Forestil Dem en situation, hvor en virksomhedsejer kan få 40.000 kroner på betingelse af, at han kun ansætter hvide mennesker. En sådan ordning ville snart blive kaldt ved rette navn: Race-diskrimination. Forestil Dem så en situation med modsat fortegn og hudfarve. Så kaldes ordningen IGU, hvilket er en forkortelse af Integrations-Grund-Uddannelser.

Med IGU får danske arbejdsgivere op til 40.000 kroner i støtte for hver ansat asylansøger. Ordningen har der været enighed om blandt arbejdsmarkedets parter siden marts 2016. Dermed har arbejdsgiverne tydeligvis storsnydt LO og resten af fagbevægelsen til at acceptere løndumping og diskrimination.

På den ene side gavner ordningen tilrejsende islamisk arbejdskraft. På den anden side ser man ofte danske ledige blive chikaneret i kontant- og dagpengesystemerne. Samtidig har danske unge svært ved at finde lærepladser. Samtidig er der mangel på fleksjob og job til handicappede. For velfærdssamfundets rentabilitet bliver det hele ikke bedre af, at IGU-asylsøgere optjener ret til dagpenge. Dermed skubber arbejdsmarkedets parter såvel som Venstre og Socialdemokratiet de offentlige udgifter fremad.

Kyniske arbejdsgivere kan efter hver enkelt afsluttet IGU hvert andet år mæske sig i en ny dosis statsstøtte ved at snuppe næste ledige syrer eller somalier i rækken. Det er desværre svært at beskrive situationen som andet end hykleri, når virksomhederne i Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og Dansk Erhverv efterspørger import af arbejdskraft.

Senest har de rige organisationer sågar gjort Dronning Margrethe til trækhest for deres vogn i forbindelse med majestætens seneste nytårstale til folket. Løsningen på det påståede problem ligger ellers lige for og havde ikke behøvet hoffets involvering: Enten sæt lønnen op eller klar flaskehalse via østeuropæisk arbejdskraft. Princippet kaldes udbud og efterspørgsel, og pudsigt nok kan virksomhederne i DI og Dansk Ervherv godt forholde sig til “udbud og efterspørgsel”, når de skal begrunde prisstigninger på egne produkter.

Hykleri er der også tale om, når Socialdemokratiet, rød blok og den samlede fagbevægelse, herunder naturligvis 3F, HK, NNF, Dansk Metal m.fl., så tydeligt skader egne medlemmers interesser. Nogle mere end andre. For fagbevægelsen er der tale om flerdobbelte skud i egen fod. Ikke blot har arbejdsgivere incitament til at fyre lavtlønnede danske fagforeningsmedlemmer. Ikke blot diskrimineres arbejdsløse medlemmer. Næ, tilmed betyder IGU-ordningen, at medlemmer, som er i job, nok kunne få mere i løn. Mangel på arbejdskraft er typisk et forhandlings-argument for en fagforeningschef, der ønsker at øge sine medlemmers lønniveau. Fra et samfundsperspektiv vil nogen hævde, at lønstigninger vil gå ud over Danmarks konkurrenceevne. Omvendt bliver konkurrenceevnen alligevel ramt, når importeret islamisk arbejdskraft skal læres op.

Helt tragikomisk er situationen derfor set med menige 3F’eres øjne, fordi særlig den fagforening markerer sig, ofte med rette, i kampen mod “løndumping”. Politisk set er IGU’ernes ophavsmand statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) såvel som hans støtter hos De Radikale, Socialdemokratiet, Venstre, hvorimod Dansk Folkeparti (som denne blogskribent er medlem af) hele tiden har sagt nej til IGU. Målt på tallene har IGU hidtil været en dundrende fiasko, idet kun få asylsøgere har taget imod det danske samfunds gavmilde tilbud.

Forhistorien er, at IGU’erne blev oprettet med trepartsaftalen i marts 2016. I årene 2014 og 2015 var der i alt kommet 36.108 asylsøgere under de daværende socialdemokratiske og Venstre-ledede regeringer. Selv 15 måneder efter IGU’ernes oprettelse var kun omkring 500 kommet i IGU-forløb i sommeren 2017. Siden er tallet omtrent fordoblet, men det grundlæggende problem er uændret. IGU giver ikke asylsøgerne tilstrækkelig incitament til at arbejde, men snarere til at forblive på passiv forsørgelse i islam-ghettoerne. Statistikken fortæller, at mange asylsøgere starter IGU-forløb for derpå at droppe ud lynhurtigt. Det sker, når de opdager, at de taber penge, f.eks. boligydelse. Groft sagt er IGU-ordningen et mål for, hvilke islamiske asylsøgere, der godt gider investere i Danmark og danskerne.

Det er rigtigt, at nogle ledige danskere også ville prioritere på nøjagtig samme måde og lade være med at arbejde. Men det ændrer ikke ved, at de statsstøttede IGU’er er neonlysende fiaskoer for “integration” af asylsøgere – som oven i købet slet ikke skal “integreres”, fordi de næppe får permanent opholdstilladelse i Danmark. Der er yderligere grunde til, at IGU’erne er dansk politiks 22. forfejlede “integrations”-plan siden 1999. Det viser sig, at mange IGU’er er kommunalt ansatte. I førende asylkommuner, f.eks. Jammerbugt i Jylland, prøver borgmestre med skatteyderpenge at “købe” sig til kunstige IGU-successer.

Individuelt på arbejdspladserne er en del IGU-deltagere de rene fusere; andre er ualmindelig driftige og arbejdsomme mennesker. Især sidstnævnte fortælles der gerne om i Danmarks “public service”-medier.

Tag Mohamed Ibrahim på Tican-slagteriet i Thisted. I 2017 fyrede Tican mindst 55 danske arbejdere, men hvis man for en stund holder fokus på Mohamed, så arbejder han godt. Mohamed er rap på fingrene og kan udtale ordet “træls” helt korrekt. Og det er vitterlig “træls” for Mohamed, når han nu har grebet chancen for opnå et bedre liv, hvilket han må roses for. Men Mohamed er gidsel i en primitiv politisk debatkultur i Danmark, hvor nogle meninger anses for gode, mens andre anses for onde.

Havde tiden været en anden og Danmark ikke så fuld af importerede voldelige vaneforbrydere som Gimi Levakovic og Shuaib Khan, så ville der måske have været plads til gode folk som Mohamed. Men det er der næppe. I Danmark er der lighed for loven. Mohamed må hjem og bygge sit fødeland op, men dog gerne med en bonus for indsatsen og velviljen over for danske samfundsnormer. Mohamed greb sin chance, så derfor burde han måske rejse hjem medbringende en del af de op til 40.000 kroner, som danske arbejdsgivere får for hver IGU. Det ville være gavmildt og gavnligt, og der er i øvrigt endnu et problem med IGU’erne:

Afhængig af forholdene i den enkelte erhvervssektor kan ordningen i princippet udgøre ulovlig statsstøtte til enkeltvirksomheder. Det er i givet fald i strid med EU’s konkurrenceregler. Så ville det da være ulig bedre, hvis Mohamed rejser hjem med en genopbygnings-bonus fra Danmark. Til gengæld bør han med en DNA-test som dokumentation love aldrig at søge asyl i Danmark igen.