Prædiken til 1 søndag efter Helligtrekonger

Læsninger

Sl 8
Kol 1,15-19
Mark 10,13-16

Salmer:

712 Vær velkommen

392 Himlene Herre

136 Dejlig er den himmel blå

122 Den yndigste rose

101 himlens morgenrøde

Et menneske vil uafvendeligt vende blikket mod himlen. For mennesket stammer på en måde selv fra himlen, skabt som et menneske er med øjet himmelvendt, med noget af Det evige og Gud i sig. Kun lidt ringere end Gud, synger salmisten. Derfor søger mennesket himlen og aner, at himmellegemer, sol, måne og stjerne peger på dets skaber. På livets grund.

For mange, mange år siden var det blevet spået, at en særlig stjerne skulle lede mennesker til en særlig konge. Den konge var lyset, selv, der var kommet til verden, Ordet, som var der fra begyndelsen og i hvem alt blev skabt.

Der hos ham skulle sol og torden nu forklares som vi sang. Det vil sige: Gud havde ganske vist åbenbaret sig i himmellegemerne – i sol og måne og stjerner, men den endelige åbenbaring eller tilsynekomst, den endelig forklaring på hvem skaberguden er, den ville være i kongen, i barnet i krybben.  Her skulle Gud vise os, at han er vores far og at vi er hans børn. At vi på ny er hans kære børn. Den konge var skaberen selv i menneskeskikkelse.

Barnet i krybben er, nu som dengang, tegnet. Barnet er ordet, der lyser for vor fod. Barnet har vist os Guds billede her på jorden. Barnet har vist os, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen og vi skal komme derhen ved ham. Han er sandheden, vejen og livet. I det barn skal vi se, at vi er børn i hans rige.

Men mange har aldrig fornummen, at rosen i verden er kommen, hedder det i en salme, vi skal synge senere. Dette motiv kredser mange af den svenske forfatter Selma Lagerlöfs legender også om:

I legenden om De vise mænds brønd, har de vise mænd svært ved at forstå at tegnet den fattige kone med barnet.

”de tre vise mænd så sig om efter slotte og fæstningstårne, og alt hvad der hører en kongestad til, men de så intet. Og hvad værre var – stjernelyset førte dem ikke engang ind i byen, men standsede ved en grotte ved vejkanten. Der listede det milde lys sig ind igennem åbningen og viste de tre mænd et lille barn, der lå i sin moders skød og blev lullet i søvn. Men skønt de tre vise så stjerneglansen der omgav barnets hoved som en krone, blev de stående uden for grotten. De gik ikke ind for at spå den lille ære og kongemagt. De vendte sig og gik bort uden at røbe deres nærværelse, de flygtede fra barnet og gik atter ned ad bjerget.”

Tørken, der fortæller vores historie, konstaterer, da hun har fortalt dette at: ”intet er så ufrugtbart som menneskehjertet”.

Da vismændene har forladt grotten er stjernen, som førhen ledte dem væk. Da forstår de straks, at de har syndet mod Gud. ”De bævede af skræk som for lyd og torden og deres indre blødgjordes og ydmygheden skød op som grønt græs i deres sind.” Sådan står der.

Deres hjerte blødgjordes. Så synet af barnet hos dets mor må alligevel have gjort noget. For deres hjerter blev bløde som barnehjerter og de vendte tilbage for at prise barnet. De blev omvendt. Og så er vi ved den evangelietekst, jeg lige læste, den som handler om modtagelsen af Guds rige og at vi for at modtage det skal omvende os og blive som børn. Det vil sige – blødhjertede. Uden modstand. Uden hårdhed.

Man siger, at der er verden mellem Gud og mennesket. Sådan er det ikke for barnet. Barnet er i umiddelbar samklang med livsgrunden. For angsten er ikke vokset frem i barnet. Egenrådigheden er ikke. Barnet lever således i samklang med de kræfter, der skaber og opretholder det. Det er på den måde, vi skal ligne barnet. Og der er en sammenhæng mellem det, at Gud kom til verden som et barn, at Ordet var et barn og så det at vi skal modtage Guds rige som børn.

Grundtvig siger det:

Guds-Billedet fra evighed

Vor Mester vis,

Som kom fra himlen til os ned

Paa Børne-viis.

Har med sit liv og med sit ord

Oplyst Guds-billedet på jord,

Han har det vist, han det har sagt,

Jordelivet kun i barnedragt

Har adgang til Guds rige!”

Hvad skal det sige? Jo, at Ordet selv blev barn, viser os, at vi skal blive som børn for at være med i hans rige. Vi skal se på ham.  Vi skal starte der ved krybben. Ved den fattige kone med barnet i sit skød.

I oldkirken var der to store fester. Epifanifesten og påsken. Epifani betyder tilsynekomst eller åbenbaring. Nærmere bestemt Guds tilsynekomst. Epifanifesten er en af kirkens ældste fester. Her fejrede man dels Jesu tilsynekomst for de vise mænd og dels Jesu dåb i Jordan og altså åbenbaringen af hans herlighed for hele verden. Festen markeres stadig i den ortodokse og katolske kirke og fejres også som en folkelig fest i syd- og østeuropa.

Herhjemme var Hellig tre konger helligdag indtil helligdagsreformen i 1770. Nu er der vist mest kun en kirkelig markering tilbage af festen. Men nogen kan måske mindes, at de har fejret hellig tre konger derhjemme. Måske med Helligtrekongers lys, eller måske var det den dag, man bar juletræet ud sådan som det er beskrevet i Peters jul, for hellig tre konger er jo egentlig afslutningen på julen. Måske har man sunget Dejlig er den himmelblå. Eller måske bare kigget på himlen, som faktisk ER mere blå i disse dage.

Hjemme hos os læste vi De vise mænds brønd og spiste hellig tre kongers kage i fredags. Og sang 12 days of christmas (Hellig tre konger er julens 12. dag). For jeg synes det er meget ærgerligt, at vi ikke bliver ved krybben lidt længere. Tidligere varede julen faktisk til midt ind i januar. Måske i erkendelse af vigtigheden i at dvæle ved barnet.

For vi må først gå som hyrderne  – med stille sind til barnet ind. For at komme hjem til troen og til vores skabelses gåde. Og det giver festen for de hellige tre konger os jo netop mulighed for. Til barnet skal vi stige ind og blive børn i sjæl og sind.

Epifani- eller hellig tre kongerstiden giver os mulighed for at vende verden og alt det der trækker os væk fra Gud, ryggen for en stund. Alt det der forhindrer vores tanker i at kredse om Gud og Guds rige. Alt det der gør os hårde og ufrugtbare i hjertet. Vi bliver lidt ved underet og det gør sin virkning i os. Så vi kan omvende os og blive som børn og modtage hans rige.

Fordi det er så vigtigt, at vi ser på barnet, så vi kan omvende os og selv blive som børn, har mennesker afbilledet den hellige jomfru med barnet på utallige måder og utallige gange.  Et af de ældste billeder stammer fra det 2. århundrede. Det er indgraveret i katakombernes mørke gange. Vi ser en tilsyneladende almindelig kvinde, der beskyttende holder et lille barn ind til sig. Det var håb til forfulgte og pinte kristne. Det var en påmindelse om, at i dette barn havde Gud vist sig som en kærlig far. Det var et budskab om at, i dette barn var ”Immanuel” – det vil sige Gud med os. I dette barn var der et håb om, at der er liv og kærlighed efter døden og om at en dag vil lidelse og ondskab forsvinde.

På grund af deres tro var de kristne i Rom 2. klasses borgere, forfulgte og i livsfare, men dette billede af underet gav dem mod til at leve sådan.

Det leder mig til en anden afbildning af jomfruen med barnet som også har givet mennesker mod trods nød og fare. Det billede lever sit eget stille liv, i en lille montre ved siden af Gedächtnisskirche i Berlin. Billedet forestiller en kvinde med et barn i armene. Hun er svøbt i en kappe. Hendes krop danner ligesom en hjerte rundt om barnet. Den lille tegning er udført med kul på et stykke krøllet papir. Licht, Liebe, Leben. Festling Stalingrad, Julen 1942, står der rundt om mor og barn. Billedet er udført af den tyske læge og præst Kurt Reuber på en orlov hjemme i Tyskland. Orlov fra hans tjeneste ved østfronten, som han var blevet sendt til fordi han var kritisk overfor det nazistiske regime. Sammen med en gruppe soldater fejrer Reuber denne jul 1942 uden for Stalingrad. De ved godt, at slaget er tabt. Men de forsøger at holde modet oppe ved at fejre jul så godt de nu kan. Mens de spiser, synger de julesalmer og nu, under sangen, åbner Reuber en skabslåge. Dér i skæret af et stearinlys falder de modløse blikke på tegningen af moderen med barnet, som Reuber havde tegnet. De kigger alle rørt på billedet. Reubert skriver selv om den aften, i et brev, der nåede hjem:

”Billedet skulle udstråle tryghed og moderkærlighed. Jeg mindedes ordene fra Johannesevangeliet: lys, liv og kærlighed. Hvad mere kan jeg sige? Jeg ville udtrykke disse ord i billedet af en moder med sit barn. Jeg håbede, at dette billede af madonnaen ville åbne juledøren, som vi gjorde det derhjemme. Her ved fronten har vi kun en simpel trædør, men mine kammerater stod tryllebundne og andægtige foran det store billede, som hang på lervæggen, og vores julefejring blev fuldstændig oplyst af billedet og det var med hele deres hjerte, mine kammerater stammende læste ordene Lys, liv og kærlighed.”

Det er sagt, at når alt tages fra et menneske – så ser mennesket Gud klarere. Sådan er det for den, der snart skal dø, den der står ved muren, hvorfor den døende også ofte spørger efter Gud, efter tilværelsens grund, selv om han aldrig har gjort det før. Sådan er det for den kvinde, der skal bringe liv til verden. Sådan må det vel også være for lægen og sygeplejersken, der skal redde liv. Og sådan tror jeg også det er for soldater i krigszonen.

For soldaterne på østfronten den nat blev Reuberts tegning deres trøst midt i alt det håbløse. For i den lille tegning, så de et billede på Gud selv. I den lille tegning var noget fra himlen, fra det evige, fra lysets rige, brudt ind i DERES mørke.

Der findes to kopier af Stalingradmadonna, som de kaldte tegningen. En kopi hænger i Coventry Cathedral som blev ødelagt af tyske bomber i 1940 men genopført i 1962. Den anden i en russisk- ortodoks kirke i Volgograd – det tidligere Stalingrad. Og originalen? Den kan vi som sagt se i Berlin. Her hænger det lille billede i sin udstillingsmontre i den travle forretningsgade og minder stilfærdigt, de forbipasserende, der har åndsnærværelse nok til at registrere det, om det største under: EPIFANI festens midtpunkt: Guds selvåbenbaring i barnet og ordene fra Johannesevangeliet om lyset der skinner i mørket. Lys, liv og kærlighed.

Historien om barnet i krybben, julens historie, tror jeg, er en historie som selv folk der har fraskrevet sig troen røres af. Denne historie om Gud, der så udsat kommer til jorden i det fattige barn er en historie vi bliver ved med at vende tilbage til. Historien om Gud, der bliver menneske. Det er begyndelsen på noget helt nyt og det ændrede verden for evigt.

Derfor må det være den allerbedste måde at starte et nyt år på – sammen med vismændene at grunde over barnet, gudsbilledet her på jorden – og kaste os ned og tilbede det, for at vi må vende om og blive som børn igen, så vi kan modtage Guds rige.

Med dette ønskes I alle et godt nytår. Amen.

Nana Hauge er cand. theol. og valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder. Desuden redaktør af tidsskriftet Nyt Babel.dk