En opgørelse fra Københavns Kommune viser, at kommunen alene i 2016 brugte næsten en kvart mia. på integrationsprojekter. En svimlende sum, som oven i købet ikke har medtaget de enorme summer, København har brugt på at forskønne nogle af byens ghetto-områder, som f.eks. Mjølnerparken, der lige har oplevet et kvarterløft til 800 mio. kr.

De 246 mio. kr., som integrations- og beskæftigelsesforvaltningen har brugt på integration, er gået til projekter og initiativer, der på hver deres måde skal forsøge at lokke, hjælpe, støtte, nurse og decideret bære mennesker, der enten ikke gider eller som nærer decideret modvilje mod at blive en del af vores samfund. Her et lille udpluk af de projekterne:

“Virksomhedsretettet forløb med mentorstøtte og brancheafklaring”,
“virksomhedspraktik med en systematisk oplæring og sprogstøtte”,
“brobygningsindsats for uddannelsesparate unge med anden etnisk baggrund end dansk”,
“øget brug af fastholdelsesmentorer”,
“Bekæmpelse af antisemitisme og islamofobi” (sic!),
“Mangfoldighedsfesten ”Smag verden”,
”antirygte-indsats”,
“Stempletappen, så borgere kan registrere oplevelser af diskrimination”,
“Resocialiserende indsats for radikaliserede og radikaliseringstruede”

Rækken af projekter er alenlang, og det samme er tilbuddene til de muslimer, som lige nu vender samfundet ryggen. Der er tilsyneladende ikke grænser for, hvor langt man vil strække sig i inklusionens efterhånden flossede navn, og det er betegnende, at Dovne Robert og hans relativt få ligemænd af arbejdssky aldrig har fået samme brede vifte af tilbud, som dem, der bliver de mange uintegrerede københavnske muslimer til del.

Lige så betegnende er det, at mens Dovne Robert måtte lægge ryg til en shitstorm af dimensioner, og blev udskammet af stort set hele det politiske spektrum – så er det de færreste, der stiller spørgsmål til enorme spild af københavnernes penge på de såkaldte integrationsindsatser. For det er et spild af dimensioner at fremture med at poste milliarder i det bundløse dyb, som de uintegrerede muslimer udgør: Intet, absolut intet, har man fået for pengene – tværtimod, og vi har alt fra militær og koranklodser i gaderne og bande-kriminelle indvandreres terror til udelukkelse af mænd ved svømmeundervisning og halal-mad i daginstitutionerne til at bevise det.

Anna Mee Allerslevs magtfuldkommenhed er der med rette skrevet og sagt meget om, men omkostningerne ved hendes pamperi og embedsmisbrug er en dråbe i havet i sammenligning med, hvad Borgerrepræsentanterne en bloc har misbrugt skatteydernes penge til. Penge, som kunne være brugt på kommunens daginstitutioner, skoler og ældrepleje.

Og det er nærmest tragisk, når BRs borgerlige kandidat til overborgmesterposten, Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard, argumenter for, at man skal fortsætte integrationsprojekterne med følgende trumf:

– Det er meget typisk København, at vi har nogle projekter, hvor vi eksempelvis lærer folk at cykle – men vi glemmer at følge op på om projektet så virker, siger hun, der er med på at stille flere krav. 

Det er helt afgørende, at de københavnske politikere, der altid står i kø for at hævde byens fortræffelighed, træder i karakter for at forsvare den. Og det starter med at lukke alle integrationsprojekter ned og stille krav til de muslimer, der lige nu får lov til at forskanse sig på det offentliges regning om, at de uddanner sig, får arbejde, opfører sig ordenligt og fjerner deres religion og særkrav fra det offentlige rum.

Men se, om det sker.