Det er et faktum, at vi forsynder os mod hinanden. Pådrager os skyld. Og at vi skylder at gøre skaden god igen. Men ikke bare det. Vi skylder, bare ved at være til, dem vi lever sammen med noget. Vi skylder vores børn omsorg, vi skylder vores forældre at ære dem og broder skylder at vogte og værne om broder. En ven skyldes trofasthed og man skylder naboen ikke at stjæle og ødelægge hans ejendom.

I den jødisk-kristne tankegang er det særlige nu – at forbryder man sig mod medmennesket, eller svigter man sin særlige pligt over for sin broder, da forbryder man sig også imod Den levende Gud. Kain pådrager sig således ikke bare skyld over for sin døde broder – nej ved at slå sin broder ihjel har han syndet mod Gud. Det gentages gennem hele den bibelske fortælling: Når du synder mod medmennesket synder du overfor Gud. Du skyldte at gøre noget du ikke gjorde og da kom du i gæld.

Og det er det lignelsen vi lige hørte handler om. Den handler om et menneske der er kommet i gæld og ganske uventet får han nu gælden eftergivet. Selv er han dog ikke ligeså nådig, når andre skylder ham noget. Han holder på sin ret og vil ikke eftergive sine skyldnere deres gæld. Det er naturligvis forkert. Det kan enhver se. Han burde eftergive de andre deres gæld, ligesom hans gæld blev ham eftergivet. Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Men det gjorde han ikke og derfor holdes han fangen, indtil han har gjort det.

Hvordan skal vi nu forstå det? Grundtvig siger i salmen vi skal synge om lidt at: Nådeløs barm er skilt fra Gud, tro er for den et lovens bud, nåden et ord den ej kender. Det vil sige: Den der ikke selv viser nåde, er skilt fra Gud. For ham eller hende er buddet om at tilgive en tung byrde, en lov, ikke noget der har slået rod i hjertet, ja det menneske, der ikke viser andre nåde kender slet ikke nåden. Han har ikke taget imod den, da den blev ham skænket. Han er ikke fri. Han er fanget i sin ærgrelse og sin stolthed.

Man kan måske sige det sådan, at Guds nåde kun rigtig har slået rod i vore hjerter, hvis vi selv er i stand til at tilgive. At vi slet ikke kender Guds nåde rigtigt, hvis den ikke har affødt en ubetinget tilgivende holdning i os overfor vore medkristne brødre og søstre.

Da kan det så være, at vi spørger os selv og hinanden om, hvorfor, vi på trods af at vi fortjente det, for ingen kan vel nogensinde tilgive sin broder uendeligt, hvorfor vi så IKKE blev overladt til bødlerne. For det blev vi jo ikke.

I stedet blev en uskyldig, hellig og god mand overgivet i bødlernes hænder, han fik flået tøjet af, blev mishandlet, tortureret og ydmyget og til sidst pint ihjel på et kors. Som en forbryder. Det er i virkeligheden det mest uforståelige ved kristendommen. Ikke at vi synder, ikke at vi tilgiver eller at vi ikke tilgiver, men at Gud selv, i sin søn, bar vor synd og tog vor skyld. At Gud forenede den forhærdede med sig selv og dermed med sin broder. At den Levende Gud gav mennesker det løfte, at hans offer gælder alle, også forbryderen. Så selv den fredløse, ligesom Kain, er mærket af Gud.

Det er derfor, at også forbryderen har adgang til en kirke, til helligstedet, noget der var og er utænkeligt for hedenskabet.

Det er nemlig det særlige ved kirken: At den er både en del af verden, her hvor mennesker bor og bygger og samtidig er den ikke af denne verden. Forfatteren Marin A Hansen kalder det dobbelthedens ånd. Han funderer over det en dag da han står ved kirkegårdsportalen i Hee. Kirken er i verden og den modsætter sig ikke at forbryderen straffes, funderer han. Den modsætter sig ikke at ugerningsmanden retsforfølges. Kirken ved så godt som nogen, at uden retsforfølgelse og opretholdelse af lov og orden med sværdet, ville liv og samfund gå til grunde. Fordi mennesker er syndere. Det ved kirken.

Men i kirkehuset, i kirkerummet har forbryderen lov at komme og ingen kan nægte ham den syndsforladelse, der skænkes alle, der kommer til Herrens alter, hvor han giver os sit legeme og blod og gør fyldest for AL vor synd. Intet menneske kan heller nægte forbryderen en kristen begravelse. (Det er modsat i fx islam, hvor vi så, hvordan ingen imamer ville begrave Londonterroristerne i sommer.)

Kirken er fredhellig har man fra gammel tid ment og det var kirken da også ved lov tidligere. Ikke at en dømt i kirken kunne søge asyl, men dommen kunne ikke eksekveres i kirken. Den dømte skulle først hentes ud.

Selvom man siger, at reformationen ændrede synet på kirkerummet som fredhelligt med betoningen af at kirken er et almindeligt hus som alle andre huse, er fornemmelsen for kirkehuset særlige karakter, sansen for det hellige kunne man kalde det, intakt. Derfor rammer det os også lige i hjertekulen, når mennesker myrdes i helligdommen som det for nylig skete i Texas og som det jævnligt sker i Egypten og Pakistan fx. Fordi vi har stadig fornemmelsen for det Martin A Hansen kaldte dobbelthedens ånd.

Hør her:

”Der ligger da kirken, hvor dommeren, den dømte, politibetjenten og arrestanten, den bestjålne og tyven sammen må bekende deres synder og side om side modtage sakramentet. Og når dommeren går fra kirke er han stadig dommer og den dømte er stadig dømt. Den er denne ubegribelige dobbelthedens Ånd som kirken er vidnesbyrd om.

Forsvinder kirken vil dobbelthedens ånd smelte sammen til en og da bliver det en dæmon, enten kejseren gøres til Gud eller Gud til kejseren. Hedenskabet kendte ikke denne dobbelthed. Den er kommet med kristendommen og vil forsvinde med kristendommen. Og det sidste vil blive værre end det første” (Rudolph Arendt, Pagten og loven s. 122)

Men nu er kirken ikke forsvundet. Vi er her endnu. Vi er endnu samlede om det samme evangelium med syndernes forladelse. Det samme alterbord og den samme trosbekendelse. Og så længe vi samles om disse for verden måske undseelige elementer, så er Gud, Gud og kejseren, kejser og så er der håb for at Guds nåde og tilgivelse må slå rod i vore hjerter.

Amen

Nana Hauge er cand. theol. og valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder