Ændringen er en klar stramning af tidligere lovgivning, hvor det var nok, at man ikke modtog socialhjælp på ansøgningstidspunktet.

Siden årsskiftet kan heller ikke personer, der kun har midlertidig opholdstilladelse i Schweiz, søge om at blive statsborgere. Den tilladelse er herefter reserveret for dem, som har fået permanent ophold efter flere år i landet. Personer som har fået betingede fængselsdomme på tre måneder eller mere kan heller ikke søge.

Den nye lov om statsborgerskab stiller tillige krav om at man opfylder visse kriterier for integrationsvilje, som for eksempel at man omgås indfødte schweizere. I tillæg kommer krav om sprogbeherskelse, som varierer fra kanton til kanton, men forbundsstatens minimumskrav er certificeringsniveau B1.

Ændringerne i loven indebærer også nogle lettelser, som for eksempel at kravet til hidtidigt ophold i landet sænkes fra tolv til ti år.

For personer mellem 10 og 20 år tæller hvert år dobbelt.

Den nye lov viser, at Schweiz ikke bare har set sig nødsaget til at stramme op på det enorme privilegie, som et statsborgerskab udgør; en erkendelse som vi er langt fra i Norge, der i sammenligning uddeler statsborgerskaber som var det bolsjer; den viser også at schweizerne bruger deres demokratiske virkemidler aktivt til at iværksætte tiltag, som åbenlyst er i samklang med folkets vilje.