Vær velkommen, Herrens år, synger vi i nat og nu igen nytårsmorgen. Vi byder det nye år velkomment som Herrens, ikke vores eget, og resten af salmen er udformet som en bøn til nådens og fredens Gud, vores far i Himlen om, at han vil give os et frugtbart og fredeligt år, os til glæde og gavn. Selv om det ikke er det kirkelige, men det verdslige nytår, vi fejrer i dag, vil vi med andre ord gerne tilkendegive, at året er Herrens, det er Guds, det er ham, der styrer, i verdslige forhold såvel som i kirkelige.

Hans er Riget og magten og æren i evighed, og derfor er det ham, vi tyr til med vores glæde og sorg, vores savn, vores tvivl og vores ønsker. Derfor er det ham, vi beder til. Bøn er en af grundstenene i den kristne tro, for det er først og fremmest gennem bønnen, at mennesker henvender sig til Gud. Derfor er det også vigtigt for kristne mennesker at lære at bede – og det er det, Jesus lærer os i dag. I ved nok, at nogle kristne er drevne bedere. De kan til enhver tid formulere en fri bøn – nogle i de smukkeste, formfuldendte vendinger, andre på jævnt og ligetil dagligsprog. Det er dejligt, at der findes mennesker, der har et så ligefremt forhold til det at bede; men man må nok se i øjnene, at der også er mange, der ikke er så gode til at finde på bønner. Det kan have mange årsager: måske kan man ikke finde på noget at bede om eller takke for. Måske er man et beskedent menneske af få ord, som føler det mærkeligt at skulle finde på fraser, der nu kunne være passende at henvende sig til den almægtige med. Eller måske er man bare ikke vant til at bede, og kan ikke få taget sig sammen til at få begyndt på en bøn.

For alle de, der har det svært med at vride hjernen for at finde på ting at bede om eller ord at udtrykke det med, er der godt nyt i dagens evangelium. Her lærer Jesus os nemlig sin egen bøn. Kan man den – og det kan de fleste jyske skolebørn lykkeligvis stadig – så kan man til enhver tid folde sine hænder og bede. Du behøver slet ikke selv finde på din egen bøn; du kan simpelthen låne Jesu bøn – Fadervor. Og det er slet ikke så ilde.

Guds egen kære søn har sagt os fór sin bøn, skriver Aastrup i den salme, vi skal synge efter prædikenen. Det er et lidt mærkeligt udtryk: sagt os fór, men vi kender den tilsvarende vending: at synge fór. Oprindelig betød dét, at synge fór, at degnen sang en linje af en salme, som menigheden derefter gentog. Man kan sige, at Jesus ”synger for” eller ”siger for” på Fadervor, fordi han har lært bønnen fra sig mundtligt til sine disciple, som har lært den videre til atter andre – sådan så vi nu kan stå her i dag og sige den efter. Når vi beder Fadervor, så er det på dén måde et ekko af hans bøn. Når vi beder vores Fadervor, så beder Jesus med os. Og vi har alle en bøn – den bedste af alle bønner, den eneste bøn, der i grunden er nødvendig – som vi kan bede, når vi vil. Fadervor er på den måde Jesu bøn og vores på én og samme tid.

Jesus lærer os i dag, hvordan vi skal bede. Vi skal simpelthen bare gøre som ham, sige hans bøn efter: Fadervor.

Han lærer os også, hvordan vi ikke skal bede. Vi skal ikke bede som hyklerne, og vi skal ikke bede som hedningerne. Hyklerne er dem, der stiller sig offentligt frem og rabler den ene fromme frase efter den anden af sig, med den bagtanke at vi andre skal komme til at synes, de er særlig gudvelbehagelige eller næstekærlige mennesker. Den slags ser Gud selvfølgelig lige igennem. Hedningerne – og med ”hedninger” har Jesus ment alle dem, der ikke var jøder – de beder med mange ord, fordi de tror, at de har større chance for at blive bønhørt, hvis de beder meget ofte og  længe. Fx fem gange om dagen. Men deres bønner er bare tom snak; de har ikke rod i hjertet.

Vi skal ikke bede som hyklerne eller som hedningerne, siger Jesus. Men hvordan skal vi så bede? Vi skal bede som børn, der beder til deres far: Det er jo det, der ligger i det, når bønnen, Jesus lærer os, hedder ”Fader vor” – vores far. Børn beder om lige, hvad de vil. Har de lyst til noget, så beder de om det. Længe og indtrængende. Af og til tigger de, og nogle gange plager de ligefrem. Jeg tror, alle forældre kender til det: Man står midt i Bilkas legetøjsafdeling, og pludselig – får poden øje på lige den brandstation, han længe har ønsket sig. ”Mor, mor! Må jeg ikke godt få den brandstation?” Får han et nej, prøver han at forhandle: ”Jeg skal aldrig bede om noget mere, bare jeg må få den brandstation!” eller ”Jeg lover, at jeg nok skal rydde op på mit værelse hver dag, bare jeg må få den. Må jeg ikke nok?” Er svaret stadig nej, får skruen måske lige en ekstra tand: ”Jeg gider overhovedet ikke have dig til mor, hvis ikke jeg må få den brandstation! Alle de andre har sådan én! Det er uretfærdigt!” Bliver han ved, er det muligt, at han på et tidspunkt får lov til at få den eftertragtede tingest – selvom sagen sandsynligvis ville være en anden, hvis det var en kæmpestor slikpose, han havde plaget om. For ikke at tale om motoriseret værktøj eller et kørekort eller en atombombe, eller hvad små børn nu kan komme i tanker om, kunne være nyttigt eller gavnligt for dem at eje.

Det korte af det lange er, at overfor Gud har vi barnekår, og det vil sige, at vi har lov til at opføre os overfor ham, ligesom børn opfører sig overfor deres forældre. Lige så umuligt og anstrengende og stressende. Gud har givet os lov til at blive hans børn, dvs. han har givet os del i den kærlighed, som han har til sin eneste søn. Han elsker os, ligesom en kærlig far eller mor elsker sine små.

Gode forældre giver ikke deres børn alt, hvad de plager om. Men de elsker dem, uanset om de plager og skaber sig og opfører sig komplet urimeligt. Og de ved, hvad de har brug for. Derfor har vi lang snor i forhold til Gud. Vi behøver ikke opføre os overfor ham, ligesom vi ville opføre os over for en skrap tante, eller over for chefen i firmaet eller en magtfuld skrankepave. Han er ikke en boss, der skal sleskes og krybes for. Han er vores far, som er i Himlen.

Amen.

Merete Bøye er cand. theol og sognepræst i  Viborg Domsogn samt Tjele og Nr. Vinge, desuden redaktør af tidsskriftet Nyt Babel.dk