“Begrebet ‘dawa’ refererer til aktiviteter, der udføres af islamister for at vinde tilhængere og indrullere disse i en kampagne for at påtvinge alle samfund sharia lov. Dawa er ikke den islamiske ækvivalent til religiøs mission, selvom den ofte er forklædt som sådan… [Den] indeholder mission, men går videre end det. I vestlige lande tilsigter dawa både at konvertere ikke-muslimer til politisk islam og at fremkalde mere ekstreme synspunkter blandt eksisterende muslimer. Dawas endemål er at nedbryde det frie samfunds politiske institutioner og erstatte disse med streng sharia.”

Den somalisk fødte, muslimske dissident og forfatter Ayaan Hirsi Ali har i sin seneste bog skrevet, at i Vesten er endemålet for dawa (den muslimske praksis med islamisk kontaktskabelse eller mission) “at nedbryde det frie samfunds politiske institutioner og erstatte disse med streng sharia.” (Foto ved Elisabetta Villa/Getty Images)

Formentlig er det sidste, et samfund ønsker sig, nogle grupper, som skjuler deres politiske aktivitet i en religiøs praksis, beskyttet af loven om religionsfrihed.

I Filippinerne kom medlemmer af den dawa-organisation, der går under navnet Tablighi Jamaat (“Gruppen som udbreder troen”), for nylig ind i landet under dække af missionsk aktivitet – nemlig at de skulle deltage i Tablighi Jamaats årsmøde der. Det viste sig imidlertid, at de var kommet for at føre krigerisk jihad sammen med Isnilon Hapilon, den afdøde “emir” for Islamisk Stat i Sydøstasien.

Tablighi Jamaat er af islamekspert og journalist Innes Bowen i hendes seneste bog fra 2014, Medina in Birmingham, Najaf in Trent, blevet beskrevet således: “som Deobandi-missionsbevægelse og en af de største islamiske grupper i Storbritannien… er den lige så stille vokset til at blive en af Storbritanniens mest succesrige, islamiske bevægelser. Et meget stort antal britiske muslimer har tilbragt tid i dens rækker”[1]. Tablighi Jamaat var imidlertid stort set ukendt i Storbritannien, indtil det viste sig, at adskillige britiske muslimer, der var blevet anklaget for terrorforbrydelser, alle havde tilbragt tid[2] i organisationen. Blandt disse terrorister var Richard Reid, “sko-bombemanden,” og tre af de fire gerningsmænd i terrorangrebene i London den 7. juli. Den amerikanske fjendtlige kombattant, John Walker Lindh, som hjalp Taliban, var tilknyttetTablighi Jamaat; og San Bernardino-terroristen Syed Farook gik til bøn i San Bernardino i Dar al Uloom al Islamiyyah-moskeen, der er beskrevet som et “tilholdssted for Tablighi Jamaat- aktivister.”

En anden islam-ekspert, Yoginder Sikand, skrev i sin undersøgelse af Tablighi Jamaat fra 1998, at bevægelsen søgte “at fremelske en følelse af paranoia og endda foragt for ikke-muslimske samfund”[3]. Han citerede en fremtrædende britisk fortaler for Tablighi Jamaat for at sige:

“et stort mål for Tabligh er at redde ummahen [det muslimske samfund] fra kulturen og civilisationen hos jøder, kristne og (andre) fjender af islam og at fremkalde det samme had til deres kultur, som mennesker har til urin… og afføring…”.

Tablighi Jamaat er blevet beskrevet i Middle East Quarterly i en artikel med titlen “Tablighi Jamaat: Jihads Snigende Legioner” som en ulv i fåreklæder:

“Tablighi Jamaat er ikke en monolit: én afdeling mener, at de bør føre jihad via tro…mens en mere radikal gren taler for jihad via sværdet … i praksis prædiker alle tablighier en tro, som nærmest ikke er til at skelne fra den radikale Wahhabi-Salafi-jihadiske ideologi, som så mange terrorister deler”.

Alligevel er Tablighi Jamaat stadig en lovlig, aktiv organisation, som øver en betydelig indflydelse på muslimer i Europa, især i Storbritannien, og i USA. Allerede i 2003 sagde vicechefen for FBI’s afdeling for international terrorisme, Michael J. Heimbach: “Vi har en betydelig tilstedeværelse af Tablighi Jamaat i USA, og vi ved, at Al-Qaeda har brugt dem til at rekruttere nye folk både nu og tidligere.” En skjult videooptagelse fra 2011 i Darul Ulum Islamic High School i Birmingham, England, som er tilknyttet Tablighi Jamaat, viste, at de muslimske børn blev undervist i muslimsk overherredømme. Elleveårige børn blev fortalt, at hinduer “ikke har noget intellekt” og “drikker ko-tis”. Læreren sagde tillige: “I er ikke som ikke-muslimerne derude… Alt det onde I ser i gaderne… mennesker som ikke bærer ordentlig hijab, folk der ryger… I skal hade det…” Børnene fik også følgende at vide:

“I skal frigøre jer fra Shaitans [Satans] indflydelse og fra samfundet… Kuffarerne [nedsættende betegnelse for ikke-muslimer] har frembragt så mange nye ting derude…De styrer jeres tanker… Er I en del af dem, der foretrækker deres livsmåde: Kuffarens måde frem for Profetens måde?”

Både den amerikanske og hollandske efterretningstjeneste synes engang at have været opmærksomme på den iboende fare fra dawa-organisationerne. I 2004 beskrev en hollandsk regeringsrapport truslerne mod det hollandske samfund i forbindelse med praktiseringen af dawa og konkluderede, at en “vekselvirkning eller ligefrem sammenfletning af dawa og jihad viser samspillet mellem de forskellige former for radikal islam og fænomenet radikal islamisk terrorisme.”

Undersøgelsen beskrev også forskellige former for dawa, både åbenlyse og skjulte, og de trusler, der udgik fra dem:

“Dawa kan være rettet mod at forsøge at overbevise muslimske samfund om, at ikke-muslimske samfund er fjendtlige over for islam og ønsker at undertrykke eller sågar udslette den. Dawa kan også tjene til at overbevise muslimske samfund om, at ikke-muslimske værdier og normer er uforenelige med islams og derfor bør anses for fordærvede. I sådanne former for dawa opfordres de muslimske samfund ofte til (på en provokerende måde) at betone forskellene i forhold til andre grupper og til tider også at udtrykke deres foragt og had til ikke-muslimers normer og værdier og kultur”.

Det ser ud til, at de vestlige regeringer – i det mindste officielt – stort set har fraskrevet sig disse indsigter i dawa som et redskab til at fremkalde følelser af muslimsk overherredømme og had til ikke-muslimer. I stedet kaster de sig ud i en endeløs, misforstået og tvangspræget optagethed af “islamofobi.” Dennes fraskrivelse burde vække bekymring.

Der opererer også andre dawa-organisationer i Vesten. En af dem er Islamic Education and Research Academy (iERA), der er ledet af to konvertitter, Abdur Raheem Green og Hamza Andreas Tzortis, som arbejder globalt for udbredelsen af islam. Til forskel fra Tablighi Jamaat retter den sine missionsbestræbelser mod ikke-muslimer. Dens ledere har fremsat racistiske, overherredømmeprægede og antidemokratiske udtalelser så som, igen, at kalde ikke-muslimer for “kuffar.” Green har udtalt, at “Formålet med jizya [beskyttelsespenge, eller “skat”, betalt af ikke-muslimer til muslimer] er at lade jøder og kristne vide, at de er underlegne og underlagt islam,” og “Hvis en jøde eller kristen går på gaden, skal muslimen skubbe vedkommende til side”. Han har også sagt, at det “umiddelbare problem” for muslimer i Storbritannien er, at de er omgivet af “kuffar,” og at noget af det eneste, der giver muslimer grund til at forblive i Storbritannien, er “kaldet af kuffar til islam.”

Tzortis har sagt, at frafaldne som “kæmper imod fællesskabet[…] skal dræbes,” og at “vi som muslimer afviser ideen om ytringsfrihed, ja endda ideen om frihed.” Han har også gjort sig til fortaler for børneægteskaber. Han indrømmer, at han tidligere var medlem af Hizb ut-Tahrir, en radikal islamisk organisation, men hævder, at han forlod organisationen af “teoretiske og filosofiske grunde.” I en erklæring på iERA’s hjemmeside forsøger Tzortis og Green at lægge afstand til nogle (ikke nærmere specificerede) tidligere udtalelser ved at skrive, at “nogle af de ældre udtalelser, som er blevet tillagt personale i iERA, er enten blevet forklaret eller offentligt trukket tilbage og er aldrig blevet fremsat på universiteterne.”

Organisationen iERA nyder tydeligvis godt af de store platforme, som de britiske universiteter tilbyder. Ifølge en rapport om ekstremistiske hændelser på britiske universiteter i det akademiske år 2016/17, stod iERA bag 34 af ialt 112 begivenheder, som fandt sted det pågældende år. I modsætning til de yderligtgående grupper langt ude på højrefløjen, som for nylig blev forbudt af den britiske indenrigsminister Amber Rudd – den blotte støtte til sådanne grupper kan give fængsel på op til 10 år – kan iERA frit og uforstyrret fortsætte sine dawa-aktiviteter[4] og gør det med utrolig hast. Ifølge organisationens Facebook-side var iERA eller dens repræsentanter alene i oktober 2017 aktive udøvere af dawa i Canada, Hong Kong, Holland og USA. Og iERA trænede tillige 15 dawa-ledere fra hele verden — fra Island og Polen til Honduras og Finland – i et nyoprettet online dawa træningsprogram.

I USA samarbejder iERA med Muslim American Society (MAS) og Islamic Circle of North America (ICNA), ifølge iERA’s egen hjemmeside. ICNA, som er en førende muslimsk organisation i USA, er aktivt involveret i dawa og afholdt i 2015 en “Global Dawa Dag,” som refererede til Tzortis’ træningskursus.

Ifølge ICNA’s medlemshåndbog for 2013 (for de kvindelige medlemmer) opfatter organisationen sig som en islamisk bevægelse, der består i en

“organiseret og kollektiv bestræbelse på at skabe Al-Islam i dennes komplette form inden for alle aspekter af livet. Dens endemål er at behage vores Skaber Allah og opnå succes i det hinsides gennem kampen for Iqamat-ad-Deen [etablering af islam i dennes totalitet]. Islamiske bevægelser er aktive i forskellige dele af verden med henblik på at nå de samme mål”.

Endemålet, at skabe en islamisk stat i USA, kunne næppe fremgå tydeligere. Foregivelsen af, at man kerer sig om “diversitet” og “inklusion,” som ICNA udstiller på sin offentlige hjemmeside, kan ikke beskrives som andet end et forsøg på hykleri, ligesom det udtrykte mål om at “skabe et sted for islam i Amerika.” ICNA har allerede et sted for islam i Amerika – antagelig ønsker man at udvide dette sted, til der ikke er andet tilbage.

I medlemshåndbogen fra 2013 fremgår det, at ICNA’s arbejde foregår “trinvist.” Et af disse trin er dawa, eller “effektiv kontaktskabelse.”

“De, der accepterer islams sandhed, forsynes med en passende islamisk litteratur og får mulighed for at blive muslimer. De indgår i den islamiske ummah som brødre og søstre.”

Medlemshåndbogen beskriver også, hvordan ICNA allerede i 1970’erne:

“skabte sine egne fora for dawah-arbejde på lokalt, regionalt og nationalt niveau. Den skabte vitale institutioner på nationalt niveau til støtte for sine dawah-aktiviteter… I en anerkendelse af andre bevægelsesorienterede grupper i dette land fortsætter ICNA med at koordinere og kombinere sine egne bestræbelser med disse”.

I virkeligheden har ICNA et særskilt projekt kaldet “Why Islam Dawah Project,” som

“er rettet mod at organisere dawah-arbejdet i Nordamerika på en professionel og effektiv måde. Projektets vigtigste emner er et betalingsfrit telefonnummer til ikke-muslimer, distribution af islamisk litteratur… dawah i medierne, dawah i fængslerne, dawah-støtte på universiteterne, dawah-løbesedler online, dawah via email”.

ICNA anses af eksperter som Steven Emerson, grundlægger og direktør for The Investigative Project on Terrorism, for at være forbundet med Det Muslimske Broderskab. Dens åndelige leder, Yusuf al Qaradawi, har prædiket, at Vesten vil blive besejret af islam – ikke ved sværdet, men ved dawa.

Hvis de vestlige ledere er ude af stand til at fatte den fare, som organisationer som Tablighi Jamaat, iERA og ICNA og ifølge kritikere også andre, så som CAIRog ISNA, udgør – for slet ikke at tale om at gøre noget ved det i stedet for den evindelige tvangsoptagethed af “islamofobi” – kan Qaradawi vise sig at få ret.

Judith Bergman er klummeskribent, jurist og politisk kommentator.

[1] Innes Bowen, Medina in Birmingham, Najaf in Trent (Hurst 2014), s 35.

[2] Innes Bowen, Medina in Birmingham, Najaf in Trent, s 41.

[3] Citeret i Innes Bowen, Medina in Birmingham, Najaf in Trent, s 47.

[4] Den eneste forhindring for iERA indtil nu synes at have været, at Velgørenhedskommissionen har iværksat en undersøgelse af iERA for mulig økonomisk støtte til jihadister i Syrien. Adskillige jihadister, som er rejst fra Storbritannien til Syrien, har tilsyneladende forbindelse til iERA og har udført dawa-arbejde for organisationen. Green har talt positivt om at dø for jihad.