“I et indlæg for nylig i Kristeligt Dagblad skrev jeg følgende, som jeg gerne vil gengive her: Det er godt at lukke sig om sig selv. Som menneske og som samfund. Vi har brug for at leve inden for en snæver horisont. For det eksistentielt betydningsfulde liv er et afgrænset liv. Det gælder mig selv, min familie, min venskabskreds, det lokale liv, nationen og den civilisation, jeg tilhører. Man lever inden for grænser med det konkrete ansvar, der strømmer af den emotionelle tilknytning til de nære betingelser. ”Menneskeheden”, derimod, blinker i det fjerne med et bedragerisk skin af nærhed. At være ”verdensborger” er at være belastet med dårlig, ”global samvittighed” over problemer, vi ikke har en kinamands chance for at løse. Vi bør derfor vriste os ud af globaliseringens klaustrofobiske rum og i stedet dyrke vores egen have, slå os ned ved den lokale andedam, kredse om vores navle, kort sagt: Genetablere sansen for stedet, vores eget sted i verden.”

Vi skal lukke os om os selv, hvis vi vil bevare os selv, skriver Kasper Støvring, og foreslår, at vi begynder med at udvise de kriminelle, som ikke har dansk pas – og gøre os fri af de internationale konventioner, som forhindrer os i at værne om vores land. Det er let og kræver kun politisk vilje – men det er nok også hér, hunden ligger begravet. Læs Støvrings indlæg her

https://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2017/10/18/vi-boer-lukke-os-om-os-selv/