Billede: Guercino (1591-1666) Jesus and the Samaritan Woman at the Well (1640-41)

Anden søndag efter Helligtrekonger. Lektier: 1. Kongebog, 8, 1.12–13, 22.30 og 1. Johannes 4,5–26.

Bor Gud da på jorden? Nej, himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget! Sådan sagde Kong Salomon, da han skulle indvi Jerusalems stor­slåede tempel. Det var et imponerende bygningsværk, stort og flot og prangende. Det havde kostet ufattelig mange penge og taget vanvittig lang tid at opføre det. Og dog vidste Salomon godt, at end ikke dér kunne Gud rummes. Heller ikke her i Tjele Kirke kan han rummes – han er for stor.

I dagens evangelietekst taler Jesus med en samaritansk kvinde, om hvor Gud egentlig rettelig skal tilbedes. En kilden sag i konflikten mellem samaritanerne og jøderne var netop spørgsmålet om, hvor Gud rettelig bør tilbedes: På Garizim-bjerget som samaritanerne gjorde, eller i Jerusalems tempel, som jøderne gjorde. Det udløser en tale, hvor Jesus siger, at det i grunden kan være ligegyldigt, hvor man tilbeder Gud henne. For Gud er ikke bundet til et bestemt sted. Det vigtige er, at man tilbeder ham i ånd og sandhed.

Gud og det hellige er ikke bundet til et bestemt sted. Hvor du vælger at lade din tilbedelse ske, er ligegyldigt. Du kan m.a.o i princippet lige godt tilbede Gud i Jerusalems tempel, i Peterskirken, hjemme hos dig selv, ved stranden eller hvor du nu synes. Stedet har ingen betydning – blot du tilbeder med hjertet, uden hykleri og udvendighed. ”Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed”, som Jesus siger til kvinden ved brønden.

Man hører det tit sagt, at kirken ikke i sig selv er noget helligt rum. Huset er ikke helligt som sådan – det er jo bare lavet af sten og tegl. Og i princippet kan man lige så godt dyrke Gud i bussen eller i bingohallen, som man kan dyrke ham her i kirkerummet.

Men alligevel fornemmer de fleste mennesker instinktivt, at kirken er et anderledes hus end andre huse. Der er grænser for, hvad man bryder sig om at lade ske i et kirkerum. Man kan måske nok bruge det til en kop kirkekaffe. Men hvis man fx skulle holde modeshow her i kirken, eller hvis man arrangerede ungdomsdiskotek eller en cirkus­fore­stilling – så ville det virke forkert. Det ville føles som en vold­tægt af huset, en profanering, det ville simpelthen gøre kirkerummet for verdsligt.

Man må huske, at det, der sker ved en gudstjeneste, når Ordet lyder og sakramenterne uddeles og lovsangen strømmer som et offer op til Gud – dét er faktisk helligt. Guds Ord er helligt. Dåben og nadveren er hellige. Embedet er helligt. Og det er værdifuldt, at vi har et hus – en kirke – som er beregnet til at indeholde det hellige. Når det hellige foregår herinde i kirkerummet, så bliver huset helligt. Ordet helliger huset, som Grundtvig sagde.

Lader man kirken blive et helt almindeligt, dagligdags hus, der bare bliver brugt til de samme helt almindelige, dagligdags foreteelser som alle andre huse: foredrag, fællesspisning, teater, modeshow osv., så risikerer man, at denne almindeliggørelse af rummet kommer til at brede sig ud over gudstjenesten; ud over det, der skal være helligt. Sådan så der midt i al dagligdagen og almindeligheden ikke længere er plads til Ordets, sakra­menternes og embedets hellighed.

Kirken er det eneste hus, som ikke er bygget med henblik på, at vi mennesker skal forholde os til hinanden. I kirken samles vi ikke om os selv og hvad vi kan og vil og tror; i kirken er vi sammen om at være vendt mod Gud. Derfor er kirken også stedet, hvor menneskers personlighed, fordomme og politiske anskuelser ikke spiller nogen som helst rolle. Det kan godt være, ham, der sidder ved siden af dig, tilhører en anden generation end du, har en anløben moral, stemmer på et rædselsfuldt politisk parti eller på anden måde har usympatiske træk; men her, ved gudstjenesten, spiller alt det ingen rolle, fordi han ved gudstjenesten, ligesom du, får tilsagt sine synders nådige forladelse. Idet både du og han og alle vi andre, samtidig tilsiges syndernes forladelse, bliver vi så at sige ”nulstillet” og er alle lige meget værd.

Det er i kirken, vi samles om Guds ord. Om at tilbede og lovprise Gud. Ikke sådan at forstå, at man ikke kan bede og lovsynge andre steder, selvfølgelig kan man dét; men kirken er stedet, der er byggetspecielt til det.

En af præsten Sabine Bech Hansens konfirmander sagde engang, at han syntes, det fede ved kirken var, at der er højere til loftet herinde, end udenfor. Det er meget godt sagt, for når Guds hellige Ord fylder kirkerummet, så bliver der nemlig  højt til loftet. Højere end der er til himlen udenfor.

Til gengæld kan kirkerummet også blive trangt og lavt, når vi insisterer på at fylde det med os selv og hvad vi nu mener er rigtigt og godt. Et rum, hvor vi let spærres inde i alt, hvad vi selv har bragt med, som Jørgen Michaelsen meget præcist skriver i en salme, der desværre ikke fandt nåde for salmekommissionens øjne i 2003. Når fx nogle præster i næstekærlighedens navn finder for godt at bruge deres prædikestol til at prædike en bestemt politisk holdning til fx klima eller flygtninge, så mener jeg, at kirkerummet bliver meget lille. Så er menigheden ikke længere et fællesskab af tilgivne syndere med ansigterne vendt mod Gud. Så er menigheden i stedet delt op i to hold: de rigtige og de forkerte, de rene og de urene, venstre og højre, de næstekærlige og de ukristelige. Og ansigtet drejes uvilkårligt hoverende ned mod sidemanden, der stemte på De Forkerte ved sidste valg: ”Du er ikke et næstekærligt menneske. Du er ikke en rigtig kristen som jeg. Hvad laver du egentlig her?”

Kirken er ikke beregnet til, at mennesker skal sidde i den og sortere hinanden efter hvor gode og næstekærlige, de ser ud til at være. Dommen er Guds alene, og det tilkommer ikke mennesker at dømme hinanden i Guds navn.

Kristendommens kerne er heller ikke næstekærlighed, men  Guds nåde. Guds nåde, som formidles i Ordet og sakramenterne og som vi takker for i bøn og salmesang. Guds nåde, som er det eneste, der gør, at du som den synder, du er, kan løfte nakken og ånde frit som det tilgivne og elskede menneske, du er. Det er om Guds nåde, vi samles her i kirken, og det er i mødet med Gud og hans store, uudgrundelige, uudtømmelige nåde, at vores gudstjeneste og huset her bliver helligt.

Merete Bøye er cand. theol og sognepræst i  Viborg Domsogn samt Tjele og Nr. Vinge, desuden redaktør af tidsskriftet Nyt Babel.dk

Køb Hege Storhaugs bog her!