I dit korte liv er hver time dyr,
hvert sekund, et dyrt sekund.
Du glemmer vel ikke at årene ry’r
Se på dit ur – viserne flyr.
Hold dig vågen, ven
vores lille liv sluttes inde af en søvn.
Vi er af samme stof, som drømme gøres af
det store tomme rum.

Denne sangtekst, som mange af jer sikkert kender, er skrevet af Poul Henningsen, ham, der bare blev kaldt PH. PH opfattes generelt som én, der sagde et stort, rungende JA! til livet. En livsnyder, som i erkendelse af livets endelighed sørgede for at få det bedste ud af tilværelsen.

Og han nåede også utrolig meget; han gav os smukke lamper og smuk poesi, og han havde et meget rigt liv. Men jeg synes, at der i hans hyldest til dennesidigheden og det korte jordeliv ligger en stakåndet febrilskhed i stil med den sindsstemning, der præger kaninen fra Alice i Eventyrland; dén der hele tiden panisk gentager: ”Jeg har så travlt! Jeg har så travlt!” PHs digt slutter således: Hold dig vågen ven, hvorfor sove nu i den lyse sommernat. Det haster med det kys, den kommer før du tror den drømmeløse søvn. På flugt fra døden halser han væk, ud i den lyse sommernat, hvor det haster med det kys. Jeg har så travlt, jeg har så travlt!

Inden døden indhentede Poul Henningsen, havde han testamenteret sit legeme til medicinsk videnskab. Ved hans død skulle der derfor ikke tales med hverken bedemand, præst eller graver. Hans kone ringede bare til personalet på Rigshospitalet, som kom og hentede hans lig, og så var dét dét. Hans torso kan den dag i dag beses på Panum Instituttet i København. Hans legeme blev således bortskaffet på usentimental vis i overensstemmelse med det ateistiske begravelsesritual, som Professor Johannes Sløk efter sigende en gang fik til opdrag at udføre. Han nedfældede blot følgende tre ord på en seddel: ”Fjern det lig.”

For sådan må det være, hvis man er ateist. En ateist tror ikke på nogen højere magt, på nogen sjæl eller ånd, eller på noget liv efter døden. Men det gør vi her. Vi tror på det hele: kødets opstandelse og det evige liv. Vi tror, vi har del i det evige liv, som Kristus vandt os ved sin død og opstandelse. Derfor gælder det for kristne, at når vi mister en af vore kære, så kører vi ham ikke bare ud på Panum-instituttet e.l., nej, vi klæder ham i hans fineste tøj, lægger ham i en kiste, bærer ham hen i kirken, holder ligprædiken, synger salmer, kaster højtideligt jord på kisten, og således får vi taget meningsfyldt afsked med et elsket menneske. Således lægger vi varsomt et elsket Guds Barn i sin Fars hænder.

”Svaghed!”, vil en ateist nok sige. For hvorfor synger vi for vore døde i stedet for at bruge tiden på de levende? Hvorfor bilder vi os ind, at døden ikke er det sidste punktum i menneskers tilværelse? En ateist vil sige, at kristendommen i virkelig­heden er skadelig, fordi den bilder folk ind, at livet ikke slutter med den organiske død. Den vender folks blikke imod himlen, og væk fra livet her på jorden – kristendommen er virkelighedsflugt. Til det siger den britiske forfatter CS Lewis: ”Sigter vi mod himlene, får vi jorden med. Sigter vi mod jorden, mister vi begge dele.”

Pointen med at vende blikket mod himlen er ikke, at vi skal forsage den verden, vi lever i. Vi kommer ikke til at hade jordelivet, fordi vi har hørt om lysets hjem, landet bag hav. Tværtimod bliver verden hernede først skøn, når vi aner udsigten. Evangelisten Johannes siger: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Det lyder så bagvendt i vores ører, at man skulle kunne gå fra død til liv. Alting i vores verden bevæger sig i den modsatte retning: fra liv til død. Vi ser planter vokse op for at visne og blive til jord. Vi ser mennesker og dyr fødes og vokse op, blive gamle og affældige og til sidst dø bort. Men Johannes fortæller os, at vi nu er gået over fra døden til livet.

At nogen skulle kunne gå fra død til liv, det strider imod fornuften, såvel som mod naturlovene. Men hvad der er umuligt for mennesker, det er muligt for Gud. Derfor er det også muligt for Ham at sætte mennesker fri fra dødens magt, og lade dem gå over fra døden til livet. Hver den, der hører hans ord og tror det, lader han gå fra dødens virkelighed og over til De levendes Land. Den overgang sker allerede ved vores dåb. I dåben bliver vi (som bekendt) genfødt, født på ny. Og det, vi genfødes til, er et nyt liv i Kristus. Ved dåben går vi over fra at være dødelige til at være – med et ord af Brorson – ny-levende. Vi får med andre ord et helt nyt liv forærende. Et liv, som ikke går mod døden, men mod det evige liv, som Kristus vandt os. Jesus siger: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve.

Amen.

Merete Bøye er cand. theol og sognepræst i  Viborg Domsogn samt Tjele og Nr. Vinge.