Man skulle tro, at ødelæggelserne i Irak og Syrien ville have skræmt aktørerne fra at indlede nye, militære eventyr. De iransk-styrede shia-militser har åbnet et nyt kapitel i Kirkuk, og det kan blive en ny katastrofe, for Irak og Iran og selvsagt kurderne, men det betyder lissom ikke noget for mændene med våben eller turbaner. 

At det ville komme til kampe om Kirkuk, overraskede ikke. Peshmerga-kilder fortalte mig allerede i 2014, at den den næste krig ville blive mot shiaerne og om Kirkuk. Men at den skulle komme nu, overraskede nok både den kurdiske præsident, Masoud Barazani, og amerikanerne.

At angrebet er iscenesat af Iran og især lederen /af Al-Quds brigaderne, generalmajor Qasem Al-Soleimani, og at dette utvivlsomt er et veritabelt skridtspark på USA, er der allerede grundig redegjort for.

Spliden indadtil i de kurdiske rækker behandlet her. Mine kurdiske kilder siger, at sølvpengene som kom Talabani-familien, og især de to sønner Bafel og Qubad til gode, har fået de to andre fraktioner inden for PUK til at rase. Rase gør også befolkningen i Suleymaniyah, som har åbnet skoler, moskeer og kirker (!) for de kurdere og arabere (!) som er flygtet fra Kirkuk, 111 km længere vestpå. At flere Peshmerga-soldater skal være blevet halshugget i mandagens kampe, bidrager ikke til at dæmpe raseriet.

Mange kloge-åger hævder, at skylden for det irakiske angreb ligger hos Masoud Barazani. Han ignorerede vrede naboer, amerikanske ambassadører og shialederne i Bagdads råd om, ikke at afholde en rådgivende folkeafstemning om et fremtidigt uafhængigt Kurdistan. De tager fejl. Krigen ville være kommet uanset hvad, og løfter vi blikket og ser lidt længere mod vest, mod Eufrat i Syrien, kan flere sikkert forstå, hvorfor.

Der ligger – på rad og række – den endnu delvist IS-kontrollerede by Deir ez-Zor, snart okkuperet af Hizballah og syriske regeringsstyrker støttet af russiske fly. ca. 50 km længere nede langs Eufrat, ligger Al-Mayadin, hvor IS blev nedkæmpet sidste lørdag. Godt 80 km længere nede ligger Al-Bukamal, på grænsen til Irak. Denne by er fortsat kontrolleret af IS, men her er russerne og amerikanerne, for ikke tale om russernes iranske og libanesiske allierede, i et kapløb, som det, der finder sted i Raqqah, godt 200 km længere nord og øst langs Eufrat. Hvem indtager byen først? Mit tip er, at med mandagens overraskende angreb på Kirkuk kan vi se konturerne af det Soleimani har haft i kikkerten i årevis. En 2000 km lang, iransk-kontrolleret, landkorridor mellem Teheran og Beirut. Nord for korridoren er amerikanerne og kurderne blokeret af Tyrkiet.

Hvem kan standse Iran? 

Hvis nogen havde spurgt en arabisk, europæisk eller endog en amerikansk udenrigsminister i 1990´erne om, hvordan de ville reagere på, at Iran ville tage kontrol over fire arabiske, sunnimuslimske hovedstæder om en tyve års tid, ville samtlige sandsynligvis have skreget af grin over et så usandsynligt, tåbeligt og urealistisk spørgsmål. Vel, spørgsmålet var hypotetisk, men faktum er, at Iran i dag – de facto – kontrollerer fire arabiske, hovedsagelig sunnimuslimske hovedstæder: Sana’a i Yemen, Bagdad i Irak, Damaskus i Syrien og Beirut i Libanon. Og bare lige for god ordens skyld, så tog Qasem Al-Soleimani over som chef for Al-Quds-styrken i 1998…

Dermed ikke være sagt, at korridoren er et faktum. Før det sker, må vi se, hvad de shia-muslimske politikere og rivaler i Bagdad finder på. Vi må vide, hvordan de mere anti-iranske fraktioner i PUK reorganiserer sig efter Talabani-familiens svigt. Vil de alliere sig med Barazanis KDP-styrker længere mod nord? Iraks sunnier har allerede ymtet ønske om et fremtidigt selvstyre. Måske vil de alliere sig med kurderne mod shiaerne og Iran? Og så må vi vide, hvad Trump og den amerikanske kongres gør med denne iranske ørefigen, tre dage efter, at Trump varslede, at han ikke vil forny atomaftalen med Iran? Sidst men ikke mindst bliver det uhyre spændende at se, hvad Putin gør med «sine» investeringer i Kurdistan. Jeg tror, han er den, som har de bedste kort på hånden nu.

Udviklingen er dramatisk og kan ændre sig fra dag til dag. Regionen formelig bobler over af utæmmet energi. Ikke ulig oliekilden Baba Gargur (15 km nord for Kirkuk). Kl. tre om morgenen den 15. oktober 1927 sendte den råolie 42 meter op i luften. Ingen ved helt, hvor meget, der kom op i de ti dage det tog, før de fik tæmmet den, men i henhold til Wikipedias kilder var oliestrømmen på mellem 35 og 90 tusind tønder om dagen.