Noget af det mest karakteristiske ved Bent Jensens omfattende historiske forfatterskab er diskrepansen mellem stilen og indholdet. Ordene og formuleringerne er milde og moderate, selv om hans emne har været et af de mest ødelæggende fænomener i nyere tid, nemlig det barbari, der bredte sig over den ganske verden i kølvandet på bolsjevikkernes statskup i Rusland i oktober/november 1917.

Og det er netop dette statskups forudsætninger, gennemførelse og konsekvenser, der er emnet for hans nys udgivne bog, ”Ruslands undergang: Revolutioner og sammenbrud 1917-1921” (Gyldendal, 22. september 2017). Bogen kan betragtes som den foreløbige kulmination af et langt livs forskning i sovjetisk historie og som en syntese af megen lærdom.

Det fremgår, at forfatteren, der tydeligvis nærer kærlighed til Rusland, russisk sprog og kultur, er anfægtet af Lenins og Trotskijs systematiske og bevidste ødelæggelse af det russiske samfund, som dog så sent som i sommeren 1917 syntes på vej mod en civilisation, som vi i Vesten kunne genkende. Han har ikke ringeste respekt for en mand som Lev Trotskij, skaberen af Den Røde Hær og Lenins virksomste forbundsfælle, der sagde, at bolsjevikkerne var nødt til at ødelægge Rusland for at redde det.

Ødelægge, det gjorde de rigtig nok, men de reddede intet. De gjorde blot forholdene for den almindelige befolkning langt værre end på noget tidspunkt under tsaren. Under bolsjevikkerne herskede fra første færd den mest gemene ondskab og blodtørst – massemord, politisk beordret hungersnød, pervers tortur og et rædselsregimente, der har inspireret enhver politisk bandit lige siden: Mussolini, Hitler, Mao, Pol Pot, blot for at nævne nogle af de mest spektakulære.

Men der var måske ingen anden vej at gå, hvis man ville slippe for det inkompetente og undertrykkende tsar-regime, der havde rodet Rusland ud i første verdenskrig? Måske var man nødt til at slå æg i stykker for at lave en omelet?

Bent Jensen gør meget ud af at understrege, at der var alternativer. Der var et gryende russisk civilsamfund, som interessant nok modtog stærke danske inspirationer. Danske agronomer og forretningsfolk havde en stærk stilling fra Sankt Petersborg og langt ind i Sibirien. Her prøvede de at udvikle industri og en andelsbevægelse efter dansk forbillede og med betydelig succes. De troede naturligvis, at der var penge at tjene på det russiske marked, men jo ikke bare for dem selv. Der skal to til en god kop kaffe, og hvis de russiske bønder ikke havde fordel af at levere ”sibirisk smør” til danske eksportvirksomheder, ville de ikke have gjort det.

Også politisk var der alternativer til den bolsjevikkiske totalitarisme. Der var stærke liberale, socialrevolutionære og socialdemokratiske partier, der kæmpede for en samfundsomvæltning i demokratisk retning. Endog hos socialdemokraterne, hvor Lenins flertalsfraktion (bolsjevikkerne) mødte resolut modstand fra mindretalsfraktionen (mensjevikkerne). De sidste var nok socialister, men mente ikke, at socialismen skulle gennemtvinges med vold og terror. Og de demokratiske partier havde størstedelen af den russiske befolkning bag sig. Ved det eneste frie valg, som Lenin tillod, fik hans parti 25 pct. af stemmerne. Det lærte ham, at man aldrig skal stole på befolkningen, når man har utopiske planer.

I årtier har det været den bedste latin for marxistiske historikere at skelne mellem Lenins (og for nogles vedkommende Trotskijs) gode regimente indtil 1924 og Stalins onde regimente derefter. Den ”progressive” historiker Ralph Milliband mente tilmed, at det er marxistiske historikeres fremmeste opgave at understrege denne forskel og dermed redde marxismen fra enhver skyld.

Bent Jensen gør kort proces. Stalin behøvede ikke at finde på noget nyt, for han havde hele opskriften fra Lenin og Trotskij, som de havde gennemprøvet i tidsrummet 1917-1924 med millioner af ofre til følge.

Men den leninistiske og trotskistiske opinion har en tilbagefaldsposition: D’herrer havde de bedste hensigter, men blev mødt af en så indædt modstand fra dumme bønder, fremmede magter og hvide generaler, at de var nødt til at gribe til desperate metoder for at redde deres velmente samfundsomvæltning.

Også denne påstand får Bent Jensen grundigt demonteret. Allerede inden de greb magten, havde de ledende bolsjevikker forberedt en udryddelseskrig mod enhver, der ikke ville lystre – eller som bare ikke passede ind i deres skema for idealsamfundet.

Det ville være forkert at gøre bolsjevismen til det eneste forbillede for de 20. og 21. århundreders folkemordsregimer. Der var andre. Bl.a. tyrkernes folkemord på armenierne under første verdenskrig, tyskernes udryddelse af oprørske stammer i Sydvestafrika, australiernes organiserede klapjagt på de indfødte i Tasmanien. …

Men bolsjevikkernes udryddelseskampagne er vel den eneste, der stadig møder forståelse blandt civiliserede mennesker.

Bent Jensen har gjort sit til, at vi tænker os om.