Billedet her er taget for nylig i en vuggestue i en forstad til en af de større byer i Danmark. Det er taget af en mor til et af børnene og viser med al (u)ønskelig tydelighed, hvordan islam i skikkelse af en niqab på en gang intimiderer sine omgivelser og på samme tid skaber en massiv barriere til både børn og voksne, der siger: Jeg vil ikke have noget med jer at gøre.

Som moderen skriver:

“Jeg bliver pissebange for hende, når jeg ser hende. Jeg har rejst over det meste af verden og er ikke fremmedfjendsk, men med det her billede siger det meget godt, hvor uhyggeligt et menneske ser ud bag en maske. Hvis det var en far, der kom ind med bankrøver-elefanthue på, ville man prikke ham i maven og sige/brøle, at han skulle opføre sig ordentligt, men med niqab – så løber man tom for ord. Hun har i månedsvis været ved at køre sit 4. eller 5. barn ind, og er blevet en fast del af morgensamling og fællessang. Jeg gyser hver gang, jeg siger godmorgen til hende og har svært ved at tage hul på debatten i dagtilbuddets bestyrelse, hvor nul-sukker politik diskuteres ivrigt.

Måske får jeg modet og den lovmæssige hjemmel til at italesætte, at den påklædning ikke er acceptabel blandt vuggestuebørn. Børn i en alder, hvor man ikke kan forklare dem, at der gemmer sig et menneske bag niqaben”

Lovhjemlen får hun – selvom det ikke er nødvendigt, for det står enhver kommune frit for at forbyde religiøs beklædning i kommunens institutioner. Og godt det samme fristes man til at sige, når man ser denne sorte, formummede skikkelse sidde blandt små vuggestue-rollinger: Det skal ikke være tilladt at bevæge sig rundt i det offentlige rum – eller i offentlige institutioner – fuldstændig tilsløret. Her må vi stille krav om at vi møder hinanden med åbent ansigt, bogstaveligt talt, og som den bekymrede mor skriver, har børnene ikke kinamands chance for at afkode signalerne fra skikkelsen – endsige fatte, at der er et menneske bag. Det er ganske enkelt uhyrligt.

Selvom Venstre med sin fodslæbende tilslutning til et forbud mod burka og niqab i det offentlige rum har fået mange velfortjente hug med på vejen, så må vi dog konstatere, at Venstres omskrivning af burka-niqab forbuddet til et mere generelt maskeringsforbud i virkeligheden er mere præcist: Vil man ramme promoveringen af islams totalitære og kvindeundertrykkende budskab, ville man være nødt til også at forbyde hijaben, det muslimske tørklæde, og dér kommer man på kant med vores grundlæggende frihedsrettigheder – ytringsfriheden ikke mindst.

Men det forhindrer ikke den enkelte kommune eller den enkelte institution i at sige nej til det muslimske tørklæde. Det er helt legalt og ikke i strid med hverken Grundlov eller grundlæggende forvaltningsretlige principper at stoppe kvindefjendske muslimske symboler ved døren og kræve, at kvinden tager sit tørklæde af, inden hun træder ind ad døren til en kommunal institution.

For selvom en niqab i en vuggestue er det ultimativt voldsomme og skræmmende – så er hijabens tilsyneladende mere tilforladelige udseende ikke desto mindre udtryk for fuldstændig samme uacceptable kvindesyn. Derfor hører det muslimske tørklæde ikke hjemme i offentlige institutioner, og slet ikke i skoler og daginstitutioner, hvor børnene skal opdrages til frihed og folkestyre og kønnenes ligestilling. Vi må ikke lade grænserne for det normale udvide sig til en accept af islams kvindesyn, fordi vi fra børn vænnes til synet af tørklædet.

Til illustration en historie fra det virkelige liv: Min mor var indtil for nylig lærer på en folkeskole i Københavns Nordvest-kvarter. For nogle år siden ønskede hun sig til sin fødselsdag “alt, hvad der kan pynte på mig”. Det fik min bror og jeg til at sy hende en burka af et gammelt dynebetræk og et appelsinnet. Bare for at være morsomme. Hun fattede komikken, men beholdt sin “burka”og tog den senere på til skolens fastelavnsfest, hvor hun spurgte eleverne i indskolingen, om de kunne se, hvad hun var klædt ud som. “Et spøgelse”sagde de danske børn. “En mor” sagde indvandrerbørnene.