I løbet af hele 2017 evnede Tyskland ikke at returnere ét eneste «uledsaget flygtningebarn», skriver Die Welt., Ikke engang vanekriminelle, grundløse asylsøgere fra lande som Marokko.

«Uledsagede flygtningebørns» drab på unge tyske piger hører til de mest gruopvækkende konsekvenser af tyskernes manglende selvopholdelsesdrift, men de mindre spektakulære virkninger manifesterer sig hver dag. Mannheims borgermester Peter Kurz klager sin nød over en gruppe yngre marokkanere, som lægger en «kriminell energi af hidtil ukendt styrke for dagen».

Denne hjælpeløse tilstand gør sig gældende to år efter, at Köln-politiet registrerede 40 procent straffede blandt byens nordafrikanske indvandrere, og det kom frem, at nordafrikanske familier sender sønner til Tyskland i den hensigt at begå betigelseskriminalitet. Også i Düsseldorf herskede der allerede da lignende tilstande.

Baggrunden for hjælpeløsheden er tyskernes egne regler, som tilsiger, at en nominelt mindreårig afvist asylsøger ikke kan returneres til hjemlandet, med mindre det er bragt på det rene, at familien accepterer at tage imod vedkommende, eller der findes egnede modtagelsersfranstaltninger, som kan tage sig af ham efter hjemkomsten.

Med tanke på at sønnene blir sendt til Europa for å skaffe penger til familien, om nødvendig ved kriminalitet, handler det åpenbart om en kriminell kultur. Hvordan kan man forvente at kriminelle kulturer samarbeider om retur av et av sine kriminelle medlemmer fra den europeiske honningkrukken? De tyske bestemmelse bygger på en uuttalt forutsetning om at kriminelle personer skal følge siviliserte spilleregler. Så familiene lar seg naturligvis ikke kontakte av tyske myndigheter, til tross for at de er i kontakt med sine utsendte sønner.

Det skal der nu ændres på, bekendtgør det tyske indenrigsministerium. Hvis familierne ikke samarbejder, vil Tyskland oprette egnede modtagelsescentre i de afviste asylsøgeres hjemlande, så det er mulig at opfylde reglerne for hjemsendelse. Ministeriet har nu iværksat et «pilotprojekt» med sigte på at opnå dette. I to planlagte centre i Marokko er det tanken, at der skal der tages hånd om hjemsendte unge. Måltider, «socio-pædagogisk» støtte – you name it. Tyske myndigheder er gået i dialog med marokkanske myndigheder med sigte på realisering. Behovet for NGO-ere giver sig selv.

Men hvad skal dette skuespillet gøre godt for? Til at berige NGO-erne og betale Marokko bestikkelsespenge for at tage imod sine egne kæltringe?

Enhver som kender blot den mindste smule til det udvidede Mellemøstens klankultur, vil hurtigt indse, at de unge, som returneres til sådanne centre i Marokko, vil forlade dem mere eller mindre prompte, for kort tid derefter at være tilbage hos deres egen familie.

CDU-politiker Ansgar Heveling siger til den tyske avis, at det ville have været fornuftigere at prøve at genforene de unge med familien, men siden dette ikke er lykkedes én eneste gang de seneste år, må myndighederne anstrenge sig mere for at opspore familierne.

Hvor svært kan det være at indse, at familierne vil være utilgængelige og over alle bjerge, så længe tyskerne behandler deres kriminelle børn med fløjlshandsker?