Trumps beslutning om at flytte den amerikanske ambassade i Tel Aviv til Israels hovedstad Jerusalem har endnu engang sat hans modstandere i en situation, hvor de skal argumentere imod en virkelighed, som Trump med det samme træk har eksponeret. I og med at Trump både har tilkendegivet viljen til at fortsætte fredsprocessen (død som den ellers er) og begrænset anerkendelsen til Vestjerusalem, er der tale om en rent symbolsk handling, skriver Jonathan S Tobin I National Review. Og han konkluderer derfor at arabisk eller muslimsk vrede derfor ikke handler om fredsprocessens tilstand, “but from a desire to destroy the Jewish state”.

The continued Palestinian refusal to accept the legitimacy of a Jewish state or Jewish ties to Jerusalem that is made manifest by their threats of a new intifada over a largely meaningless gesture by Trump remains the real problem. Trump may not be advancing a peace process that is already doomed, but he may give those willing to look clearly at the situation another demonstration of Palestinian intransigence.

Selvfølgelig kunne den snart muslimske by Malmö i Sverige byde på derboende muslimer, der råbte “Sigt og skyd på jøderne!”. Også Times Square i New York havde en højrøstet rød-grøn demonstration, hvor der blev råbt på “Intifada! Revolution!”, “Fra floden til havet” og det nostalgiske “Kaybar! Kaybar! Åh jøder!” om Muhammeds massakre på lokale jøder i de gode gamle dage. Og i moskeen i New Jersey blev der kaldt til folkemord.

Sveriges kammeradvokat mente, at et brandbombeattentat mod en synagoge i Gøteborg havde “med de aktuelle politiske hændelser at gøre“. Det var altså ikke et udtryk for alment negative følelser rettet mod jøder, at nogen på baggrund af en amerikansk beslutning om et adresseskift i Israel, angriber en synagoge i Sverige. Og det til trods føler svenske jøder sig ikke trygge i Sverige, hvorfor de er på vej til Israel.

I Espergærde blev et butikscenter smadret med sten, og der blevet skrevet grafittier, som “’Israel ud af Jerusalem’, men også nogle andre ting, som ikke er særlige pæne og derfor heller ikke behøver at blive nævnt”, hvilket blev betegnet som “pro-palæstinensisk graffiti” af TV2 Lorry.

Den tyske Kansler Angela Merkel og hendes kollegaer var “i chok” over antisemitiske optøjer i det centrale Berlin. Socialdemokraten Sigmar Gabriel sagde at der “ingen ret og heller ingen retfærdig grund til at afbrænde israelske flag, at opvigle had mod jøder eller at drage Israels ret til at eksistere i tvivl”. Alligevel støttede den tyske regering ikke amerikanernes “holdning, for status i Jerusalem bliver løst med rammerne for to-stats-løsningen”, som Merkel gentog den palæstinensiske præmis af at en anerkendelse af Jerusalem er en anerkendelse af Israel.

Og herhjemme var de tidligere udenrigsministre Mogens Lykketoft og Per Stig Møllerpå linje med deres europæiske kollegaer. Lykketoft kaldte endda beslutningen “tragisk” fordi USA derved opgiver at “presse Israel” til en tostatsløsning. “De allerfleste vetoer, der er nedlagt i FN’s Sikkerhedsråd, de er nedlagt af USA for at beskytte Israel mod at give indrømmelser mod Palæstina” fortsatte han sin logik.

Selvfølgelig skaber muslimerne sig, de fleste af ugens dage er ikke arbejdsdage, men Vredens Dag i den muslimske verden. Det palæstinensiske selvstyres Mahmoud Abbas rådgiver havde på forhånd truet i flæng på hans vegne; “Hele Verden kan komme til at betale en pris” hvis USA flyttede deres ambassade til Jerusalem. Den del af Verden, der er så uheldig at indholde muslimer har betalt prisen længe. En tegning eller et adresseskift kan altid få bølgerne til at gå lidt højere. Men skønt eksperter som Rasmus Boserup advarede om at den arabiske verden ville “eksplodere i raseri” mest er der tale om ‘medieparodier’, som Bassam Tawil skriver for Gatestone Institute.

Med Douglas Murrays ord

The reaction around the world in recent days has been a reminder of the one central truth of the whole conflict. Those who cannot accept that Jerusalem is the capital of the State of Israel tend to be exactly the same as those who cannot accept the State of Israel.

(…)

Those who have most forcibly criticised him, on the other hand, have shown something weak, as well as ugly, about themselves: When the facts on the ground were staring them in the face, they chose instead to bow to domestic fantasies of their own creation.

Sådan ser modstanden ud. Brandbombninger, knivstikkerier og terror til lyden af hysterikere i gader og moskeer og fra arabiske ledere, der tørster efter blod og folkemord. På deres side står Trumps kritikere i medierne, eksperterne og politikerne, efterladt uden et eneste argument for at efterkomme virkeligheden, at Jerusalem er Israels hovedstad og at en ambassade naturligvis skal ligge der. Istedet peger de forskrækket og moraliserende på hadet og volden og begræder hvor skrækkeligt det er, at det ikke den frygten der dikterer politikken, mens Verden alligevel ikke går under, som de troede.

Køb Hege Storhaugs bog her!