Oraklerne
Det store gæstebud
|
I lignelsen om det store gæstebud, hører vi om en konge – det er selvfølgelig Gud. Denne konge er så opsat på at holde en ordentlig stor bryllupsfest for sin søn, at han inviterer alle mulige mennesker med. Revl og krat, simpelthen. Han sender sine tjenere ud på gader og stræder for at indbyde alle, som de fandt, både onde og gode. Ja, udtrykkeligt hedder det, at også direkte onde mennesker blev inviteret med til festen, så store sko går vores konge nemlig i.
Jeg bliver efterhånden altid så glad, når jeg læser det, for jeg vil nemlig gerne med til den fest, og som årene går bliver jeg kun mindre og mindre sikker på, at jeg egentlig er et specielt godt menneske. Derfor er det som at blive befriet for en tung kugle om benet, når jeg helt utvetydigt kan læse, at Gud gerne ser mig som deltager i festen, også på trods af at jeg ikke er et af hans bedste børn.
Guds kærlighed er åbenbart så grænseløs, at ingen er udelukket fra hans fest. Og så dog – eller hvad? For der er faktisk ét krav, der stilles, for at man kan få adgang til kongesønnens bryllupsfest. Der er kun én ting, man skal gøre – men det er Gud til gengæld temmelig streng med, at man skal. Og det er: at tage bryllupstøj på. Det er der én af gæsterne, der ikke har gjort, og han bliver straks smidt ud i mørket, hvor der er gråd og tænderskæren.
Smidt ud, ligegodt! Det er lidt af en bitter pille at sluge for os milde og glade moderne mennesker, der hylder inklusion og imødekommenhed og slet ikke kan holde ud at tænke på, at der er nogen, der ikke skal have lov til at være med. Men det er der altså åbenbart. Men hvorfor? Er det fordi, Guds kærlighed så alligevel ikke er så grænseløs endda? Og hvis det er tilfældet, hvordan hænger det så sammen med, at alle blev inviteret med til festen – både de gode og de onde?
En ting ved lignelsen, der kan virke lidt mærkelig, er, at manden bliver smidt ud, fordi han ikke har bryllupstøj på. Hvor vigtigt kan det være at have det rigtige tøj på? Men dengang – har jeg fået fortalt engang – da var det sådan, at når man sendte indbydelser ud til bryllupsgilde, så vedlagde man simpelthen en festdragt. Det var sikkert noget, man gjorde, for at ingen skulle stå og føle, at de ikke havde noget tøj, der var fint nok til at tage på til et bryllup, og måske melde afbud af den grund. Eller omvendt: for at ingen skulle kunne bruge brylluppet som anledning til at vigte sig af de fine og dyre klædedragter, som netop de havde råd til at pynte sig med.
Når vi nu ved, at alle har fået tilsendt en fin festdragt, som festens giver forventer, at man ifører sig, så bliver det sværere at forstå, hvorfor denne ene mand ikke har taget sin festdragt på. Enten er det netop, fordi han synes, han selv har tøj, der er finere eller mere specielt og unikt, end det, som han har fået givet. Eller også kan det være, fordi han ikke synes, den fest er noget særligt. Han kan da godt lige møde op for at se, hvad det går ud på, men han gider ikke anstrenge sig med at skifte tøj. Han vil under alle omstændigheder gerne med til festen, men ikke på værtens præmisser, kun på sine egne. Og så bliver han smidt ud.
Mennesker skal ikke spille rollen som festarrangører af Gudsrigets fest. Det behøver de heller ikke, for den er i forvejen tilrettelagt af festens giver på den bedst tænkelige måde. Alt, hvad du skal gøre, er at tage festtøjet på og deltage. Digteren Søren Ulrik Thomsen har en gang skrevet om, hvad det er, der har gjort ham til fast deltager i gudstjenestens fest. Han siger følgende: »Når jeg sidder på kirkebænken, føler jeg en slags personlig afvikling, fordi jeg ikke sidder her i min egenskab af… individ, men slet og ret som et menneske, der lever på nøjagtig samme vilkår som enhver anden, om end vore liv og skæbner er forskellige. … I kirken slipper jeg ikke kun ud af min selvoptagethed, men også ud af de beklumrede sociale rum, hvor vi er alt for opslugt af hinanden … Her er vi ikke vendt imod hinanden, men sammen om at være vendt imod Gud«.
I gudstjenestens såvel som i Gudsrigets fest er vi netop sammen om at være vendt mod Gud; her lægger vi alt vores eget fra os og forkuserer på Gud i stedet for på os selv og hinanden. Eller i lignelsens sprog: Man tager sit eget tøj af og iklæder sig den festdragt, som man har fået af Kongen. Men nu er det hele jo en lignelse, dvs at alting er billeder på noget andet. Kongen er Gud, de inviterede er menneskene, men hvad er festdragten et billede på? Paulus skriver et sted om, at man skal iklæde sig Kristus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus, siger han. Med andre ord kan man sige, at det er i dåben, vi bliver klædt på til Gudsrigets fest. Når vi bærer et barn til dåb, så fremgår det tydeligt, at denne lille baby er magtesløs, hjælpeløs, fuldstændig udleveret til de voksne, der holder det i deres hænder. Det er et billede på alle menneskers barnekår i forhold til Gud – at alle døbte er Guds børn og arvinger.
Martin Luther siger om dåben: At jeg blev døbt er ikke min egen gerning, heller ikke præstens, som har givet mig dåben. Min dåb er hverken præstens eller noget menneskes, men er Kristi, min Herres dåb. Og Herrens dåb behøver hverken din eller min renhed eller hellighed. Derfor vil jeg ikke grunde dåben på min tro, men omvendt: Min tro skal grunde sig på og bygge på dåben.
|
Lignelsen om kongesønnens bryllup finner vi i Mat 22, 1-14, der den avsluttes med de velkjente ord: Thi mange er kaldet, men få er udvalgt. Her nevnes også bryllupsklæder. I Luk 14,15-24 omtales bare en mann som ville holde gjestebud, bryllupsklæder ikke nevnt.
Hva illustrasjonsbildet angår, viser det ikke til noen av disse lignelser, men til Bryllupet i Kana, som nevnes i Joh 2 (og bare der). Bildet, som nå finnes i Louvre, er malt av Veronese.
https://en.wikipedia.org/wiki/The_Wedding_at_Cana