Da Tyskland for to år siden blev oversvømmet af migranter, gik den absolut vigtigste ankomstvej til landet fra Tyrkiet over Grækenland, langs den såkaldte Balkan-rute og nordover mod Centraleuropa. Samme efterår blev der etableret grænsekontroller syd for Tyskland og trafikken kraftigt reduceret, og siden da, har omkvædet været, at Balkan-ruten er lukket.

Er den?

Nej, det er den ikke. Og det betyder ikke, at der kun pibler nogle få dråber igennem en ellers vandtæt barriere.

Faktum er nemlig, at der i øjeblikket kommer ca. 15.000 asylsøgere til Tyskland hver måned, og undersøgelser, som er udarbejdet af Die Welt, viser, at de fleste a dem kommer over Balkan-ruten:

En af de væsentligste årsager er, at EU-medlemsstater som Grækenland og Bulgarien er bevidst skødesløse i sikringen af de ydre grænser, og i strid  med EU-reglerne vinker migranterne videre til Centraleuropa. Mange ender i Tyskland.

Så hvorfor er det ikke officielt anerkendt og alment kendt?

I tyske sikkerhedskredse og blandt tyske EU-diplomater hedder det, at Grækenland giver falskeoplysninger om antallet af migranter i sit eget land, og forfalsker det egentlige omfang af udvandringen derfra.

Man påberåber sig altså en større byrde, end man rent faktisk har, og sørger samtidig for, at den reelle byrde i hemmelighed lempes over på nogen andre. Det lyder som et ekko fra dengang Grækenland skjulte sine statsfinansers reelle tilstand for at komme med i eurosamarbejdet.

I de tyske sikkerhedsmyndigheders interne dokumenter slås virkningen af denne adfærd klart fast:

«Migrationstrykket fra Grækenland i retning mod Tyskland forbliver stabilt højt.» På grund af den «vedvarende forstærkede grænsekontrol på grænsen mellem Grækenland og Makedonien», er der opstået «alternative migrationsveje».

En af vejene går gennem Bulgarien, og det er især afghanere, pakistanere og irakere, som benytter den. Strækninger tilbagelægges også med fly. Korruptionen i det bulgarske politi anføres som en faktor, landet ikke magter at sætte ind over for.

Resultatet er altså, at invasionen af Tyskland fortsætter. 15.000 asylsøgere om måneden svarer til 180.000 på et år. Det er ganske vist meget lavere, end den katastrofale oversvømmelse de seneste år, men fortsat historisk højt. I årene 2006–2010 var de årlige tallene omkring 30.000. Efter krigene i eks-Jugoslavien for et kvart århundrede siden, er det kun i 2014, 2015 og 2016, at antallet har vært højere end nu.

Men denne gang handler det ikke om sydeuropæere, som i en kort periode flygter fra en krise. Det handler om en begyndende folkevandring fra Afrika og Asena, som i fraværet af meget strammere modforanstaltninger end dem, der hidtil er skitseret, vil gøre de oprindelige europæere til minoriteter i sin egen verdensdel.

180.000 personer lyder ganske vist som en dråbe i et land med over 80 millioner indbyggere, men faktum er, at det svarer til en fjerdedel af en fødselsårgang. Over tid, og med brohovede- og multiplikator-effekter, er det ganske enkelt en langsom udryddelse af tyskerne. Tyskland afskaffer sig selv, som Thilo Sarrazin opsummerede det i sin bogtitel. Det fremstår derfor som nærmest fatalt, at CDU og CSU i forhandlinger er blevet enige om, at antallet af årlige asylsøgere ikke bør overstige 200.000.

Men det hjælper jo ikke, når en forfalsket statistik ikke fortæller, hvad der foregår, når hverken reportere eller fotografer er ude i felten for at dokumentere, hvad der sker, og når slutresultatet ikke forstås af andre end politi og efterretning – som ydermere ikke offentliggør denne erkendelse, men kun ved et mirakel lækker den til en journalist, som er vågen – en tilstand den europæiske offentlighed er langt fra.

Exodus er en realitet, men den sker under radaren. Selvom radar er et alt for stærkt udtryk: Europa har hverken øjne eller ører. Hvor blev de af? Forsvandt de ind i de fordømte smartphones, som europæerne bruger som narkotikum og migranterne som våben? For at mættes med information «kvalitetssikret» af nogle algoritmer, som er blevet massernes hjerneprotese?