For to år siden besluttede et ret stort flertal af vælgerne at holde Danmark ude af EU’s fælles rets- og asylregler.

“Valgets tale er klar. Et betydeligt nej,” sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Trods nederlaget udtrykte han “fuld respekt for danskernes beslutning”.

Men det var desværre bare ord. Løkke var respektløs, da det kom til stykket.

Faktisk gjorde jasiden i månedsvis, hvad den kunne for ikke at gennemføre demokratiets mandat.

Løkke, Kristian Jensen (V) og daværende justitsminister Søren Pind (V) nølede bevidst med at lave en aftale, der kunne fortsætte dansk politis samarbejde med Europol.

To milepæle

For det første gik der hele fem måneder, før regeringen i foråret 2016 officielt genoptog de forhandlinger, som Løkkes forgængere, Helle Thorning (S), Mette Frederiksen (S) og Margrethe Vestager (R), havde sat i stå længe før afstemningen 3. december 2015. Standsningen af forhandlingerne bevirkede, at jasiden kunne iscenesætte et nej som noget nær en katastrofe.

Det andet aspekt er nærmest ukendt: Selv da Danmark officielt startede forhandlingerne om en parallelaftale i 2016, skete der intet. I Analyseenheden 4V, hvor jeg arbejder, har en kollega pløjet gennem dusinvis af EU-mødereferater, store som små.

Pinds tavse næb

Intetsteds ud af de hundreder af EU-møder i de første ni måneder af 2016 fremgår det, at danske ministre og diplomater med trumf og fyndighed forklarede de andre lande, at Danmark ønskede en Europol-aftale.

Det gælder dokumenterbart Søren Pinds møder med de andre justitsministre i EU. Netop blandt EU’s menige justits- og indenrigsministre var det pinedød vigtigt for Danmark at have forståelse.

Men ikke engang under “eventuelt”-punkterne, som enhver minister kan bede om, dukkede Pind op med fynd og klem. Pinds mærkværdige opførsel var sædvanen tro ikke noget, der førte til indslag på Danmarks Radio eller den øvrige EU-glade danske presse.

Plausibel forklaring

Der er kun én plausibel forklaring på Venstres og jasidens manglende interesse.

Ved at nøle kunne Løkke lade løjtnanter som Kristian Jensen, Jakob Ellemann-Jensen og Jan E. Jørgensen håne og angribe Kristian Thulesen Dahl for den klare fejl, som Dansk Folkepartis leder lavede lige før folkeafstemningen 3. december 2015.

Dahl kom for skade at love at anbefale et “ja”, hvis det blev nødvendigt med en ny folkeafstemning udelukkende om Europol.

Carte blanche til vælgersvig

Dette løfte, denne udstrakte hånd, viste sig at være en stor fejl.

Det blev jasidens carte blanche til intet at foretage sig. Jasiden nægtede at løse det egentlige problem, nemlig at sikre danskernes tryghed ved både at have en god grænsekontrol og et effektivt politisamarbejde.

Thulesens bekendelse

Til sidst måtte Thulesen Dahl indrømme fejlen.

I slutningen af september 2016 sagde han ligeud, at “jeg må blankt erkende, at jeg gik for langt sidste år.”

Den udtalelse havde omgående effekt. Først derefter blev det nødvendigt for Løkke at levere et ærligt stykke arbejde nede i EU. Europol-aftalen kom i stand på to måneder trods EU-Kommissionens “løfter” om det modsatte (primitiv EU-indblanding i dansk indenrigspolitik).

Dermed tog en perlerække af danske eksperter fejl. Den 11. maj 2016 sagde Tænketanken Europas direktør, Bjarke Møller, eksempelvis ifølge Berlingske:

“Det er aldrig før sket i EU’s historie, at man har kunnet forhandle en parallelaftale på plads på under et år. Det er nærmest et umuligt foretagende, man er ude i.”

Snart dukkede begrebet “særaftale” op i stedet for det mere korrekte ord “parallelaftale”.

Tydeligvis rummede den slagne danske jaside end ikke erkendelse nok til at give Morten Messerschmidt (DF) ret i, at en “parallelaftale” vitterlig var nem at få.

Den vigtigste afstemning i årtier

I historisk perspektiv var opgøret om retsforbeholdet den vigtigste afstemning for Danmark i årtier. Den betyder, at dansk lov, ret og grænser stadig gælder.

To år efter 3. december 2015 er den politiske lære, at Løkke på ingen måde holdt de forsonende ord, han lukkede ud, da han havde tabt og skulle klinke skårene efter at have splittet danskerne.

Løkke fortsatte i den følgende nytårstale:

“Hvis vi mister evnen til at tale sammen på kryds og tværs i samfundet, så mister vi noget meget dansk. Ja, hvis jeg skal sige det lidt højstemt. Så mister vi det særlige ved vores demokrati. Ligeværd mellem mennesker. Respekt for andre synspunkter. Ordentlighed. Det brede samarbejde, som Danmark bygger på.”

Det var kloge ord.

Havde Løkke og løjtnanterne, såvel som socialdemokrater, konservative, radikale, SF’ere og de alternative, dog blot lagt handling bag de kloge ord.

Erik Høgh-Sørensen tidl. EU-korrespondent og kandidat til Folketinget (DF), Aalborg.