Så er kommunalvalget overstået, stemmerne talt op og mandaterne fordelt. Og København er blevet om muligt endnu rødere: 74% stemte rødt og kun 24% på de borgerlige partier.

I en by med så massive socio-kulturelle problemer fremstår resultatet nærmest absurd. Ingen steder i Danmark er problemerne med islam så påtrængende og alvorlige – og ingen steder synes man mindre villige til at anerkende problemernes omfang og gøre noget ved dem.

For god ordens skyld, skal jeg lige hurtigt og i flæng nævne nogle af de mest presserende: Bandekonflikt, social kontrol, en opdelt og vaklende folkeskole, militær ved synagogen, samt stigende ghetto-dannelse og parallelsamfund, hvor det er vanskeligt at se, at man overhovedet befinder sig på dansk jord.

Hertil kommer, at Alternativet alene tegnede sig for 10,5% af de stemmer, der tilfaldt rød blok, hvilket er mere skræmmende end imponerende al den stund, at “bevægelsen” på meget lange stræk overhovedet ikke befatter sig med hverken politik eller løsningen på hovedstadens problemer, men er langt mere optaget lykke-barometre, “hverdagen i balance”, “spudlende iværksætteri” og “rige meningsfulde liv”.

Hvordan kan det være, at en helt overvældende majoritet af københavnerne enten ikke anerkender eller også ignorerer, at den så højt besungne sammenhængskraft for længst er gået fløjten, når vi har hele bydele, hvor politiets voldsmonopol er under pres, hvor islamiske grupper tillades at mægle i bandekonflikter og hvor folkeskolernes andel af elever med indvandrerbaggrund er næsten 100%?

En meget væsentlig forklaring er, at mange af de københavnere, der stemmer rødt og besynger inklusion, multikultur og retten til det sprudlende, rige og meningsfulde liv, aldrig selv kommer i berøring med den hastigt voksende underklasse, som de selv har tilladt at vokse frem.

Alternativets og Enhedslistens kernevælgere på Nørrebro bevæger sig aldrig fra deres lyse lejligheder i kvarteret omkring Sankt Hans Torv på Indre Nørrebro og længere ud ad Nørrebrogade til Nørrebro Station, Lygten og Ydre Nørrebro, hvor danskerne synes klart i mindretal, det muslimske hovedtørklæde er den dominerende hovedbeklædning, butikkerne er omdannet til rene basar-områder målrettet muslimske kunder – og den store, nye og dyre moske ligger lige om hjørnet. Og de sender ikke deres børn på Nørrebros folkeskoler: hvert 2. barn på Nørrebro går således i privatskole, for de røde vil ikke lægge børn til deres eget projekt.

Der synes således at være en udtalt dobbeltmoral på den venstrefløj, der ellers har så travlt med at pudse glorien med den ene hånd, mens de med den anden svinger krabasken over den del af højrefløjen, der kalder trolden ved navn og udtrykker dyb bekymring over, hvor København og Danmark er på vej hen.

Men det anfægter ikke de rød-grønne, der aldrig har dyrket selvransagelsen, stillet kritiske spørgsmål til eget projekt, eller undret sig over, at den kvarte milliard, som hvert år bruges til såkaldte integrationsprojekter, overhovedet ingen effekt har al den stund, at problemerne med islam bare vokser og vokser og stadigt flere muslimer vender Det Inkluderende København ryggen. Lige nu holder man købt sig en stakket varme i de våde bukser ved at udvide Rød Stue i København, så der er god plads til at danse videre til lyden af Alternativets animerede fester i fri LGBT-dressur med sexgynger og iført neongrønne tylskørter. Livet er en fest, og alle har ret til at vælge deres eget køn og et fedt køkken i bæredygtige materialer. København er for alle: burkaer og bandekriminelle, jihadister og hadprædikende imamer – og ikke mindst den voksende del af de herboende muslimer, som synes at det bare er helt i sin orden.

Der er intet nyt under solen og vi har set det før, for der er klare paralleller til fin de siècle og Weimar-republikkens sidste dage:

Willkommen, bienvenu, welcome
Fremde, etranger, stranger
Glücklich zu sehen, je suis enchanté
Happy to see you
Bleibe, rester, stay….