Reaktionerne på USA´s anerkendelse af det åbenbare – at Jerusalem ER Israels hovedstad – viser, at hverken journalister, embedsmænd eller politikere er i stand til at læse en kort og klar tekst på engelsk og desuden er uden historisk hukommelse. Eller at de i den grad er spundet ind i et net af fordomme og fejltagelser, som de ikke kan vriste sig fri af.

Jeg hørte i radioen en ophidset repræsentant for den statsfinansierede pressionsgruppe Mellemfolkeligt Samvirke, som uden modspil erklærede, at nu kunne USA ikke længere spille nogen rolle i ”fredsprocessen” i Mellemøsten. Nu måtte EU overtage ansvaret. Den mand bor på månen: Skal EU, der spiller hasard med Europas fremtid, nu også overtage ”ansvaret” for Mellemøsten? Senere kunne man på en TV-kanal høre Mogens Lykketoft og Per Stig Møller kritisere USA´s beslutning.

Lige før præsident Obama forlod Det Hvide Hus, vedtog FN´s Sikkerhedsråd med USA´s støtte en ensidig erklæring, som påstod, at bl.a. Grædemuren i Jerusalem lå på territorium besat af Israel og derfor var ”en åbenbar krænkelse af folkeretten”. Obama bad selv ved muren under sit officielle besøg i Israel for få år siden og må derved have krænket folkeretten!

Erklæringen var en markant afvigelse fra USA´s hidtidige position. Som professor Alan Dershowitz har gjort opmærksom på: Det var Obama, der ændrede status quo, mens USA under Trump nu har genoprettet status quo ved at føre Kongressens beslutning om Jerusalem som Israels hovedstad ud i livet. Den ensidige FN-erklæring sagde, at enhver ændring i de våbenstilstandslinjer, der eksisterede den 4. juni 1967, var ulovlige og en krænkelse af folkeretten. Hvorfor datoen 4. juni 1967?

Fordi til og med denne dato havde israelere og andre jøder ikke adgang til jødedommens helligste steder. Jøder kunne ikke bede ved Grædemuren. Deres synagoger i den østlige del af Jerusalem var utilgængelige eller ødelagte. Jødiske begravelsespladser var ligeledes utilgængelige og vandaliserede. Det Hebraiske Universitet, jødiske skoler og det jødisk byggede Hadassah Hospital var afspærret for jøder. Det jødiske kvarter i det gamle Jerusalem (og hele Vestbredden) var blevet renset for jøder, der havde boet dér i tusinder af år. Hvorfor?

Det skyldtes de arabiske staters og de arabiske lederes modstand mod den tostatsløsning, der var blevet vedtaget af FN i november 1947 og accepteret af jøderne. Staten Jordan var med i et koordineret arabisk angreb på Israel i 1948 (da englænderne forlod området), og Jordan besatte og annekterede ulovligt hele Vestbredden, hvor en ny arabisk stat skulle have været oprettet ved siden af den jødiske. Også Østjerusalem blev besat.

Jordans angreb, besættelse, annektering samt religiøse og kulturelle vandalisme blev naturligvis fordømt af Mellemfolkeligt Samvirke, Mogens Lykketoft og FN som ulovlig og en åbenlys overtrædelse af folkeretten. Nå, ikke? Nej, ikke en eneste gang i de kommende 19 år hævede nogen så meget som et øjenbryn!

I 1967 forsøgte de arabiske stater og palæstinenserne endnu engang at tilintetgøre den jødiske stat. Israel forsøgte at afholde i det mindste Jordan fra at gå med i angrebet, men forgæves. Igen blev det forenede arabiske angreb afvist, men denne gang blev de jordanske styrker drevet tilbage fra Vestbredden inkl. den østlige del af Jerusalem.

Israel havde forestillet sig, at det nu ville være muligt at indlede fredsforhandlinger, få afsluttet krigstilstanden og fastlagt de endelige grænser, men nej – samtlige arabiske stater sagde nej til forhandlinger, nej til anerkendelse af Israel og nej til fred med den jødiske stat. Og dér står palæstinenserne fortsat

I de 50 år, der er gået siden nederlaget i 1967, har Israel i modsætning til Jordan sikret alle religioner med helligdomme i Jerusalem og andre steder under israelsk kontrol fri og uhindret adgang til deres helligdomme, kirkegårde og begravelsespladser. To arabiske stater (Egypten og Jordan) har indtil nu anerkendt Israel, flere er på vej. Men palæstinenserne har forkastet samtlige forslag til en fredsløsning. I 2005 rømmede Israel Gaza-området med det resultat, at en islamisk palæstinensisk terrororganisation installerede sig som regering, hvis erklærede formål er at udrydde den jødiske stat og oprette en islamisk stat på hele området mellem Jordan-floden og Middelhavet – dvs. inklusive Israel.

Og nu frem til USA´s anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad. USA´s politik siden 1967 har været, at Jerusalems status skulle afgøres i en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne. Og med ”Jerusalem” mentes hele Jerusalem inklusive den vestlige del, som har været sæde for Israels regering siden 1949. Obamas FN-erklæring i 2016 fraveg denne politik ved at betegne de områder af Jerusalem inklusive Grædemuren og det gamle jødiske kvarter i Jerusalem, som Jordan havde besat, annekteret og tabt i en angrebskrig i 1967, og som Israel nu kontrollerede, for ulovligt besatte. Det var naturligvis en stor opmuntring for Israels modstandere.

Det fremgik klart af Trumps erklæring, at der med USA´s anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad ikke er taget stilling til hele Jerusalems fremtidige status, hvis palæstinenserne en gang skulle få sig taget sammen til at slutte fred med den jødiske stat. Der er altså ingen grund til ophidselsen i ”det internationale samfund” over USA´s annullering af Obamas fejltrin – udover at det var Trump, der besluttede at anerkende det åbenbare og dermed virkeliggøre den amerikanske kongres´ vedtagelse.

Det fundamentale i konflikten er det faktum, at araberne/palæstinenserne vil have Jerusalem som en jødefri hovedstad. Og nogle vil endda have et jødefrit Palæstina. Men tiden arbejder for Israel.

Bent Jensen er professor i historie, tidligere leder af Center for Koldkrigsforskning og forfatter til en række bøger – herunder koldkrigsværket Ulve, får og Vogtere