Tillad mig at citere fra Bent Jensens glimrende bog (ikke så god som Gulag og Glemsel, der er direkte fremragende) Ruslands Undergang.

Mange russiske intelligenty (intellektuelle) levede også i deres egen verden, isoleret fra såvel “folket” som fra regeringsbureaukratiet, men også fra den (vest)europæiske kultur, som de enten ukritisk beundrede eller omvendt dybt foragtede som angiveligt værende åndløs og materialistisk. I de vesteuropæiske lande fandtes der ikke et tilsvarende socialt segment, og det er derfor ikke tilfældigt, at begrebet intelligentsija som samlebetegnelse for samfundslaget af intellektuelle er af russisk oprindelse. I Vesteuropa fandtes der naturligvis også intellektuelle, men de udgjorde ikke som i Rusland en særlig gruppe, som var afsondret fra det øvrige samfund.

De russiske intellektuelle stammede ofte fra adelsfamilier eller fra laget af lavere embedsmænd og var i færd med at gennemføre eller havde allerede gennemført en højere uddannelse. Det, der adskilte de intelligent fra andre med en højere uddannelse, var vedkommendes stærkt kritiske syn på det russiske samfund og det herskende russiske regime, som de hadede og derfor ønskede at omstyrte. Der var tale om en radikal modkultur, som brød med forældrenes kultur, krævede afskaffelse af staten, den borgerlige moral og privat ejendomsret. Deres adfærd, sprog, udseende og klædedragt afveg fra normen hos den øvrige del af den priviligerede klasse, som enten tjentestatsmagten, som civile eller militære embedsmænd eller var beskæftiget i liberale erhverv (…) de kunne minde om medlemmer af en religiøs sekt, og de betragtede det eksisterende samfund som urent og fortabt, mens de anså sig selv for at være de renfærdige, kommende befriere af det underkuede russiske folk.

(…)

De russiske intellektuelle følte sig som fremmede i samfundet og drømte ligesom Karl Marx om en mening med deres liv. De tilbad “folket”, som de dog oftest ikke kendte, de foragtede småborgeren og det småborgerlige liv, men de var samtidig plaget af en skyldsfølelse over at være priviligerede. De søgte efter absolutte sandheder og anså ideologiske og politiske kompromisser for at være noget foragteligt.

Med andre ord, hvad den legendariske boksepromoter Mogens Palle nok havde kaldt ‘useriøse mennesker fra burgøjseriet’. Nogle af dem drømte om og begik terror for at styrte systemet. Nogle var professionelle revolutionære og nogle af disse var socialister, dybt inspireret af Karl Marx. Bl.a. Lenin og hans Bolsjevikker, der kuppede sig til magten i november 1917, da den foregående revolution ved hjælp af en imponerende inkompetence, havde kørte resterne af det krise- og krigsramte imperium i sænk. Blandt andet havde de tømt fængslerne og sendt politiet hjem. Det havde de ment var fornuftigt, mens de havde siddet isoleret i Vinterpaladset og holdt lange abstrakte debatter om Ruslands identitet.

Marx, der mente at livet på landet var ‘idiotisk’, skrev sammen med Engels i Den Tyske Ideologi fra 1845

I det kommunistiske samfund vil ingen have en eksklusiv aktivitetssfære, men enhver kan blive kyndig på et hvilket som helst område, han måtte ønske. Samfundet regulerer den almindelige produktion og gør det således muligt for mig at gøre én ting i dag og noget andet i morgen at gå på jagt om formiddagen, fiske om eftermiddagen, drive kvægavl om aftenen og kritisere efter aftensmaden, lige hvad jeg har lyst til, uden nogensinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker.

Marx russiske disciple Bukharin og Preobrazjenskij skrev i 1919 i tidsskriftet Kommunismens ABC

Under kommunismen for mennesket en alsidig kultur og finder sig hjemme i mange produktionsgrene; i dag arbejder jeg med administration, jeg regner ud, hvor mange filtstøvler eller hvor mange franske boller der skal fremstilles i den kommende måned. I morgen skal jeg arbejde på en sæbefabrik, næste måned måske i dampvaskeri, måneden efter på et elektricitetsværk. Det vil blive muligt, når alle samfundets medlemmer er blevet tilstrækkeligt uddannet.

Bag de infantile drømme lever den totale despekt for det arbejdende folk. Intet menneske, der producerer, hvad denne intellektuelle klasse forbruger, mestrer et fag, et håndelag eller anden kunnen, man ikke kan lære sig fra den ene dag til den anden. Jagt handler vel stort set ikke om andet end at pege geværet mod et eller andet dyr og trykke på aftrækkeren og det kan vel ikke tage mere end en formiddag? Og hvor svært kan de være at udregne, at der mangler flere franske boller end filtstøvler i Minsk eller Pinks  eller Omst eller Tomsk den kommende måned?
I løbet af 60erne begyndte universiteterne i Vesten at beflitte sig med masseuddannelse og samtidig skete der et kulturskred, som Viktor Davis Hanson her forklarer

Men med Trump som præsident bliver fængslerne ikke tømt lige med det første.

Drokles blogger på www.monokultur.dk