Ordene «terror på Manhatten» udløser en bestemt reaktion. Der ligger en historisk skygge over Manhattan og den blev aktiveret i dag. Det er interessant at se, hvor lidt byens myndigheder har lært i løbet af de seneste 16 år.

Man skulle tro, at bevidstheden om 9/11 ville hvile tungt over byens myndigheder. At New York ville være et symbol på en tough beslutsomhed. Men der gik ikke lang tid før man sværmede for tanken om at bygge en moske nær Ground Zero.

New York er en liberal by. Når terror rammer, håber man, at det ikke er jihad, men noget andet. Man har opfundet forskellige forklaringer og udflugter. Den enlige ulv er en af variationerne. Man nægter at forholde sig til, at det er en stor, global bevægelse, som har erklæret Vesten krig og at det er en krig, hvor alle midler er tilladt.

Jihadisterne gør det ikke let for de liberale. De råber som regel Allahu Akbar. Det gør det vanskeligt at undgå den logiske konklusion: Dette er terror.

For det er, hvad gerningsmanden vil have, at verden skal vide. Det er et livsvigtigt budskab.

Det liberale mantra om, at de ønsker at skræmme os, og at vi derfor ikke må lade os skræmme, men fortsætte som før, er bare nonsens.

Det er sundt og normalt at blive skræmt og bange. Hvad skulle vi ellers blive?

Hvad med lidt ærlighed? Jihadisterne vil fortælle os, at de vil dræbe os, og at de er villig til at dø. Når angrebene er så mange, som de har været de seneste to år, bør det udløse nogle reaktioner.

En af dem er, at vi bør ændre vores måde at leve på. Det er kun nonsens, at vi ikke gør det. Vestlige byer er forandret. Fysisk. Der er koranklodser over alt. Sikkerhedskontrollerne bliver stadigt strengere. Det iværksættes af de samme myndigheder, der beder os om at fortsætte med at leve som før.

Denne doubletalk demoraliserer både befolkningen og dem, der skal sørge for lov og orden. Det forstår de liberale politikere ikke. I forsøget på at fastholde normaliteten, taler de samfundet ned.

De forsøger at holde fast i forestillingen om en normalitet og et fællesskab, som for længst er udløbet.

En ansvarlig for Home Depot, firmaet som havde lejet bilen ud, havde et refleksionsniveau som både borgermesteren og guvernøren manglede: Det er galskab at være imod grænsekontrol. Vi må vide, hvem vi slipper ind i landet, sagde den hvidhårede mand.

Men det har det liberale USA gjort til en stor styrkeprøve med den nye præsident. Trump vil have ekstra kontrol med rejsende fra lande, som har dårlig kontrol. Det fremstilles som et stort overgreb. Trump vil have ekstrem vetting. Også dette blev udlagt som diskriminerende.

Der findes en række byer i USA, som er såkaldt sancutary cities. De tillader illegale at få sundhedskort og arbejde uden at der bliver stillet spørgsmål, og de udleverer ikke information til de føderale myndigheder.

Trump vil gøre noget ved det. Han mener, at man ikke kan have et land, hvor man ikke ved, hvem der kommer ind. Så har man ikke noget land. Grænsekontrol er en af definitionerne på en nation.

Men den nye flower-power-globalisme er grænseløs og utopisk. Den nægter at erkende, at truslen er permanent og omfattende og værst af alt: At fjenden lærer stadigt mere om vores svagheder.

Myndighederne nægter at forholde sig til terror som led i krigsførslen. Hvis de skulle gøre det, måtte de tænke på andre ting end fysiske spærringer og kontrol.

De måtte begynde at tænke i mennesker.