På fjernsynet bliver de aldrig trætte af at analysere årsagerne til Dansk Folkepartis tilbagegang ved kommunalvalget. Og der fremkommer mange interessante synspunkter.

Det gjorde der også under aftenens (28.11.) diskussion mellem Mogensen og Kristiansen. Interessen skyldes ikke så meget deres overlegne forklaringer på DF-misæren, men derimod det faktum, at de lod os få et indblik i deres eget politiske univers.

Peter Mogensen sagde det klarest: DF’s problem er, at de har været alene om at malke koen i tyve år, men nu kommer alle de andre og hiver i de samme patter.

Koen står her for indvandringen, som altså kun er interessant i den udstrækning diverse politikere “malker” den. Indvandringen er ikke et reelt problem, der bør påkalde vores interesse, fordi det er vigtigt. Det eksisterer kun, fordi politikerne slår sig op på det.

Ingen ville finde på at beskylde nogen for at malke diverse sygdomme, arbejdsløsheden eller folkeskolen – blot fordi man har en bestemt politisk holdning til dem. For alle ved, at problemerne ikke er indbildte, men virkelige.

Hos M&M er det malkescenen, der er virkelig, og hvis koen ikke bliver malket, sygner den hen. Med sig i graven tager koen al bekymring om ghettoerne, ”de unge”, ”de kriminalitetstruede” osv.

Nogenlunde sådan må man udlægge de to analytikeres analyse.

Det er et gammelt propagandatrick: Når man tror de taler om en ting, er det i virkeligheden noget andet, de vil binde os på ærmet.

Det er ligesom i gamle B-film, hvor man fra tid til anden undrede sig over, at en bestemt scene var indlagt. Indtil man bemærkede, at helten sad og fumlede med en øl af et bestemt mærke. Scenens formål var altså ikke film, men øl.

Ligeså med Mogensen og Kristiansen. Man tror de går op i dansk politik, men de går endnu mere op i at berige den offentlige samtale med deres eget politiske budskab. Og det lyder:

Kun underuddannede dumrianer kan stadigt mene, at islam udgør en trussel.