, i særdeleshet Flemming Rose og Kurt Westergaard. En somalier huggede sig ind i Westergaards bolig med en økse. Flere planer mot JP blev afsløret; i det ene tilfælde var samme mand, David Headley, som stod bag terrorangrepet på Mumbai i 2008, på rekognoscering. Attentatet mod Lars Hedegaard i indgangsdøren i hans hjem på Frederiksberg, 5 februar 2013, var en anden mærkesten.

Da terroren fik et ansigt: Omar Hussein havde en løbebane som den typiske jihadist. Hvornår burde han have været stoppet? Ville det overhovedet have været mulig? Hvor mange er der som ham?

Etter Krudttønden var det helt slut. Nu foregår møder, som skal diskutere islam, inde bag Christiansborgs tykke mure. Når også Lars Vilks er med, myldrer det med uniformeret og civilt politi.

Forskanset

Der er noget ynkeligt over, at vi kryber sammen som forskræmte mus. På en måde ville det være rigtigere at holde møderne på steder, hvor publikum kunne se, hvad der kræves for at diskutere islam i det offentlige rum. Risikoen ville blive højere, men på en måde ville det være rigtigere. Det skal koste noget at forsvare friheden, forsamlingsfriheden og den frie tanke. Lad bevæbningen være en ubehagelig påmindelse til politikerne: De kunne have gjort noget. De kunne have vedtaget love som pålagde drakoniske straffe for at true nogens ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. De har et helt register at spille på, helt op til dødsstraf for terror og udvisning af familiemedlemmer.

Men de foretager sig intet andet end at mure sig inde.

Det øger frygtniveauet. Europæiske byer ser ud, som var de under belejring. Det har en dyb og varig virkning på befolkningens psyke.

Overladt til sig selv

Bilde: Det mest nedslående er, at flere hundrede mennesker fulgte Omar Hussein til graven. Han var «bror». En af dem, som besøgte graven for at vise ham den sidste ære, var den norske jihadist Ubaydullah Hussain.

Omar Hussain gik videre til synagogen i Krystalgade senere på aftenen. Han var snu nok til at spille fuld og kom helt ind på livet af vagterne. Her lykkedes det ham at skyde og dræbe den civile vagt, Dan Uzan, mens politifolkene blev såret. Også denne gang lykkedes det Hussain at komme væk.  Inde i synagogens baglokaler foregik en Bar Mizvah. Havde Hussein kunnet trænge ind, behøver man ikke at være i tvivl om resultatet. En av mødrene stod i lørdags op og fortalte, at hun sad nede i kælderen med 21 børn i tre timer. De har ikke efterfølgende fået noget tilbud om hjælp. Den 14. februar er konstant til stede. Det er ugentligt et tema rundt om middagsbordet.

Det samme skete for de pårørende efter juleterroren på Breitscheidplatz i Berlin. Der var heller ingen opfølgning. Det er næsten, så man ikke tror, det er sandt. Et Mindesmærke havde man ordnet til etårsdagen, men menneskene hørte ikke noget.

Det tyder på en dyb vægring hos de ansvarlige mod at se ondskaben i øjnene.

De aner ikke, hvad de skal stille op.

Ettervirkning

Terroren kommer efter dig. Den indhenter dig. Den franske ambassadør, Francois Zimeray, var til stede på Krudttønden. Han troede, at han var frisk og rask og kunne vie sig til sit arbejde igen. Men så blev han indhentet, og måtte bede om professionel hjælp.

Vi, som hører ofrene fortælle, forstår at terroren gør noget ved dig. Det er indtryk, som udfoldes i en egen tidszone, og indtrykkene efterlader så stærke spor, at de begynder at leve sit eget liv.

Det minder om, hvad Jean Amery skriver i en bog, Document har udgivet, ” Ved forstandens grenser”. Amery blev tortureret af Gestapo. Han siger, at det første slag gør noget ved dig. Det ødelægger den tillid, menneskene har til omverdenen.

Det samme gør terroren.

Ofrene betaler prisen og det øvrige samfund ønsker ikke at høre om det.

Det er den mest nedslående konklusion på de sidste ti års terror.

Endda værre

Men hvis samfundseliten har vendt sig bort og forskanset sig, har man i den senere tid registreret, at holdningen til terror har antaget endda en ny form: Bortforklaring i samme øjeblik, som terroren sker.

Det er nu blevet et mønster, at medier og politi er enige om at dæmpe reaktionerne og indlægge reservationer: -Måske er det ikke terror? Det er ikke bekræftet.

Eller som det ofte er sket i Frankrig: Gerningsmanden har en psykiatrisk historie. Det sker før man i det hele taget ved, hvem som er gerningsmanden.

Dette er den ultimate forulempning af ofrene, som i dette tilfælde både er konkrete mennesker og civilsamfundet som sådan.

Det minder om et overgreb.

Først har vi jihadistene, som det ofte viser sig at skulle have været udvist, og så har vi sygeliggørelsen af morderne.

Men publikum køber ikke bortforklaringerne. De reagerer med mistænksomhed og foretager sin egen vurdering.

Terroren lykkes derfor med at splitte os. Der er ikke mere noget “We Stand Together”. Befolkningen er splittet. Og folk føler sig svigtet af myndighederne.

Således lykkes det for terroren at slå kiler ind i vores samfund og det påvirker vores modstandskraft.

Køb Hege Storhaugs bog her!