Tusmørke over den »palæstinensiske sag«

Gennem mange år er »Palæstina« ikke ophørt med at stræbe mod nye højder i det såkaldte »internationale samfund«. »Palæstina« har været til stede ved De Olympiske Lege siden 1996 og blev senere en permanent observatør ved UNESCO og De Forenede Nationer. Det store flertal af »Palæstinas« 95 »ambassader« ligger i den muslimske verden; mange andre ligger i Asien, Afrika, Latinamerika og Europa. I 2014 stemte det spanske parlament for fuld anerkendelse af »Palæstina«. Få uger senere gjorde det franske parlament det samme.

Der findes intet andet tidspunkt i verdenshistorien, hvor en ikke-eksisterende stat kunne have missioner og ambassader, som forudsattes at fungere, som om staten eksisterede.

Nu er tidspunktet sandsynligvis kommet for »palæstinenserne« til at indse, at de har tabt og falder tilbage mod jorden, som den lærde Daniel Pipes har udtrykt det.

Har de »palæstinensiske« ledere i tale og handling vist, at de er klar til at regere en stat, som vil leve i fred med sine naboer og med resten af verden? Alle “palæstinensiske” ledere har uophørligt opviglet til terrorisme og skjuler ikke deres ønske om at feje Israel af landkortet.

Eksisterer der i det »palæstinensiske folk« en gammel og vedvarende længsel efter at have en stat og leve fredeligt i sådan en stat? Faktisk er svaret nej. Det »palæstinensiske folk« blev opfundet i slutningen af 1960’erne af de arabiske og sovjetiske propagandatjenester. Som PLO-lederen Zuheir Mohsen sagde til den hollandske avis Trouw i marts 1977:

»Det palæstinensiske folk eksisterer ikke. Skabelsen af en palæstinensisk stat er blot et middel til fortsættelse af vores kamp imod staten Israel for vores arabiske fællesskab. I virkeligheden er der i dag ingen forskel på jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere.«

Rapporter fra Vestbredden efter Seksdageskrigen viser, at interviewede araber betegnede sig selv som »arabere« eller »jordanere«; de vidste tydeligvis ikke, at de var det »palæstinensiske folk«. Det er de siden blevet belært om. De er også blevet fortalt, at det er deres pligt at »befri Palæstina« ved at dræbe jøder. Palæstinenserne er det første folk, der er blevet opfundet for at fungere som våben i en masseudslettelse af et andet folk.

Yasser Arafat, formand for PLO, ved topmødet i Den Arabiske Liga i Rabat, Marokko, 1974. (Foto ved Hulton Archive/Getty Images)

Findes der i det mindste en historisk fortid, som giver legitimitet til aspirationen om at skabe en »palæstinensisk stat«? Igen er svaret faktisk nej. Der eksisterer ingen palæstinensisk kultur, som skiller sig ud blandt kulturerne i den muslimske, arabiske verden, intet monument der kan betegnes som et »palæstinensisk«, historisk monument, med mindre man forfalsker historien.

Mere grundlæggende, ville en hypotetisk »palæstinensisk stat« være økonomisk levedygtig? Igen er svaret faktisk nej. De områder, som er besat af de palæstinensiske bevægelser, overlever kun takket være international økonomisk assistance fra Vesten.

Hvordan har så mange lande gennem så lang tid da kunnet længes efter at skabe en stat, hvis regime sandsynligvis ville komme til at bestå af undertrykkende, korrupte, »palæstinensiske« ledere; hvis indbyggere ville blive brugt som dræbermaskiner, hvis historie er alt lige fra ikke-eksisterende til et falskneri, og hvis økonomiske potentiale synes lig nul?

Svaret er enkelt.

Skjult bag deres støtte til skabelse af en »palæstinensisk stat« har disse lande søgt andre mål. Gennem årtier har lande i den muslimske verden været besat af ønsket om én eneste ting: udslettelsen af Israel.

De har forsøgt at nå deres mål gennem konventionel krigsførelse, så terrorisme, så diplomati, så propaganda. De har alene givet Israel skylden for alle onder i Mellemøsten.

Samtidig har de godt vidst, hvem de »palæstinensiske« ledere er, og hvad de gør. De ved godt, at det »palæstinensiske folk« er en opfindelse. De ved, hvorfor det »palæstinensiske« folk blev opfundet. De ved, at en »palæstinensisk stat« ikke vil få en levedygtig økonomi. Alligevel har de intenst dyrket en strategi om at destabilisere og dæmonisere en ikke-muslimsk nation, Israel.

De kalder »palæstinenserne« for »ofre«; terrorisme for »militær aktivitet«; og opvigleri til drab for »modstand mod besættelsen«. De har trampet den retmæssige historie ned og erstattet den med en myte.

De presser de »palæstinensiske« ledere til at »forhandle«, selvom de udmærket godt ved, at ingen aftale nogensinde vil blive underskrevet, og at forhandlingerne vil ende i blodsudgydelser.

De foreslår udelukkende »fredsplaner«, som de ved, at Israel er nødt til at afvise – dem der omtaler »’Auschwitz‘-våbenstilstandslinjerne fra 1949« eller »retten til tilbagevenden«for »palæstinensiske flygtninge«, hvis antal lå på en halv million i 1949, men som i dag nærmer sig de fem millioner.

De anerkender en »palæstinensisk stat« vel vidende, at den »stat«, som de anerkender, ikke er nogen stat, men snarere en terrorenhed uden fastlagte grænser eller territorier og gennemsyret af en vilje til at udgyde endnu mere blod og skabe endnu flere ødelæggelser.

De har benyttet opstande, afpresning og løgne med henblik på at opflamme resten af verden til at tro, at situationen kræver drastisk international indgriben.

De har sagt, at de ønsker en »palæstinensisk stat«, men aldrig, at de ønsker, at denne stat skal afstå fra terrorisme og bringe konflikten til ophør.

I stedet har de ført en ondsindet krig, som de længe har håbet på at vinde.

Gennem mere end tredive år nød de godt af støtten fra Sovjetunionen. Det finansierede krige (1967, 1973), terrorisme, diplomati og propaganda. Sovjetunionen gjorde det »palæstinensiske« foretagende til en »anti-imperialistisk« sag – et middel til at styrke sovjetiske positioner og opflamme Vestens fjender. Sovjetunionen kollapsede i 1991, men virkningerne af dets støtte til den »palæstinensiske sag« hang ved i nogen tid. Mange lande, der er fjendtlige mod Vesten, støtter og anerkender stadig “palæstinenserne” samtidig med, at de forsøger at ignorere, at de anerkender en terrorenhed. De bidrager til krig.

Lande i den vestlige verden, som i mange år har været udsat for pres fra den muslimske verden og fra Sovjetunionen, har gradvist givet efter, nogle endda før der opstod et egentligt pres.

Frankrig valgte side i 1967, da general Charles de Gaulle iværksatte, hvad han kaldte for en “araberpolitik” efter nederlaget i Algeriet. Fransk udenrigspolitik blev resolut »pro-palæstinensisk« – tilsyneladende i et forsøg på at afværge terrorisme, købe billig olie og konkurrere med USA – og sådan er det forblevet frem til i dag. Vestlige europæiske lande har gradvist anlagt holdninger tæt på Frankrigs. Efter Sovjetunionens sammenbrud er den Europæiske Union blevet den vigtigste økonomiske bidragyder til den »palæstinensiske sag«, herunder dens terrorisme. Vestens europæiske ledere ved godt, hvad det virkelige mål er, og alligevel bliver de ved med at gentage uden ophold, at dannelsen af en “palæstinensisk stat” er »afgørende«. De bidrager også til krig.

Til trods for at USA i lang tid havde været Israels allierede, ændrede landet sin mellemøstpolitik i begyndelsen af 1990’erne og bragte sig nærmere holdningerne i den muslimske verden. Amerikanske politikere og diplomater pressede israelerne til at forhandle med de “palæstinensiske” ledere og syntes at have mistet blikket for det, som den “palæstinensiske sag” i det skjulte handlede om. Håbefulde israelske ledere gik ind på at forhandle. Det tragiske resultat blev Oslo-aftalerne og dannelsen af Det Palæstinensiske Selvstyre. Dette blev hurtigt en ny base for anti-israelsk terrorisme. En bølge af dødbringende, anti-israelske angreb startede med det samme, tæt efterfulgt af en optrappet, anti-israelsk diplomati- og propagandaoffensiv. En »to-statsløsning« blev fremmanet. Amerikanske ledere begyndte, som om de havde snorksovet gennem adskillige år, at sige, at en “palæstinensisk stat” var en nødvendighed. Tre amerikanske præsidenter foreslog »fredsplaner« og bidrog ligeledes til krig.

En ny “fredsplan” forventes inden længe, men rammerne vil være helt anderledes. Præsident Donald Trump synes at have et ønske om at bryde med fortiden.

For nylig fortalte han den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas, at de “palæstinensiske” ledere var en samling løgnere. Ingen af de amerikanske forhandlere, som han har udpeget, synes at nære den mindste illusion om den “palæstinensiske” ledelse eller den “palæstinensiske sag”.

Den Taylor Force-Act, som blev vedtaget den 5. december af Repræsentanternes Hus i USA, handler om at gøre den amerikanske hjælp til »Vestbredden og Gaza« betinget af “de handlinger, som Det Palæstinensiske Selvstyre foretager for at gøre en ende på volden og terrorismen imod israelske borgere”; loven kan blive vedtaget af Senatet inden længe. Selvstyret har afvist samtlige krav i loven.

Den muslimske verden undergår også forandring. Iran, som blev styrket kolossalt af den aftale, der blev indgået i juli 2015, og de massive amerikanske investeringer, som fulgte med, har demonstreret sit ønske om at blive en hegemonisk magt i Mellemøsten. Mullahernes regime kontrollerer nu tre hovedstæder ud over Teheran: Bagdad, Damaskus og Beirut. Iran angriber Saudi-Arabien og støtter den krig, der føres af houthi-militserne i Yemen; det har intentioner om at indtage Sanaa og tage kontrol over Bab El Mandeb, porten til Det Røde Hav og Suezkanalen. Qatar og Tyrkiet har etableret tætte bånd til Iran.

De saudiske ledere synes at være klar over faren. Kong Salman har valgt sønnen Mohamed bin Salman som sin arving til tronen og givet ham en omfattende magt. »MBS«, som han kaldes, synes at være indstillet på at føre an i en ægte revolution. Militært set er han overhoved for Islamic Military Counter Terrorism Coalition, der har 40 medlemmer, og har erklæret sit ønske om at »gøre en ende på terrorismen«. Økonomisk leder han et ambitiøst reformprogram med henblik på at gøre landet mindre afhængigt af olie: Saudi Vision 2030. Alle saudiske ledere, som ikke var enige i landets nye retning, blev arresteret og deres aktiver konfiskeret. Mohamed bin Salman har identificeret Iran som hovedfjenden og har for nylig kaldt dets Øverste Leder, Ali Khamenei, for en »ny Hitler.« Qatar og Tyrkiet har været under et intenst saudisk pres for at distancere sig fra det iranske regime. Stormuftien i Saudi-Arabien, Sheikh Abdulaziz ibn Abdullah Al ash-Sheikh, udsendte for nylig en fatwa, som erklærede, at »kamp imod jøderne« er »imod Allahs vilje«, og at Hamas er en terrororganisation.

Mohamed bin Salman bliver støttet af Trump-administrationen; af Vladimir Putin, som måske, selvom han længe har været en allieret til Iran, ønsker en magtbalance i Mellemøsten, og af Xi Jinping, der er truet af sunni-islamiske opstande i Kinas autonome territorium, Xinjiang.

Den »palæstinensiske« leder Mahmoud Abbas blev efter sigende kaldt til Riyadh, hvor kong Salman og Mohammed bin Salman fortalte ham, at han skulle acceptere den plan, som Trump-administrationen foreslår, eller gå af, og at det ville være »risikabelt« for ham at påtænke at starte en opstand – hvilket han dog alligevel gjorde, selvom han har været omhyggelig med at holde den på et lavt blus.

I oktober måned inviterede den egyptiske leder, Abdel Fattah al-Sisi, som er en nær allieret til Mohamed bin Salman, lederne af Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas til Cairo med henblik på »forsoning«. Tilsyneladende krævede han, at kontrollen med Gazastriben blev overført til Det Palæstinensiske Selvstyre. Det ser også ud til, at Trump-administrationen og præsident Sisi fortalte Hamas-lederne, at de var nødt til at godkende betingelserne for »forsoningsaftalen«, og at de, såfremt de udførte nogen form for angreb på Israel, risikerede total udslettelse.

Den »fredsplan«, som øjensynlig vil blive fremlagt af Trump-administrationen, har skabt voldsom vrede hos de “palæstinensiske” ledere. Målet for “planen” synes at være at genoplive en uafsluttet »fredsproces«, at give Saudi-Arabien og medlemmerne af Islamic Military Counter Terrorism Coalition mulighed for at nærme sig Israel og at skrue kraftigt ned for den »palæstinensiske sag«.

Den 19. november afholdtes der et hastemøde i den Arabiske Liga i Cairo, som kraftigt fordømte Hizbollah og Iran. Og for første gang i halvtreds år nævnte et møde i Den Arabiske Liga tilmed overhovedet ikke det »palæstinensiske« spørgsmål.

Præsident Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad den 6. december har medført uro og sure miner både i en muslimske verden og blandt vesteuropæiske ledere. Sunni-lederne, der er allierede med Saudi-Arabien, og Saudi-Arabien selv synes alt for bekymrede over den iranske trussel til at skændes med Israel, USA eller faktisk nogen overhovedet. Vesteuropa har næsten ingen vægt i forbindelse med det, der tager form nu; Det eneste, Vesteuropa har vist, har været fejhed, frygt og bestandig foragt for et andet vestligt demokrati: Israel.

Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, som nu befinder sig i det tolvte år af sin fireårige embedsperiode – og som tilsyneladende kan se, at han kun får meget ringe støtte – søgte tilsyneladende guddommelig indgriben: han bad paven om hjælp. Der bliver »ingen palæstinensisk stat uden Øst-Jerusalem som dens hovedstad«, sagde Abbas. Han lød, som om det var begyndt at gå op for ham, at den »palæstinensiske sag« kunne være ved at fortone sig, og opfordrede sammen med andre »palæstinensiske« ledere til »tre dages rasen«. Nogle få demonstranter afbrændte dæk og amerikanske flag – det sædvanlige.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, opfordrede den 13. december i Istanbul Organization of Islamic Cooperation (OIC) til at gribe ind og ansporede lederne af de muslimske lande til at anerkende Jerusalem som “den palæstinensiske stats besatte hovedstad”. Saudi-Arabiens kong Salman holdt sig langt væk, og det samme gjorde næsten alle de andre sunni-ledere. Kongen udsendte blot en meddelelse om, at han opfordrede til “en politisk løsning for at løse den regionale krise”. Han tilføjede, at “palæstinenserne har ret til Øst-Jerusalem” – det var det mindste, han kunne gøre; han foretog sig intet yderligere. Erdogan støttes hovedsagelig af Iran, som i dag er Saudi-Arabiens og de andre sunni-landes vigtigste fjende.

»Det vil ikke blive enden på krigen imod Israel«, sagde den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, »men det kunne blive begyndelsen til enden på den ‘palæstinensiske sag’«.

Tiden synes at være inde for de vesteuropæiske ledere, som stadig blindt støtter den »palæstinensiske sag«, til at stå af, før tabene bliver for store, både politisk og økonomisk. At tage parti for Erdogan og mullaherne for at støtte en terrorenhed, som aldrig bliver til en “stat,” vil ikke hjælpe dem i bekæmpelsen af terrorismen og den stigende islamisering af Europa.