Billedet: Wikimedia Commons

For 75 år siden, i november 1942, blev en kvart million tyske soldater omringet ved Stalingrad i det sydlige Rusland. Slaget som fulgte, blev krigens vendepunkt.

Det var også det blodigste slag i verdenshistorien. Hverken før eller siden er der faldet så mange soldater under et enkelt slag. Fra slagets indledning i august 1942 til tyskernes kapitulation i februar 1943, faldt 750.000 soldater, 480.000 på sovjetisk side og 270.000 på tysk side.

Blandt de sidstnævnte var der ikke bare tyskere, men også styrker fra lande, som var allieret med Tyskland: Italien, Rumænien og Ungarn.

Ud over de faldne blev en million mennesker enten såret eller taget til fange. De totale tab, medregnet faldne på begge sider, løber op i 1,8 millioner.

– Det er rystende tal. Frem for alt var de sovjetiske tab, både i mænd og materiel, hårrejsende under hele krigen. At de klarede at erstatte tabene er bemærkelsesværdigt, sier Gunnar Åselius, professor i militærhistorie ved Forsvarets Højskole i Stockholm.

Hitlers angreb på Sovjetunionen kulminerede med kampen om Stalingrad. Efter at være blevet sandset uden for Moskva i vinteren 1941/1942, gik Hitler igen til angreb i sommeren 1942. Denne gang i sydlig retning mod Volga og Kaukasus. Hensigten var at tage kontrol over de sovjetiske olieforekomster i området.

Fra starten var Stalingrad, som strakte sig langs Volgas vestre bred, ikke noget centralt mål. Men hurtigt blev kontrol med byen et mål i sig selv for den tyske diktator. I løbet af kort tid udartede det til en uhyggelig strid, udkæmpet kvarter for kvarter, gade for gade.

– Tyskerne blev draget ind i en situation, som gav mindelser fra første verdenskrig. Tyskerne var bedst i bevægelig krigførsel, men i ruinlandskabet i Stalingrad mistede de alle deres fordele, siger Åselius.

Samtidig med at tyskerne kørte fast inde i byen, begyndte de sovjetiske generaler, anført af den legendariske Georgij Zjukov, at lægge planer for en modoffensiv, kaldet Uranus. Den skulle få hele Tysklands sjette armé til at gå i en fælde.

Den sjette armé var den største hærformation i den tyske krigsmagt. Tanken var at tage hævn for alle ydmygelserne, som Den Røde Armé var blevet udsat for, siden det tyske overfald i 1941. Målet var at give tyskerne et sår, de aldrig ville komme sig over.

Store troppestyrker blev samlet nordvest og sydøst for Stalingrad. Planen var at slå til mod de rumænske styrker, som dækkede den sjette armés flanker. De rumænske soldater var ikke af samme klasse som de tyske.

– Russerne havde, af forståelige grunde, enorm respekt for tyskerne. Tyskerne var bedst til at slås under hele krigen, men her hjalp det ikke, siger Åselius.

Operation Uranus startet 19. november og blev en succes. Rumænerne kollapsede, og allerede 22. november fik de tyske styrker russerne i ryggen. Tyskerne var omringet. Hurtigt diskuterede man, om den sjette armé, under ledelse af general Friedrich Paulus, burde slå sig ud gennem den russiske mur.

Men Hitler forbød Paulus at forsøge sig. Han troede ikke, at den tyske hær ville orke at generobre Stalingrad, hvis den først blev tabt. Desuden troede Hitler, at han skulle være i stand til at undsætte den sjette armé ved at sende en anden armé sydfra.

– Det er tvivlsomt, om den sjette armé ville have klaret at slå sig fri. Styrkerne var udmattede, siger Åselius.

Angrebet sydfra kørte fast i snedriverne. Undsætningen udeblev. Forsøgene på at sende forsyninger via luftvejen mislykkedes. Stalingrad blev et iskoldt inferno. De tyske styrker holdt ud i drøje to måneder, men slutningen var uafvendelig. Den sjette armé, eller det som var tilbage af den, kapitulerede 31. januar 1943. En mindre deling holdt ud til 2. februar.

Omkring 90.000 tyske soldater havnede i sovjetisk krigsfangenskab. Bare 5.000 af dem skulle overleve.

– Krigen vender ved Stalingrad. Var tyskerne ikke blevet slået der, kunne krigen være fortsat længere, siger Åselius.

Køb Lars Hedegaards fremtidsroman her!