I en serie Youtube posteringer forudser Scott Adams, skaberen af tegneseriestriben Dilbert, at Trumps bliver anerkendt som en god præsident for USA omkring årsskiftet. Der er god grund til at lytte til Adams. Ikke blot fordi han var en af de første, der spåede at Trump ville vinde (Trump selv var endnu tidligere ude med den forudsigelse og Newt Gingrich så potentialet), men også fordi hans ‘argumentation er overbevisende(!)’.

Adams har tillige spået, at Trump-hadet har ændret karakter fra, at han er Hitler, henover ikke nødvendigvis Hitler, men storslem, til ikke så slem, men vi kan ikke lide hans politik, og vil ændre sig yderligere til det kommende, ‘han er faktisk ret effektiv’. Og grunden til, at den sidste erkendelse indtræder ved årsskiftet, er de traditionelle ‘året der gik’ revyer, som alle medier vil spamme tiden mellem Jule-, og Nytårsaften med. Her vil man fremdrage, hvad Trump lovede, hvad han rent faktisk fik igennem, hvad der står til at komme igennem og hvad han arbejder på at få igennem.

Økonomien vil se rigtig god ud, konservative dommere bliver udpeget med en forventet lang levealder, der er prototyper på hans mur, den illegale indvandring er faldende osv. Imens falder Ruslandsfortællingen fra hinanden, mens Hillary Clintons skandaler afdækker hvor stor en sump ikke blot hun og Demokraterne repræsenterer, men hele det politiske etablissement i Washington komplet med medier, eksperter og lobbyister.

Adams funderer også over, at Trump er så populær i Kina, at han meget vel kan blive den mest populære amerikanske præsident nogensinde. Ved G20 mødet i Kina, udnyttede Xi hjemmebanen til offentligt at ydmyge daværende præsident Obama og USA, ved ikke at have et passende sæt trapper til Air Force One, således at præsidenten måtte ud af ‘bagtrappen’, en symbolik der ikke var spildt i Asien. Ovenikøbet skosede en kinesisk repræsentant et medlem af den amerikanske delegation, ved vredt at minde om, at det var deres lufthavn og dem der bestemte.

Udenfor Europa og den amerikanske venstrefløj, eksisterer der ingen berøringsangst for en statsleder, der fører sig frem til gavn for sit eget folk, uanset hvad faktatjekkerne måtte finde af unøjagtigheder i braldret. Trumps Mellemøstbesøg var en succes hvor sheikerne kiggede beundrende på Trump, mens kan pålagde dem ansvaret for at luge ud i islamisk ekstremisme, hvis man fortsat skulle handle sammen. Saudi Arabien købte den største ladning amerikanske våben og er siden begyndt at anholde diverse prinser og tillader nu kvinder at køre bil. Selv i Europa klarede Trump det glimrende og da den franske republik fejrede sit jubilæum, var Macron  nærmest forelsket, som han åbenbart har let ved at blive, når det drejer sig om ældre mennesker.

Og lignende observationer begynder allerede at indfinde sig i den Trumpkritiske presse. The New Yorker, ingen ven at Trump, noterer sig således, at forholdet mellem Japan og USA ser ud til at være tøet op fra forgængeren

Abe’s personal relationship with Barack Obama verged on the prickly, driven by an American perception of the Prime Minister as a dangerously nationalistic historical revisionist. Abe had resigned himself to more of the same arm’s-length treatment under Hillary Clinton, but Trump’s surprise win, in 2016, upended plans like a box full of carp chow.

Det ændrede syn på Trump, som en reel og kompetent præsident, man måske blot er politisk uenig med, betyder også, at alle der har udlevet Trump derangement syndrome, komplet med katastrofetanker, magisk tænkning, Ruslandsfortællinger og Hitlerbeskyldninger, vil have sat en større eller endnu større del af deres troværdighed over styr. For store mediehuse kan det være katastrofalt. Glædelig MAGA dag.

Drokles blogger på www.monokultur.dk