Den 6. november omkom omkring halvtreds afrikanske migranter i Middelhavet, da de kastede sig i havet fra et libysk kystvagtsfartøj, som havde samlet dem op fra den synkefærdige gummibåd de sad i, en hasarderet handling i et forsøg på at nå frem til de gummibåde, som skibet «Sea Watch» tilhørende den tyske NGO med samme navn, havde lagt ud.

Da vi skrev om denne tragedie fredag, henviste vi til en anden situation på havet, som var blevet omtalt i Avvenire den 1. november: Dagen i forvejen var migranter tilsyneladende blevet overført fra et libysk til et italiensk kystvagtsfartøj, for siden at blive taget med til Italien i et NGO-skib.

Hændelsesforløbet var uklart, men en videooptagelse som blev lavet ombord på det libyske fartøj og siden udgivet af det EU-støttede medie, Libyan Cloud News Agency (LCNA), kaster lys over, hvad der skete.

Videoen viser en gummibåd fuld af afrikanske migranter, og i baggrunden er et militært fartøj, det italienske. Gummibåden nærmer sig det libyske fartøj. Libyerne kaster et tov ud mod gummibåden, og trækker den til sig. Idet mandskabet på skibet forbereder ombordstigningen, begynder migranterne at kaste sig i vandet og svømme væk.

Forklaringen kan dårligt være en anden end den, at de ikke vidste, fra hvilke lande de to fartøjer kom. Libyens kystvagt bruger som bekendt skibe leveret fra Italien. Da migranterne finder ud af, at mandskabet ombord er arabiske, drager de den konklusion, at det er bedre at prøve at nå det andet fartøj. Så har de i det mindste en teoretisk chance for, at de ikke vil blive taget med tilbage til Afrika.

Det italienske kystvagtskib havde altså den samme tiltrækkende virkning på migranterne den 31. oktober, som Sea Watch-fartøjet havde den 6. november.

Optagelsen viser ikke, hvordan det hele ender, men det er kendt, at tildragelsen den 31. oktober ikke havde en lige så dødelig udgang. Det hang formentlig sammen med, at de fleste personer ombord var iført redmningsvest, og at flere kunne svømme. I lyset af Avvenires nyhedssag, kan vi gå ud fra, at de kort tid efter var ombord på det italienske skib.

Det er ikke svært at forestille sig, at denne dynamik nu er blevet en ny trend i havet ud for Libyens kyst. At NGO-er bevidst saboterer Libyens kystvagt, er også let at tænke sig.

Noget vanskeligere er det at forstå, hvorfor Italiens kystvagt lod sig bruge på samme måde. Det er klart, at italiensk militær ikke vil lade folk drukne. Men hvad hindrede dem i at sørge for, at libyerne overtog migranterne efterfølgende, som overenskomsten mellem de to lande forudsætter?